[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Gustafs ansigter. Selvfremstilling
i Gustaf Munch-Petersens forfatterskab. Af Martine Cardel Gertsen. 383
sider, 18 x 23 cm. Illustreret med 36 malerier, fotos og tegninger i farver
og s/h. Pris kr 300,00. [Udgivet 26/1-2004]
(Centrum för Danmarksstudier
2)
Den dansk-svenske digter Gustaf
Munch-Petersen (1912-38), som døde under den spanske borgerkrig,
var miskendt gennem mange år. Siden er han dog blevet kanoniseret
som en af de vigtigste nordiske modernister. Nu kommer så - fra
Sverige, men også i dansk udgave - den vel nok mest omfattende præsentation
af Munch-Petersen i nyere tid. Denne præsentation kommer biografisk
hele vejen rundt om digteren i et meget bredt anlagt studie.
Det gennemgående
perspektiv i Martine Cardel Gertsens præsentation er digterens multifacetterede
identitet og skiftende selvfremstilling. Med udgangspunkt i Munch-Petersens
digte og prosatekster gennemgår bogen de forskellige 'ansigter',
som digteren fremviser for sine læsere. Det er drømmeren,
livsdyrkeren, elskeren, kunstneren og frelseren, der træder os i
møde. Der inddrages også et væld af breve og ikke-publicerede
manuskripter, som kaster nyt lys over forfatterskabet og personligheden.
Den biografiske og litteraturvidenskabelige afhandling er altså
også et arkivstudium. Centreringen omkring identitetsstørrelsen
i form af ansigtsmetaforen har to funktioner i bogen. På den ene
side er ansigtet (og masken) indskrevet i en litteraturvidenskabelig ambition
om at udforske forholdet mellem Munch-Petersens personlige identitet og
digterens metaforiske selvfremstillinger i et åbent betydningsmæssigt
svingningsfelt. På den anden side har ansigtsmetaforen og selvfremstillingstematikken
også den biografisk strukturerende funktion at danne indgangsvinkel
til en beskrivelse af menneskets Munch-Petersen gennem hans egne masker
og forskellige identitetsfaser. Man kunne også sige, at Martine
Cardel Gertsen søger at kombinere den klassiske biografi med den
litterære monografi. Det lykkes.
Det skal også
nævnes, at bogen endvidere rummer en række reproduktioner
af hidtil ukendte tegninger og malerier fra Munch-Petersens hånd.
Ved sit gennemgående
biografiske fremstillingsperspektiv er bogen en god åbning til enhver,
der måtte være interesseret i denne alsidige og fascinerende
digter og maler. På et måske lidt mere akademisk plan vil
bogen under alle omstændigheder være uomgængelig som
referenceværk.
Bogen er Martine Cardel
Gertsens doktordisputats fra Lunds Universitet.
UDDRAG AF INDHOLD: Ansigtet
- indblik og udsyn. Legende og liv. Det nye menneske. Sønnen. Elskeren.
Frelseren. Kunstneren.
Bogen er desuden forsynet
med et omfattende tillæg i form af personindeks, indeks over digte-
og prosatekster af Munch-Petersen, illustrationsfortegnelse, litteraturfortegnelse,
engelsk sammendrag, biografisk tidstavle, kommenteret bibliografi over
sekundærlitteraturen om Munch-Petersen, samt en gennemgang af Munch-Petersens
reception fra 1932-1959.
SVENSK UDGIVER:
Makadam
EKSPEDITION:
Museum Tusculanums Forlag
Njalsgade 92, 2300 København
S
Tlf: 35 32 91 09, fax:
35 32 91 13
Internet: www.mtp.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo Blegdamsvej 4 B Postbox 638 2200 København
N
E-post: :frodes@image.dk
|