| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Krigens historie. Af John
Keegan. 560 sider, 14 x 23 cm. Ill: 13 kort. Pris kr 169,00. [Udgivet
2003]
Paperbackudgave - tidligere
udgave 2000.
Oversat af Ole Ventegodt.
Original: A History of Warfare (1993).
En fremstilling af krigens
væsen, teknik og historie, skrevet af en af vor tids førende
krigshistorikere. Med udgangspunkt i spørgsmålet 'hvad er
krig?' fører den britiske historiker John Keegan os med stor indsigt
fra stenalderens rituelle kampe over rytterslag, guerillakrig og verdenskrigenes
komplicerede troppebevægelser frem til nutidens atomraketter og
etniske konflikter.
"Krig er næsten
lige så gammel som menneskeracen selv, og kimen hertil findes i
de hemmeligste afkroge af menneskets sjæl, steder hvor jeg'et tilsidesætter
rationelle hensigter, hvor stolthed hersker, hvor følelser er altoverskyggende
og hvor instinktet regerer"(fra indledende kapitel Hvad er krig?).
I bogen undersøger
John Keegan motiverne, metoderne og motivationen bag mere end 2000 års
krigsførelse mellem verdenshistoriens mange forskellige samfund.
Han går de klassiske krigsteorier efter i sømmene og ser
bl.a. nærmere på de kræfter og instinkter, der ligger
bag menneskehedens mange væbnede konflikter. Keegan går i
rette med den berømte preussiske militærhistoriker Karl von
Clausewitz' udsagn om at 'krig er politikkens fortsættelse med andre
midler' og forsøger at udvide og nuancere vores opfattelse af denne
blodige del af menneskets historie. John Keegan anskuer krig som en ældgammel,
integreret og nådesløs del af den menneskelige kultur, der
udspiller sig mellem nationalstater, men også finder sted blandt
forskellige etniske grupper på tværs af landegrænser.
Krig er altid "et udtryk for kultur, ofte bestemmende for kulturformen
og i nogle samfund ligefrem selve kulturen." Krig er et fænomen,
der kan og skal kontrolleres og styres, hvis vi ønsker at opnå
en fredeligere verden. Keegan afviser "dels at det er menneskehedens uundgåelige
og ulykkelige skæbne, at den skal føre krig, dels at der
nødvendigvis skal bruges vold for at afgøre verdenssamfundets
anliggender. Som han skriver, er det viljen til samarbejde, og ikke til
konfrontation, der driver værket i det internationale samfund. Krig
må efter hans mening afvises som politisk middel, efter at atomvåbenet
er blevet opfundet, men han finder, at der stadig vil være brug
for krigere til at beskytte vores civilisation"(fra Efterskrift af K.G.H.
Hillingsø).
I bogen bliver krigens
historie fortalt med panoramisk overblik og spækket med et væld
af informationer om og beskrivelser af krigsførelse. Keegan skildrer
dyder og svagheder i verdenshistoriens forskellige krigertraditioner og
giver indblik i den ofte revolutionerende udvikling inden for befæstning,
militære organisationssystemer, forsyning og våben.
Bogen henvender sig
både til den alment interesserede læser og en faglig målgruppe.
John Keegan er uddannet
historiker ved Oxford University og har i mange år undervist ved
det kongelige militærakademi i Sandhurst i Storbritannien. Han har
et omfattende forfatterskab bag sig og er i dag redaktør af militær-
og sikkerhedsstoffet på avisen The Daily Telegraph. John Keegan
har desuden medvirket i flere tv-udsendelser om krig bl.a. på Discovery
Channel og BBC.
UDDRAG AF INDHOLD: Krig i
historien (hvad er krig; hvem var Clausewitz; krig som kultur; et samfund
uden krig). Første mellemspil: Krigens begrænsninger. Sten
(krig og den menneskelige natur; krig og antropologerne; nogle primitive
folk og deres krigsførelse; krigens begyndelse; krig og civilisation).
Andet mellemspil: Befæstning. Kødet (stridsvognskørerne;
stridsvognen og Assyrien; stridshesten; steppens rytterfolk; hunnerne;
rytterfolkeslagenes horisont 453-1258; rytterfolkenes undergang). Tredje
mellemspil: Hære. Jern (grækerne og jernet; falanks-krigsførelse;
grækerne og amfibiestrategi; Rom: de moderne hæres arnested;
Europa efter Rom: et kontinent uden hære). Fjerde mellemspil: Logistik
og forsyning. Ild (krudt og befæstning; brug af krudt i eksperimenternes
tidsalder; krudt til søs; krudtstabilitet; politisk revolution
og militær forandring; ildkraft og den almindelige værnepligts
kultur; ultimative våben; jura og afslutningen på krig). Konklusion.
Noter. Litteraturliste. Stikordsregister.
UDGIVER:
Rosinante Forlag
Købmagergade
62, Postboks 2252, 1019 København K
Tlf: 35 24 77 77, fax:
35 24 77 88
E-post: rosinante@rosinante.dk
Internet: www.rosinante.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo Blegdamsvej 4 B Postbox 638 2200 København
N
E-post: :frodes@image.dk
|