[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Kulturstier i Europa. Redigeret og bearbejdet til dansk af Asger H. Lorentzen og Karsten Kjer Michaelsen. 114 sider, 21 x 30 cm. Ill: 129 fotos og tegninger (110 i farver), 2 kort. Pris kr 50,00. [Udgivet 2003]

Oversat af Karsten Kjer Michaelsen. Original: Pathways to the Cultural Landscape (PCL) 2000-2003 (PCL, 2003).

Indeholder beskrivelser af en række karakteristiske europæiske kulturlandskaber. I fremstillingen "betragtes landskabet som en nøgle til forståelsen af fortiden, til vores kulturs oprindelse og det lange udviklingsforløb, der igennem flere tusind år har gjort Europa til det, det er i dag. Kun en beskeden del af denne lange historie kan findes beskrevet i de skriftlige kilder. Her er kulturlandskabet eneste mulighed for at få fortalt historie, og så sker det oven i købet på en dramatisk og mere direkte måde end det skrevne ord. Det håber vi, at de valgte eksempler i denne bog vil demonstrere"(fra introduktion).
Bogen giver smagsprøver på, hvad begrebet kulturlandskab rummer. Hertil bruges eksempler fra 12 regioner i Europa - fra Estland i øst til Irland i vest. Disse 12 kulturlandskaber rummer de synlige spor efter årtusinders menneskelig aktivitet - og fortæller om, hvordan de naturlige ressourcer blev udnyttet. Udgangspunktet for bogen er erkendelsen af at landskabet rummer potentiel viden om historie, kultur og identitet, "samt at de heraf afledte historier kan perspektivere vores nutidige liv."
Bogen er opdelt i fem kapitler og bygget op omkring en række enkelthistorier. Det første kapitel kortlægger det historiske landskab på en relativt ligefrem, enkel og almindeligt accepteret måde. Det vises, at miljø kun er en delvis naturlig størrelse, og at det faktisk er noget, der er blevet skabt igennem flere tusind års menneskelig indgriben. Andet kapitel undersøger den menneskelige indgriben i naturen over tid, især der, hvor det gælder ekstremerne. Kapitlets primære fokus er rettet mod elementer, som på hver deres vis illustrerer historiske handlinger, der stadig kan ses i landskabet. Tredje kapitel viser, at landskabet også i høj grad er et resultat af menneskers sociale relationer. Her behandles bl.a. de elementer i samfundet, hvor nærmere definerede gruppers sociale, religiøse og lokalbestemte adfærd har haft en blivende effekt på landskabets udseende. De to sidste kapitler handler om, hvordan kulturlandskabet kan afkodes og forklares. Fjerde kapitel beretter om traditioner og legender fra tidligere tiders samfund, som måske stadig kan rumme brugbare værdier. Femte kapitel beskriver den moderne arkæologi og de tilhørende hjælpevidenskaber. "Alt i alt håber vi, at de fem kapitler og deres 36 historier vil illustrere, hvad vi opfatter som værende det europæiske landskab, samt hvordan dets historiske dimension og karakteristika kan studeres og forstås"(fra introduktion).
Bogen er blevet til ved afslutningen på et projekt med navnet Pathways to the Cultural Landscape (PCL) - Europæiske Stier til Kulturlandskabet. Den er resultatet af et samarbejde mellem mere end 70 arkæologer og andre kulturhistorikere i 12 regioner i Europa. "Kulturstier i Europa samler et udvalg af de mange erfaringer, vi har gjort og delt imellem os i løbet af de tre år, hvor vi har arbejdet sammen i et projekt med en fælles dagsorden. Målet med bogen er at dele disse erfaringer gjort i - og med møder omkring - kulturlandskabet med et større publikum"(fra forord).
Bogen er desuden udgivet på engelsk, walisisk, gælisk, tysk, svensk, finsk, estisk, tjekkisk og italiensk.

UDDRAG AF INDHOLD: Steder og spor: Deres betydning for landskabet. Påvirkning af naturen: Nye landskaber bliver til. Mennesker og samfund: Det sociale landskab. Forestilling og forklaring: Fantasiens landskaber. Læs og forstå: Landskabet fortæller. Konklusioner.

UDGIVER:
Odense Bys Museer, Publikum & Kommunikation
Overgade 48, 5000 Odense C
Tlf: 65 51 46 01, fax: 65 90 86 00
E-post: museum@odmus.dk
Internet: www.odmus.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
E-post: :frodes@image.dk