[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Kampen mod pesten. Karantænestationen på Saltholm 1709-1711. Af Karl-Erik Frandsen. 63 sider, 17,5 x 25 cm. Med 27 illustrationer (11 i farver). Pris kr 128,00 (ib.). [Udgivet 30/1 2004]

Denne bog beskriver det første konsekvent gennemførte forsøg på at begrænse pestens udbredelse i Danmark. Med oprettelsen af karantænestationen på Saltholm var det første gang, at statsmagten målrettet søgte at forhindre pestens udbredelse, og anlægget på Saltholm fortæller derfor meget om den moderne stats mål og midler i kampen mod pesten.
Pesten var ved siden af krigene en af de største plager for menneskene i middelalderens og den nyere tids Europa. Siden midten af 1300-tallet hærgede pesten med jævne mellemrum Europa og store dele af Norden. Efter en pause på ca. 50 år viste den sig igen i begyndelsen af 1700-tallet i forbindelse med Den store Nordiske Krig, hvor de svenske hære under Karl 12 og de russiske under Peter den Store bidrog til at sprede den fra Polen til Østersøprovinserne. I 1709 kom pesten til Danmarks vigtigste handelspartner, den polske by Danzig, hvor hen ved halvdelen af byens indbyggere døde.
Den første del af bogen redegør for pestens forløb i Østersøområdet og reaktionen i Danmark. Anden del af bogen handler om, hvorledes de danske myndigheder med held forhindrede pesten i at komme til Danmark ved oprettelse af en karantænestation på Saltholm. Bogen giver et indgående billede af karantænestationens opførelse og drift, baseret på nyfundne arkivalier i Rigsarkivet.
Karantænestationen virkede med et godt resultat i de første år, men i 1711 gik det galt, da pesten kom til Danmark via Stockholm og Helsingør. Dette år døde mindst en tredjedel af Københavns befolkning af pest. En sådan demografisk katastrofe var heldigvis enestående i 1700-tallet. Pesten kom aldrig tilbage, og Danmark skulle først komme til at opleve noget lignende med den store kolera-epidemi i 1850-erne.
Historien om karantænestationen på Saltholm er en detalje i menneskets kamp i 1700-tallet med pesten. Men det er en interessant detalje, fordi det faktisk lykkedes at holde den store epidemi væk fra Danmark i 1709 og størstedelen af 1710. Karantænestationen havde vist sin værdi som et vigtigt element i kampen mod pesten. "Opførelsen og driften af karantænestationen er et vidnesbyrd om, at den moderne stat nu havde fået en sådan magt og kontrol over befolkningen og territoriet, at smittefaren kunne begrænses, og det er efter min mening årsagen til, at pesten ikke kom tilbage"(fra Forord).
Karl-Erik Frandsen (f. 1940) har siden 1967 været ansat som forsker og underviser ved Institut for historie ved Københavns Universitet. Han blev i 1983 dr.phil. på en afhandling om dyrkningssystemerne i de danske landsbyer i fællesskabets tid og har skrevet flere bøger og artikler om Amagers historie. Han arbejder på en større afhandling om pestens udbredelse i Østersøområdet i årene 1709-1712, der forventes at udkomme på engelsk.

UDDRAG AF INDHOLD: Pesten og kampen mod den. Pesten i Polen. Pesten i Danzig. Pesten i Østpreussen og Königsberg. Reaktionen i Danmark 1708. Den store krise sommeren 1709. Opbygningen af karantænestationen. Den første hårde vinter 1709/10. Fornyet beredskab efteråret 1710. Saltholm og pesten i København 1711. Afviklingen af karantænestationen. Litteratur.

UDGIVER:
Frydenlund Grafisk
Hyskenstræde 10, 1207 København K
Tlf: 33 93 28 94, fax: 33 93 24 12
E-post: frydenlund@frydenlund.dk
Internet: www.frydenlund.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
E-post: :frodes@image.dk