| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Pædagogik - en grundbog
til et fag. 3. reviderede udgave. Redigeret af Jens Bjerg. 636 sider,
17 x 25 cm. Ill: 13 tegninger, 8 figurer. Pris kr 395,00. [Udgivet 2003]
Revideret og ajourført
udgave. I denne udgave er en række kapitler blevet væsentligt
omarbejdet. Det drejer sig om kapitel 3, der er nyskrevet, samt om kapitlerne
7, 10, 12 og 13, der alle er blevet opdateret. Tidligere udgave 2000.
"Udviklingen inden for pædagogik
og dens nært tilknyttede andre faglige områder som psykologi,
sociologi, filosofi og kommunikation, der nok er nogle af de vigtigste,
foregår hurtigt i disse år. Det er inspirationen fra sådanne
sammenhænge, der bl.a. har gjort ændringer i 3. udgave af
'Pædagogik - en grundbog til et fag' nødvendige"(fra Introduktion).
Bogen er en meget omfattende
lærebog, der beskæftiger sig med pædagogikken inden
for den institutionaliserede del af opdragelsen og undervisningen. Den
koncentrerer sig om den aktuelle skandinaviske og europæiske diskussion
om pædagogikken og dens tilgrænsende fag. Uden at se bort
fra det historiske perspektiv lægges hovedvægten på
en gennemgang og analyse af pædagogikken i relation til de ændringer
inden for familie, samfund, kultur samt andre faglige discipliner, som
den moderne udvikling har medført. Bogen "beskriver, hvad vi anser
som vigtige tematiske udgangspositioner i forbindelse med den fortsatte
diskussion om pædagogik. Det pædagogiske område står
i dag over for nye og store udfordringer som følge af tidens sociale,
kulturelle, økonomiske og politiske forandringer, og vi befinder
os formodentlig blot ved begyndelsen af noget, der er lige så gennemgribende
som industrisamfundets udvikling op gennem det nittende og tyvende århundrede.
... På et overordnet plan er det disse forandringer, der står
i fokus for den aktuelle pædagogiske diskussion. Hvad rummer nuet
ud fra en pædagogisk synsvinkel, hvordan adskiller aktualitetens
nu sig fra fortidens, og hvordan og på hvilke måder indgår
historiske forbilleder og praksiser i den pædagogiske konstruktion
af samtiden?"(fra Introduktion).
Bogen falder i fem dele:
indledende meldinger om pædagogisk modernitet, pædagogisk
psykologi, pædagogiske felter, pædagogisk sociologi, pædagogik
og politik.
Bogens kapitler handler
bl.a. om demokrati, elever, minoritetskulturer, førskolebørn
og institutioner, informationsteknologi, klasserumsforskning, kritisk
teori, køn og marginalitet, livslang læring, lærerrollen,
læring i praksis, læseplaner, modernitet, dannelse, projektpædagogik,
pædagogikkens historie, pædagogisk udviklingsarbejde, samfundet
som skole, selektion i uddannelsessystemet, socialsemiotik, sprog, tavs
viden, multikulturelle skoleklasser, undervisning.
Bogen er beregnet til
anvendelse i en lang række undervisningssammenhænge på
et niveau, der strækker sig fra slutningen af gymnasieforløbet
til et godt stykke ind i universitetsstudiet. Den henvender sig desuden
til alle, der er interesserede i pædagogik.
UDDRAG AF INDHOLD: Indledende
meldinger om pædagogik og modernitet (fortællinger om opdragelse
og undervisning; pædagogik som fag - hvad skal man med det). Pædagogisk
psykologi (lærer-stykker - om praksis og teori i lærerjobbet;
læring i og om praksis; teorier i og om praksis; klasserumsforskning
- en oversigt med fokus på interaktion og elever; Sophie og Émile
i klasseværelset - køn og marginalitet i skolen; koblinger
- mellem kritiske teorier og empirier om praksis). Pædagogiske felter
(forestillinger om og billeder af børn og barndom; minoritetskulturer
og deres gennemslag i den danske folkeskole; informationsteknologi og
pædagogik). Pædagogisk sociologi (kapitalbegrebet som uddannelsessociologisk
værktøj; iscenesættelsen af samfundet som skole, pædagogikken
og det moderne demokrati). Pædagogik og politik (et kritisk socialhistorisk
perspektiv på uddannelserne i Danmark). Personregister. Emneregister.
FORFATTERE: Jens Bjerg, Lars
Jakob Muschinsky, Thomas Ziehe, Birgitte Elle, Peer Mylov, Gunther Kress,
Sverker Lindblad, Fritjof Sahlström, Harriet Bjerrum Nielsen, Karen
Borgnakke, Peter Østergaard Andersen, Bolette Moldenhawer, Esben
Fuglsang, Donald Broady, Staf Callewaert, Kenneth Hultqvist, Kenneth Petersson,
Henrik Kaare Nielsen, Anders Mathiesen.
UDGIVER:
Hans Reitzels Forlag
Østergade 13,
Postboks 1073, 1008 København K
Tlf: 33 38 28 00, fax:
33 38 28 08
E-post: hrf@hansreitzel.dk
Internet: www.hansreitzel.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo Blegdamsvej 4 B Postbox 638 2200 København
N
mailto:frodes@image.dk
|