[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Meddelelser fra Musikhistorisk Museum og Carl Claudius' Samling VIII 2000-2002. Redaktion: Lisbet Torp. 90 sider, 20 x 20 cm. Med 41 illustrationer (26 i farver). Pris kr 95,00. [Udgivet 2003]

Dette 8. bind af Meddelelser fra Musikhistorisk Museum og Carl Claudius' Samling giver et indblik i museets virksomhed i perioden 2000-2002, og præsenterer desuden nogle af de projekter samt forsknings- og formidlingsaktiviteter, som har taget udgangspunkt i museets samlinger og emneområder i de seneste år.
Mette Müller har i en artikel om mandoliner og basmandoliner undersøgt og beskrevet tre italienske 1700-tals instrumenter i museets samlinger. Med udgangspunkt i udvalgte malerier og skitser af Wilhelm Marstrand og Martinus Rørbye diskuterer hun basinstrumenternes rolle i den italienske folkelige musik i første del af 1800-tallet.
Lisbet Torp og Ture Bergstrøms artikel handler om 'Rosenborgfløjterne' fra Det kongelige danske Kunstkammer - to diskantblokfløjter der er drejet ud af narhvaltand. Der fortælles om instrumenternes historie, om undersøgelser og opmåling af dem, og om fremstillingen af kopiinstrumenter.
Ole Kongsted og Heinrich Schwab bidrager til studiet af vekselvirkningerne mellem tysk og dansk musik omkring år 1800 i artikler om J.A.P. Schulz' (1747-1800) indsats som komponist og virke i København, samt om komponisten Kunzens (1761-1817) syngespil Vinhøsten.
Tre korte artikler beskæftiger sig med nogle af de projekter, som har bidraget til at gøre museet, dets samlinger og emneområder tilgængelige på en ny og tidssvarende måde: Ole Olesen fortæller om, hvordan man på museets hjemmeside www.organs.dk har adgang til en overvældende vidensbase om 100 orgler i Danmark; Anne Ørbæk Jensen beretter om Sigurd Bergs danske musikbibliografi -1950, som nu er tilgængelig online; og Ture Bergstrøm giver et indblik i den igangværende databaseregistrering af museets samlinger af musikinstrumenter og original billedkunst.
Udgivelsen indeholder endvidere en række kortere artikler om museets virksomhed - om udstillinger, publikationer, erhvervelser, koncerter og andre aktiviteter 2000-2002.

UDDRAG AF INDHOLD: Musikhistorisk Museums Index - MML; oplysningerne om museets instrumenter organiseret i ny database (af Ture Bergstrøm). Mandolinernes bas - på sporet af instrumentet i italiensk folkemusik 1800-1850 (af Mette Müller). 'Rosenborgfløjterne': Én eller to byggere? - to blokfløjter af narhvaltand i Det kongelige danske Kunstkammer (af Lisbet Torp og Ture Bergstrøm). 'Skinnet af det kendte' - Johann Abraham Peter Schulz og det musikalske ideal om det enkle og folkelige (af Ole Kongsted). "I Kunzens Syngespil er der alt for megen Kunst": Vinhøsten (1796) (af Heinrich W. Schwab). Kulturspejlet (af Ole Olesen). Sigurd Bergs danske musiklitterære bibliografi nu online (af Anne Ørbæk Jensen). Medarbejdernes publikationer 2000-2002. Museets bestyrelse og medarbejdere 2000-2002.

UDGIVER:
Musikhistorisk Museum og Carl Claudius' Samling
Åbenrå 30, 1124 København K
Tlf: 33 11 27 26, fax: 33 11 60 44
E-post: info@musikhistoriskmuseum.dk
Internet: www.musikhistoriskmuseum.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk