[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Bladlus 1-2. Af Ole E. Heie. 863 sider, 12,5 x 18,5 cm. Ill: 420 tegninger. Pris kr 500,00 (ib.). [Udgivet 2004]
(Danmarks Fauna 87-88)

Indeholder en detaljeret gennemgang af danske bladlus. Værket omfatter nøgler til og beskrivelser af de 471 arter, der er fundet i Danmark, samt nogle arter, som forekommer i Skåne og Sydslesvig.
Værket indeholder bestemmelsesnøgler til overfamilier og familier, slægter og underslægter, samt arter. Der er generelle beskrivelser af familier, og for hver art (eller underart) gives udførlige oplysninger, som bl.a. omfatter beskrivelse af udseende og levevis, samt redegørelse for levesteder og udbredelse (lokalt og globalt).
Værket indledes med en grundig gennemgang af bladlusenes systematik, morfologi og biologi. Disse afsnit handler bl.a. om æglægning og jomfrufødsel, kropform, hoved med munddele og antenner, bryst og bagkrop. Desuden beskrives livscyklus, forplantning, ernæring, værtplantevalg, overførelse af plantevirussygdomme, arternes spredning. Indeholder også afsnit om bladlus som skadedyr og omtale af deres vigtigste fjender. Et afsnit beskriver nærmere myrers udnyttelse af honningdug fra bladlus - visse kolonilevende bladlus lever endda i symbiose med myrer. Hos disse myrer spiller honningduggen en meget stor rolle som fødeemne, og myrerne beskytter i nogen grad bladlusene mod fjender. "I højt specialiserede tilfælde af myrmecophili kan myrernes pleje gå så vidt, at de bærer bladlusene fra sted til sted på værtplanten eller fra værtplante til værtplante. Ofte murer de ligefrem jordvægge (gallerier) op omkring bladlusene, så disse kommer til at sidde i 'stalde'. [...] Der er i litteraturen beretninger om, at myrerne bærer bladlusene ind i tuen i kølige nætter og ud igen om dagen."
Bestemmelse af bladlus til art gøres lettest ved at starte med værtplantearten. Derfor afsluttes værket med en meget vigtig og omfattende værtplantenøgle - for hver plante er anført arter af bladlus med en kort beskrivelse. Under det enkelte plantenavn står undertiden kun ét bladlusnavn. I andre tilfælde er planten vært for flere arter bladlus, der så må bestemmes ved hjælp af værkets beskrivelser. Eksempelvis er rabarber værtplante for 4 arter, røn for 3 arter, brøndkarse for 3 arter, forglemmigej for 5 arter, lupin for 2 arter, salat for 8 arter, birk for 15 arter af bladlus.
Dette værk indgår i Danmarks Fauna, en serie bestemmelsesnøgler med en meget omfattende beskrivelse af danske dyr. Serien er et nyttigt værktøj ved ethvert arbejde med den danske dyreverden.
For yderligere oplysninger om og beskrivelser af de enkelte arter henvises løbende i teksten til Ole E. Heies seks bind på engelsk i serien Fauna Entomologica Scandinavica (1980-1995) om hele Skandinaviens bladlusefauna.
"Forfatteren af disse to bind i serien Danmarks Fauna, prof. Ole E. Heie, har i mange år været Skandinaviens ubestridt førende ekspert i bladlus"(fra Redaktørens forord).

UDDRAG AF INDHOLD: Oversigt over overfamilier og familier. Kropform, behåring, vokskirtler, tuberkler og spirakler. Hovedet. Thorax (brystet). Abdomen (bagkroppen). Forplantning og livscyklus. Levevis. Bladlus og plantesystematik. Tilpasning til værtplanter. Virusoverførelse. Spredning. Rovdyr og snyltere, bladlusfjender. Honningdug og myrmecophili. Bladlus som skadedyr. Indsamling og konservering. Bestemmelsesarbejde.
Nøgle til overfamilier og familier. Overfamilie Phylloxeroidea (familie Adelgidae; familie Phylloxeridae). Overfamilie Aphidoidea (familie Mindaridae; familie Thelaxidae; familie Hormaphididae; familie Anoeciidae; familie Eriosomatidae; familie Drepanosiphidae; familie Aphididae; familie Lachnidae). Værtplanteliste. Litteraturhenvisninger. Navneregistre.

UDGIVER:
Dansk Naturhistorisk Forening
Zoologisk Museum
Universitetsparken 15, 2100 København Ø
E-post: dnf@zmuc.ku.dk
Internet: www.aki.ku.dk/dnf

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
E-post: :frodes@image.dk