| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
At skabe en klient. Institutionelle
identiteter i socialt arbejde. Margaretha Järvinen og Nanna Mik-Meyer
(red.). 246 sider, 14 x 22 cm. Pris kr 250,00. [Udgivet 2003]
Denne antologi beskriver,
hvordan velfærdsinstitutioner sætter nogle bestemte - og begrænsende
- rammer for mødet mellem klient og 'system'.
Aldrig tidligere har
der i vores sociale system været så mange professionelle hjælpere
beskæftiget med at hjælpe, behandle og yde omsorg til så
mange typer af 'problem-identiteter', fx overvægtige, anorektiske,
incestramte, socialt sårbare og seksuelt chikanerede m.fl. Hertil
kommer det arbejde, der udføres i de klassiske velfærdsinstitutioner
for bl.a. misbrugere, hjemløse, arbejdsløse og kriseramte
familier. Men hvad er det for et identitets-arbejde, der foregår?
"Eftersom alle klienter i Danmark automatisk er tilknyttet en eller flere
velfærdsinstitutioner, må man antage, at disse øver
betydelig indflydelse på klienternes liv. Det er netop relationen
mellem klient og velfærdsinstitution, dvs. de processer der bevirker,
at en person omdøbes til en 'sag', som antologiens forfattere udforsker"(fra
Indledning).
Antologiens analyser
bryder med den psykologisering, som præger det sociale arbejde i
dag (både i praksis og i litteraturen) ved at flytte fokus væk
fra individet - klienten - til de institutioner, hvori arbejdet foregår.
Syv forskere påviser, hvordan institutionelle forhold og forskellige
klienttyper er to nært forbundne størrelser. En velfærdsinstitution
afspejler altid en bestemt måde at anskue verden på. For hvert
og et af de sociale problemområder, antologien belyser, findes der
specifikke indentiteter, klienterne forventes at tage på sig, hvis
de ønsker hjælp, vel at mærke!
Bogen handler om klientgørelse,
men klientgørelse i en lidt anden betydnng af begrebet end den,
man sædvanligvis møder i litteraturen om socialt arbejde.
Klientgørelse handler ikke kun om, at en person passiveres og bliver
mere og mere afhængig af det sociale velfærdssystem. Klientgørelse
handler også - og måske snarere - om en proces, som kendetegner
de fleste møder mellem individer og velfærdsinstitutioner:
nemlig en proces, hvor menneskelige problemer oversættes til 'systemsprog';
hvor individets situation afklares ud fra institutionelt fastlagte diagnoser
og forståelsesrammer; hvor klienter tilpasses kategorier, der modsvarer
de foranstaltninger og handlingsmodeller, velfærdsinstitutionerne
råder over. I bogens tekster analyserer forfatterne klienternes
sociale identiteter sammenvævet med de problemkonstruktioner, som
de deltagende velfærdsinstitutioner stiller til rådighed.
"For hvert og et af de sociale problemområder, som vi analyserer
i den foreliggende antologi, findes der specifikke identitetskonstruktioner,
klienterne forventes at påtage sig. Disse konstruktioner hviler
på en række forestillinger om, hvordan problemer kan forklares,
og hvordan klienter bør anskue deres problem og dets løsning.
... Det er i mødet med velfærdsinstitutionernes personale,
at klientens problem bliver kategoriseret; det er i institutionsregi,
at problemet bliver begrebsliggjort, og klientens handlemuligheder og
fremtidsprognose bliver fastlagt. En velfærdsinstitution er ikke
en neutral 'serviceinstitution', som alene tilbyder klienter hjælp
ud fra de behov og ønsker, de måtte have. En velfærdsinstitution
afspejler altid en bestemt måde at anskue verden på"(fra Indledning).
Forfatterne til antologiens
tekster viser, hvordan institutionelt forankrede rutiner, iboende paradokser
i socialt arbejde og socialarbejderes professionsforståelse skaber
bestemte positioner, som både klienter og socialarbejdere taler
og høres fra.
Bogens kapitler analyserer
relationen mellem institutionelle forhold og forskellige 'problemidentiteter',
beskriver familiearbejdet i to socialforvaltninger, analyserer afklaringsarbejdet
i en amtslig revalideringsinstitution, analyserer tilblivelsen af klagesager
i en socialforvaltning, analyserer de problemidentiteter som en fritidsinstitution
for børn og unge stiller til rådighed for sine klienter,
analyserer tre hjemløse mænds møde med en socialforvaltning,
analyserer nogle udviklingstendenser i konstruktionen af sociale problemer
og probelmløsningsmodeller i den socialfaglige litteratur.
Bogen afsluttes med
en sammenfattende diskussion, hvor de forskellige institutionsanalyser
relateres til det sociale arbejdes grundlæggende paradokser.
Henvender sig til studerende
ved de sociale højskoler, studerende ved en række universitetsinstitutter
hvor der forskes i velfærdsinstitutioner, og til praktikere der
arbejder med socialt arbejde.
Margaretha Järvinen
er professor i socialt arbejde. Ansat ved Socialforskningsinstituttet
og Sociologisk Institut, Københavns Universitet.
Nanna Mik-Meyer er ph.d.-stipendiat
ved Sociologisk Institut og Socialforskningsinstituttet og har forsket
i mødet mellem klient og system i de sidste fem år med afsæt
i feltarbejde i aktiveringsprojekter og revalideringscentre.
Antologiens øvrige
bidragydere er på nær en enkelt forsker ph.d.-stipendiater
ved Sociologisk Institut.
UDDRAG AF INDHOLD: Indledning:
at skabe en klient (af Margaretha Järvinen og Nanna Mik-Meyer). Alkoholfortællinger
i et institutionelt landskab (af Margaretha Järvinen). 'Farlige'
forældre: den institutionelle konstruktion af dem, der afviger fra
os (af Tine Eglund). Anne er sygdomsfikseret: forhandling af en institutionel
diagnose (af Nanna Mik-Meyer). Ikke vred, men skuffet: om håndteringen
af klagesager i en socialforvaltning (af Turf Böcker Jakobsen). Indvandrerbørn
leger dårligt; institutionel konstruktion af farlig fritid (af Kathrine
Vitus Andersen). Fordi ingen er ens - eller...? - en analyse af tre hjemløse
klienters strategier på et lokalcenter (af Tobias Børner
Stax). Det sociale arbejde som befrielse (af Kaspar Villadsen). Institutionelle
paradokser (af Margaretha Järvinen og Nanna Mik-Meyer).
UDGIVER:
Hans Reitzels Forlag
Østergade 13,
Postboks 1073, 1008 København K
Tlf: 33 38 28 00, fax:
33 38 28 08
E-post: hrf@hansreitzel.dk
Internet: www.hansreitzel.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo Blegdamsvej 4 B Postbox 638 2200 København
N
mailto:frodes@image.dk
|