[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Sandhed og metode. Grundtræk af en filosofisk hermeneutik. Af Hans-Georg Gadamer. Oversættelse, indledning og noter ved Arne Jørgensen. 522 sider, 17,5 x 23 cm. Ill: 1 fotografi. Pris kr 395,00. [Udgivet 28/1 2004]

Det er i sig selv noget af en begivenhed, at Hans-Georg Gadamers filosofiske hovedværk, 'Sandhed og metode', som er det vigtigste bidrag til hermeneutikken i det tyvende århundrede, nu udkommer på dansk. Værket er i helt basal forstand grundlæggende for vores forståelse af mennesket som et udlæggende, fortolkende og tydende væsen i konstant dialog med sine omgivelser.
'Sandhed og metode' er grundlæggende filosofi - ikke i den betydning, at man her finder forståelsesprocessen systematisk opstrenget og metodisk fastlagt - men i den egentlige filosofiske forstand, at man her finder en udarbejdelse af forståelsesprocessen, som giver mening til alle de detaildomæner, som ellers afklares enkeltvist i den videnskabelige og pædagogiske litteratur. "De følgende undersøgelser drejer sig om det hermeneutiske problem. Forståelsesfænomenet og den rette fortolkning af det forståede er et problem, der ikke blot begrænser sig til den åndsvidenskabelige metodelære. [...] Forståelse og fortolkning af tekster er ikke kun et anliggende for videnskaben, men hører tydeligvist med til den menneskelige verdenserfaring som helhed. Det hermeneutiske problem er oprindeligt slet ikke noget metodeproblem. Det drejer sig ikke om en forståelsesmetode, hvorigennem tekster underlægges videnskabelig erkendelse på samme måde som alle øvrige erfaringsgenstande. Det hermeneutiske fænomen drejer sig i første række overhovedet ikke om at etablere en sikker erkendelse, der opfylder videnskabens metodeideal - og dog drejer det sig også her om erkendelse og sandhed. I forståelsen af overleveringen er det ikke kun tekster, der bliver forstået; der erhverves også indsigter og erkendes sandheder. Hvad er det for erkendelse, og hvad er det for en sandhed?" (Fra Gadamers indledning). Det er disse spørgsmål, som Gadamer forsøger at besvare i 'Sandhed og metode'. På den ene side udarbejder han en filosofisk grundlæggelse af menneskets hermeneutiske praksis, på den anden side forbliver menneskets konkrete forstående forhold til verden omdrejningspunktet også for den filosofiske tænkning. Det gør Gadamers filosofiske hermeneutik helt anderledes levende, humanistisk og i sidste ende også mere anvendelig end læremesteren og inspirationskilden Martin Heideggers tænkning.
'Sandhed og metode' er et helt igennem grundlæggende filosofisk værk, som har aldeles almen relevans.
Gadamer (1900-2002) er en af de mest betydningsfulde tyske filosoffer i det tyvende århundrede. Hovedværket, som nu foreligger på dansk, udkom første gang i 1960, men er blevet løbende revideret helt frem til 1986-udgaven, som danner grundlag for nærværende oversættelse.

UDDRAG AF INDHOLD: Indledning. Overskridelsen af den æstetiske dimension. Kunstværkets ontologi og dens hermeneutiske betydning. Historisk forberedelse. Grundtræk af en hermeneutisk erfaringsteori. Sproget som ledetråd for hermeneutikkens ontologiske vending. Appendiks. Emneregister. Navneregister.

UDGIVER:
Forlaget Systime
Skt. Pauls Gade 25, 8000 Århus C
Tlf: 70 12 11 00, fax: 70 12 11 05
E-post: systime@systime.dk
Internet: www.systime.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
E-post: :frodes@image.dk