| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Besættelsestiden i litteraturen.
Fiktionens fortolkninger 1939-2000. Af Jørgen Sørensen.
176 sider, 17 x 24 cm. Ill: 19 fotos (7 i farver), 1 tegning. Pris kr
200,00. [Udgivet 2004]
En antologi der giver et billede
af forskellige litterære fortolkninger af besættelsestiden.
Der foreligger en omfattende
historisk udforskning af den tyske besættelse af Danmark, men der
findes også over 300 romaner, skuespil, erindringer, digtsamlinger
og brevsamlinger, som har besættelsestiden som tema, skrevet i tiden
fra besættelsens begyndelse og frem til i dag.
De mange titler viser,
at perioden helt op til i dag har fascineret, skønt de forfattere,
der har skrevet de seneste værker, er født længe efter
krigens afslutning. Det hænger sammen med, at besættelsestiden
i stærkt koncentreret form rummer en lang række menneskelige
og politiske problemer, som nok må forstås ud fra en bestemt
historisk tid, men som også er helt fundamentale og rækker
ud over historien. Sandheden om besættelsestiden er ikke givet en
gang for alle, og dermed heller ikke svaret på de moralske og politiske
spørgsmål, som denne turbulente periode i Danmarks historie
rejser.
'Besættelsestiden
i litteraturen' giver gennem en række tekster og tekstuddrag billeder
af perioden 1940-45, skrevet af forskellige forfattere til forskellige
tider, og man får gennem dem en anden tilgang til perioden end de
faghistoriske redegørelser. Der er, som undertitlen siger, tale
om 'Fiktionens fortolkninger 1939-2000'.
"Bag tekstsammenstillingen
ligger den opfattelse, at selv om en fiktionstekst bør læses
først og fremmest som et i sig selv hvilende kunstværk, så
er denne læsning i en lang række tilfælde ikke tilstrækkelig,
når tilknytningen til en bestemt historisk virkelighed er så
udtalt, som det er tilfældet med fiktionstekster om besættelsestiden.
Denne opfattelse har haft to konsekvenser for tekstvalget. Den første
er, at det er tilstræbt, at teksterne er så æstetisk
nuancerede som muligt. Det er derfor ikke tilfældigt, at antologien
ud fra dette synspunkt viser sig at bestå af tekster, som for manges
vedkommende er skrevet af tidens og eftertidens betydeligste forfattere.
[...] Den anden konsekvens vedrører stoffets tematiske organisering.
Den er begrundet i, at det har været hensigten at få belyst,
hvordan nogle af de fiktive værker om besættelsestiden har
fortolket det, som både den kollektive erindring om besættelsestiden
og den historiske forskning har anset for centrale og ofte kontroversielle
historiske begivenheder og temaer. [...] Det har desuden været
væsentligt, at udvalget af tekster skulle afspejle, hvordan den
fiktive fortælling om besættelsestiden naturligt nok har forandret
sig over tid. [...] En sidste væsentlig rettesnor for udvælgelsen
har været, at det gerne skulle være en tekstsamling, som kunne
fange og bruges af eleverne i de gymnasiale ungdomsuddannelser,
som er bogens målgruppe"(fra Forord).
Bogen indledes med to
introducerende kapitler. I 'Historien bag fiktionen' gives et ultrakort
historisk overblik over perioden . Og i 'Historierne i fiktionen' gives
en lille litteraturhistorisk oversigt. Først gøres der rede
for litteraturen og dens vilkår under besættelsen. Derefter
følger en gennemgang af litteraturen om besættelsestiden
fra 1945 til i dag.
Bogen indeholder tekster
og tekstuddrag fra 1939 til år 2000 af bl.a. Jens Gielstrup, Kjeld
Abell, Knud Sønderby, Knud Sørensen, Otto Gelsted, Nis Petersen,
Hans Hartvig Seedorff, Jacob Paludan, Tove Ditlevsen, Jørgen-Bent
Kistorp, Kaj Munk, Poul Henningsen, Morten Nielsen, Ole Wivel, Martin
A. Hansen, Tage Skou-Hansen, Hans Kirk, Ulrich Horst Petersen, Gynther
Hansen, Klaus Rifbjerg, Lotte Tarp, Hans Scherfig, Erik Aalbæk Jensen,
Leif Panduro, Knud Erik Pedersen, Carl Erik Soya, Ulrik Gräs. Tekstuddragene
er valgt, så de efter udgiverens mening kan 'stå alene', og
i manchetter er angivet de nødvendige forudsætninger for
læsningen.
Jørgen Sørensen,
der er cand.mag. i dansk og kristendomskundskab, er tidligere studielektor,
ansat på Århus Statsgymnasium 1965-2001.
UDDRAG AF INDHOLD: Historien
bag fiktionen. Historierne i fiktionen. Forspil. 9. april 1940. Nationen
og kongen. Passiviteten. Modstanden. Stikkeren. Tyskerpigen. Nazisten
og den østfrontfrivillige. Befrielsen. Tiden der fulgte. Noter.
Opgaver. Litteratur og film. Værkliste.
UDGIVER:
Forlaget Systime
Skt. Pauls Gade 25,
8000 Århus C
Tlf: 70 12 11 00, fax:
70 12 11 05
E-post: systime@systime.dk
Internet: www.systime.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo Blegdamsvej 4 B Postbox 638 2200 København
N
E-post: :frodes@image.dk
|