[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Børn og skilsmisser - et barneperspektiv på familieomformning. Af Kirsti Ramfjord Haaland. 163 sider, 13 x 20 cm. Pris kr 185,00. [Udgivet 2003] (Socialpædagogisk Bibliotek)

Oversat fra norsk af Søren Søgaard efter 'Barnet i skilsmissen' (Universitetsforlaget, 2002).

Om skilsmisser i familier med børn. Forfatteren tager udgangspunkt i, hvordan børn oplever en skilsmisse og etablering af nye familieformer. Bogen beskriver skilsmisse og familieomdannelse som en proces og fremhæver de almene problemer som følger heraf. "Mit håb er, at bogen skal være en brobygger mellem voksne og børn, hvor børnenes perspektiv skal være i forgrunden. Det unikke i relationen mellem forældre og børn udfordres i skilsmissen og i tiden efter. Jeg ønsker at bidrage til, at det er de positive udviklingsmuligheder, der bliver styrket. Jeg tror på, at det er muligt at lade børn leve i frihed, at skabe historier om deres liv, at værdsætte dem for deres indsats, at give dem livsmod og tryg selvfølelse, uafhængigt af om deres biologiske mor og far bor sammen. Gennem denne bog ønsker jeg at hjælpe voksne med at lytte til børn på børnenes præmisser"(fra Indledning).
Bogen gør især meget ud af at gennemgå børns reaktioner - forskellige efter alder og modenhedsniveau. Forfatterens mål er at øge forståelsen for børns reaktioner, således at man bedre kan hjælpe børn gennem skilsmisse og etablering af nye relationer.
Bogen består af tre dele. Første del giver overblik over skilsmissen, og dens konsekvenser for børn og forældre. Anden del beskriver skilsmissen som en proces med flere stadier, hvor voksnes og børns almene reaktioner i forhold til skilsmissestadierne bliver uddybet. I tredje del fokuseres på de almindeligste reaktioner hos børn med baggrund i deres alder og udviklingstrin. Når der i bogen lægges vægt på at beskrive almene reaktioner som opstår i forhold til familieomformning ved skilsmisser, er det for at bidrage til at forhindre at de almene vanskeligheder vokser til uløselige problemer. "Når almindelige vanskeligheder bliver erkendt og løst på adækvate måder, vil de indgå som en almindelig del af livet. Bliver vanskelighederne derimod løst på måder, som ikke virker eller virker mod deres hensigt, vil en almindelig vanskelighed kunne udvikle sig til et større problem. Den måde, hvorpå vi forsøger at forstå og forklare en reaktion, børn udviser, kan bidrage til, at vi får ideer, som hjælper os til at løse vanskelighederne."
Bogen henvender sig til personale i sundheds- og socialsektoren, pædagoger og lærere, samt forældre og andre voksne, som ønsker en bedre forståelse af børns reaktionsmønstre ved familieomdannelser.
Kirsti Ramfjord Haaland er specialist i klinisk psykologi og familiepsykologi. Hun er ansat ved Østensjø familiekontor, Oslo. I mere end 30 år har hun arbejdet med behandling, vejledning og undervisning i familiespørgsmål.

UDDRAG AF INDHOLD: Skilsmisse som familieomformning (livsløb og omformning; tilknytning og bekræftelse; historien om skilsmissen; forskning: børn og skilsmisse). Skilsmisseprocessen (tvivlefasen, forberedelsesfasen eller erkendelsesfasen; beslutningsfasen; den skilte familie - forældrene bor to forskellige steder; stedfamilien). Børnene: forskellige alderstrin - forskellige reaktioner (småbørn, alder 0-3 år; førskolebørn, alder 3-6 år; småskolebørn, alder 6-8 år; skolebørn, 9-12 år; ungdomstid, alder 13-17 år; voksne over 17 år). Epilog. Refereret litteratur. Anbefalet litteratur. Stikordsregister.

UDGIVER:
Hans Reitzels Forlag
Østergade 13, Postboks 1073, 1008 København K
Tlf: 33 38 28 00, fax: 33 38 28 08
E-post: hrf@hansreitzel.dk
Internet: www.hansreitzel.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk