[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Christiansborg Slotskirke. En beskrivelse af Slotskirken og dens genopførelse efter branden i 1992. Af Erik Møllers Tegnestue. 243 sider, 23,5 x 29 cm. Ill: 257 fotos (243 i farver), 70 tegninger (29 i farver). Pris kr 249,00 (ib.). [Udgivet 2003]

En gennemgang af Christiansborg Slotskirke, dens bygningskonstruktion og detaljer i bygningsdele, indretning og inventar - samt om en gennemgribende restaurering af kirken. "Slotskirken er unik og har både arkitektoniske og historiske kvaliteter, men dens værdi ligger i væsentligste grad i dens samlede arkitektoniske udformning. ... En prægnant knivskarp og markant klassicistisk bygning som i sit formsprog ledte beskuerens tanker mod det gamle Rom og mod enevældens ophøjede magtsymboler. Ved genopførelsen af Slotskirken betragtede vi bygningens samlede formgivning som det stærkeste udtryk for originalitet og dermed det helt centralt bevaringsværdige punkt. Vores vigtigste opgave var at genskabe kirkens samlede form, dens helhed og fine sammenhæng."
I 1992 under Pinsekarnevallet blev Christiansborg Slotskirke hærget af en voldsom brand. Taget udbrændte, og kuplen styrtede brændende ned i kirkens indre, hvor den anrettede stor skade. Og selvom kirken ikke nedbrændte anrettede ilden og specielt slukningsvandet store skader.
I bogen beskriver arkitekterne Ole Drachmann og Trine Neble m.fl., fra Erik Møllers Tegnestue som stod for restaureringen og genopbygningen af kirken, hvorledes det smukke interiør trin for trin blev restaureret. Beretningen er garneret med fotografier af brandskadede bygningsdele, genopbygningsarbejdet og det færdige resultat. Bogen indeholder interessant læsning om de gamle håndværk og metoder, der blev brugt ved genopbygningen. På mange områder måtte både nye og traditionelle, men næsten glemte metoder tages i brug for at løse problemerne.
Den 14. januar 1997 kunne slotskirken genindvies. "Forud var gået fire et halvt års omhyggeligt arbejde, hvor dygtige arkitekter, ingeniører og håndværkere beviste, at vi har en dybt forankret håndværkertradition, som rækker adskillige generationer tilbage i tiden, og som gør det muligt at vedligeholde og restaurere vor bygningsmæssige kulturarv på et meget højt niveau"(fra forord af prins Henrik).
Bogen indledes med et kapitel om Slotskirkens bygningshistorie - om opførelsen i 1820erne og om Slotskirkens anvendelse gennem tiden frem til branden i 1992.

UDDRAG AF INDHOLD: Bygningshistorie (hoffets kirke fra Christian VI til Frederik VI; hoffets kirke i det 19. og 20. århundrede; branden d. 8. juni 1992). Restaureringen. Skadesbegrænsende foranstaltninger. Tagværk og kuppel. Kobbertag. Gesimser. Facader. Vinduer. Døre. Indvendige vægge. Stuk. Stukmarmor. Inventar. Trapper. Lys. Vand og varmeinstallationer. El-installationer. Mørtel. Ordliste. Personregister. Litteraturliste. Stikordsregister.

UDGIVER:
Thaning & Appels Forlag
H.C. Ørstedsvej 7 B, 1879 Frederiksberg C
Tlf: 33 22 45 11, fax 33 22 28 48
E-post: thaning.appel@kroghsforlag.dk
Internet: www.kroghsforlag.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk