[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Hitlers Tyskland. Dagligliv i Det Tredje Rige. Af Matthew Hughes & Chris Mann. 288 sider, 16,5 x 23,5 cm. Ill: 277 fotos. Pris kr 258,00 (ib.). [Udgivet 6/5 2004]

Oversat af Hans Chr. Dahlerup Koch & Grethe Teglbjærg. Original: 'Inside Hitler's Germany. Life under the third Reich' (Brassey's, 2000).

En bog om Det Tredje Rige - et af de mest afskyelige regimer i historien. Det gennemførte en morderisk undertrykkelse og var ansvarlig for at millioner mistede livet under anden verdenskrig. 'Hitlers Tyskland' er en rigt illustreret beretning om den nationalsocialistiske bevægelse, Adolf Hitlers vej til magten og det nazistiske regime. Det er en fortælling, der i ord og mere end 200 udvalgte billeder viser, hvordan den tyske hverdag formede sig under Det Tredje Rige. Bogen giver også et overblik over forløbet af 2. verdenskrig.
Historikerne Hughes og Mann beskriver den dårlige økonomi og arbejdsløshed, som Hitler profiterede af. I 1933 blev han på demokratisk vis kansler, og vilkårene blev bedre. Efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland, sad folkets vilje i førerens uniformslomme. Mange oplevede i starten, at hverdagen blev nemmere, og at de nye tider bragte fremgang og orden. Folk kom i arbejde, fik udbetalt løn, og for første gang kunne den tyske arbejder holde en hel uges ferie med familien. Familien var grundstenen. Manden forsørgede familien og kvinden fødte børn og passede hjemmet. Børn tilhørte Det Tredje Rige og blev opdraget til at tjene fædrelandet. Livet var i en vis forstand enkelt, men på mange områder blæste der nye vinde. Bogen giver et indblik i, hvordan dagliglivet var for soldater og civile i det totalitære samfund, hvordan organisationer som SS og Gestapo trængte sig ind på folk, og hvilken indvirkning nazistyret havde på økonomien, kulturen og kvindernes rettigheder. Den nazistiske ideologi tålte ikke modstand. Hitler fik skudt politiske modstandere, fængslet andre og knægtet både kirke og kultur. Kun godkendte kunstnere kunne arbejde. Bandlyste bøger blev brændt på offentlige pladser. Hvis man ikke ville deltage i den herskende nazitilbedelse, dukkede man hovedet og passede sit. Jøderne, som allerede før Hitler havde været upopulære, blev nu systematisk chikaneret og forfulgt. Deres skæbne var beseglet længe før krigen. Bogen ser nærmere på den almindelige tyskers holdning til racepolitikken og tyskernes kendskab og holdning til jødeudryddelsen.
Da krigen kom, var tyskerne velforberedte. Befolkningen oplevede i starten den ene sejr efter den anden. Så faldt mændene ved fronten, og kvinderne måtte lægge grydeskeen for at arbejde i våbenindustrien. Fra september 1939 medførte kritik af den tyske krigsførelse dødsstraf. Krigslykken vendte og bomberne regnede ned over det tyske folk. Under anden verdenskrig stillede regimet store krav til befolkningens loyalitet og opofrelse. Snart var dagliglivets nye goder afløst af omfattende bombardementer og daglig kamp for overlevelse. Flere grupper, især kommunisterne, organiserede modstanden mod regimet, men med livet som indsats. Selv da nederlaget var indlysende, kæmpede de tyske soldater. De frygtede russerne og ikke mindst SS, som anholdt folk vilkårligt og hængte dem. Bogen fortæller om afslutningen på verdenskrigen, Tysklands nederlag og det tyske folks situation. "De, der stadigvæk var i live, var knuget af en slags afstumpet lammelse, når de kæmpede deres daglige kamp mod ødelæggelse, fortvivlelse og sult. Under Hitlers ledelse havde det tyske folk været tæt på at begå nationalt selvmord - aldrig i moderne tid var en stormagt blevet kørt så langt ned."

UDDRAG AF INDHOLD: Adolf Hitler. Et folk uden håb: Tyskland i 20'erne. Nazisternes økonomiske mirakel. Styring af ungdommen. Kvinderne og Det Tredje Rige. Dagligliv under nazismen. Kulturen under nazismen. Terroren begynder. Hæsblæsende sejre. På vej mod dommedag, 1941-44. Hjemmefronten: industri og produktion. Hjemmefronten: dagliglivet i Tyskland. Den sidste kamp. Modstand. Folkemord. Tysklands nederlag. Ordliste. Yderligere litteratur. Stikordsregister.

UDGIVER:
Billesø & Baltzer
Kirke Værløsevej 26 A, 3500 Værløse
Tlf: 44 47 02 33, fax: 44 47 02 77
E-post: billesoe@forlagene.dk
Internet: www.billesoe.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
E-post: :frodes@image.dk