Statens Museum for Kunst. Redaktion: Kim Dirckinck-Holmfeld, Susanne Møldrup, Martin Keiding, Marianne Amundsen. 120 sider, 24,5 x 31,5 cm. Ill: 84 fotos (41 i farver), 49 tegninger (5 i farver). Pris kr 298,00 (ib.).

I november 1998 indviedes et af de senere års meget store danske byggerier, udvidelsen af Statens Museum for Kunst. Et projekt, der har forvandlet Vilhelm Dahlerups lukkede historicistiske bygning til et åbent, moderne museum. Allerede i 1902 klagede museet over pladsmangel, men der skulle gå næsten 100 år, før en udvidelse kunne virkeliggøres. I 1990 fremlagde en arbejdsgruppe et oplæg til udbygningsplan for Statens Museum for Kunst, hvori man anbefalede en tilbygning til det eksisterende museum samtidig med, at anvendelsesmulighederne i det gamle hus skulle forbedres. Som en konsekvens af anbefalingen indbød Kulturministeriet i 1992 til en offentlig projektkonkurrence om udformning og placering af en udbygning af Statens Museum for Kunst, og i 1993 udpegede en enig dommerkomité forslaget fra C.F. Møllers Tegnestue som det bedste blandt 134 indkomne konkurrenceprojekter. "C.F. Møllers Tegnestue har været klar over, at opgavens kompleksitet ville medføre forandringer, og at den overordnede idé derfor skulle kunne holde til belastningen. Konkurrenceforslagets oplæg: en selvstændig bygning med udstillingsrum, et sammenkoblende panoptikonrum og en gennembrydning fra det gamle til det nye har vist sig tilstrækkelig robust til at klare selv markante ændringer. Udgangspunktet er bevaret i det færdige resultat"(fra 'Det realiserede projekt').
Bogen fortæller om det første museum, Dahlerups museum, om skiftende museumsinspektørers kvaler, om konkurrencen i 1992, om debatten, om gennemførelsen - og resultatet vurderes. Desuden portrætteres hovedaktørerne: den ansvarlige arkitekt for byggeriet, Anna Maria Indrio, og museumsdirektør Allis Helleland.
Bogen indeholder en udførlig gennemgang - rigt illustreret med fotos - af den nye tilbygning og dens enkelte dele, bl.a. forhal, trapperum, panoptikonrummet, gangbroer, glasfacade, den store trappe, udstillingsrum.

UDDRAG AF INDHOLD: A propos Statens Museum for Kunst (af Sverre Fehn). Historie og forvandling (af Ejner Johansson). Fra det gamle til det nye (af Martin Keiding). Det realiserede projekt (af Martin Keiding). Sekvenser af rum - interview med Anna Maria Indrio (ved Martin Keiding). Metamorfose - interview med Allis Helleland (ved Kim Dirckinck-Holmfeld). Om kunstformidling og udstilling af billedkunst i Statens Museum for Kunst (af Allis Helleland).

UDGIVER:
Arkitektens Forlag
Strandgade 27 A, 1401 Kbh K
Tlf: 32 83 69 00, fax: 32 83 69 40
E-post: eksp@arkfo.dk
Internet: www.arkfo.dk

 

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Om FagBogInfo]

FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk