Bag sløret i Jerusalem, Cairo og Beirut. Af Bjørn Meidell. 254 sider, 14 x 21,5 cm. Ill: 53 fotos (8 i farver). Pris kr 250,00.

Fortæller om hverdag og politik i Mellemøsten - med beskrivelser, baggrundsoplysninger og interviews. Bogen handler om mødet med det levende menneskeliv og mangfoldigheden i Palæstina/Israel, Egypten og Libanon. Forfatteren besøger arabiske familier i fattigkvarterer, flygtningelejre og velstående miljøer. Han besøger et ørkenkloster, opholder sig hos en imam, møder og taler med såvel jødiske som islamiske fundamentalister - og giver derigennem læseren mulighed for at få indblik i den tætte sammenfletning af religiøsitet og politik.
Bogen indeholder interviews der giver oplysninger om levevilkår og indtryk af dagligdagens kamp for at overleve. Der er skildringer af arabisk gæstfrihed og nærhed i familielivet, samt en række portrætter af arabiske kvinder, "som ofte har en styrke og værdighed, som vi i den vestlige verden ikke forestiller os." Bogen belyser også de konflikter som ulmer i området - "ligesom i vores samfund rummer historie og nutid i Mellemøsten smertepunkter, som man af politiske eller psykologiske årsager kan være tilbøjelig til at sløre og gemme væk, men som alligevel er til stede som en del af de politiske konflikter. Bogen er også et forsøg på at løfte på dette slør."
Bogen begynder i Palæstina, og bevæger sig dernæst til Cairo og Beirut. I Egypten fokuseres på den overvældende fattigdom, som plager det befolkningsrige land. Desuden handler tekster og billeder fra Egypten om forholdet mellem majoritet og minoritet: mødet med den almindelige muslim og den almindelige kristne. I Beirut og Libanon skildres alle ustabilitetens konsekvenser - problemet med genopbygning af huse, infrastruktur og produktion - og et land i klemme mellem sin stærke og dominerende naboer: Syrien og Israel. Til slut i bogen vendes blikket atter mod Palæstina-området. Gennem møder med enkeltpersoner, familier og politiske aktivister belyses den israelske besættelse af Vestbredden, Gaza og Østjerusalem.

UDDRAG AF INDHOLD: En 100-årigs Palæstina. Egypten (imamen, affaldssamlerne, veninder på tværs). Libanon (muslimske kvindeliv, flugten fra Palæstina, børnene er vores fremtid). Palæstina (Mariam og Abdlahs storfamilie, læge og fredsforhandler). Israel (fredens stemme, hundrede års krig). Gaza (under Gazas stille nattehimmel, under den islamiske paraply). Jerusalem (rabbiner uden menighed, Jerusalem - ufredens by). Statistikker. Oversigter. Henvisninger.

UDGIVER:
Tiderne Skifter
Pilestræde 51, 5. 1001 Kbh K
Tlf: 33 32 57 72, fax: 33 14 42 05
 

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Om FagBogInfo]

FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk