| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Hvad er en digter? Orfeus i litteraturen. Af Elisabeth Friis. 274 sider,
15,5 x 23 cm. Ill: 1 fotografi. Pris kr 198,00. [Udgivet 13/10 2004]
En undersøgelse af Orfeusmyten i litteraturen, der begynder i
det arkaiske Grækenland og slutter i det moderne. Fremstillingen
undersøger mytens funktion i poesien i en mere generel forstand
på grundlag af en række væsentlige tekster, udvalgt
som eksempler.
"Orfeusmyten er bedst kendt som fortællingen om digteren der forsøger
at hente sin døde elskede Eurydike tilbage fra Hades, men denne
del af myten er, efter alt at dømme, langt yngre end myten om sangerens
magiske evner, og den er muligvis også yngre end myten om hans voldsomme
død. [...] Orfeus fortryller naturen med sin sang og behersker
derved det principielt upåvirkelige og ubeherskelige. Men dette
er kun den ene del af den rolle, han udfylder [...] han har andre og mørkere
træk, der sætter ham i forbindelse med vilde og bestialske
kræfter, og dermed modsiger den civiliserende del af hans virksomhed."
Den græske myte fortæller ikke blot om sangerens mislykkede
forsøg på at bringe sin elskede Eurydike tilbage til de levendes
land, men også om poesiens fortryllende magt, om sorgens magtesløshed,
om forsagelsens perversion og om det poetisk-skabende begærs tvedelte
anliggende: bekræftelse og bejaelse - negation og destruktivitet.
Mytens flertydige udsagn og komplekse form virker som en kraftig katalysator
for den metapoetiske refleksion, der finder sted i den litteratur, som
forholder sig til den. Med dette udgangspunkt beskriver 'Hvad er en digter?'
tekstnært og med et sammenhængende litteraturhistorisk perspektiv,
hvad der kommer ud af digterens sammenstød med myten fra Vergils
Georgica over middelalderromancen Sir Orfeo, til Shakespeare,
Milton og den tyske romantik, og videre ind i modernitetens hjerte: Nerval,
Rilke og Benn.
Bogens sigte er på en gang både generelt og specifikt. Den
sammenligner forskellige konceptioner af Orfeusmyten i udvalgte tekster
ud fra et kronologisk princip, hvormed forandringer i litteraturens behandling
af myten forbindes med mentalitetshistoriske forandringer og den æstetikhistoriske
udvikling. Det specifikke sigte er todelt: For det første vises,
hvad der konkret siges i de specifikke litterære tekster, når
de i en eller anden forstand bliver metapoetiske i kraft af deres forhold
til Orfeusmyten. For det andet søger den svar på, hvad der
sker med mytens funktion i litteraturen, når mytens væsen
er bestemt af uomgængelig ambivalens.
Efter indledende myteteoretiske overvejelser begynder fremstillingen med
en eftersøgning af mytens ældste former. Derefter beskæftiger
bogens tredje kapitel sig med mytens første litterære versioner,
som de findes hos Vergil og Ovid. Følgende kapitel ser på
myten i middelalderen, hvor dens former adskilles i en på den ene
side religiøs og på den anden side verdslig diskurs. Et kapitel
om Orfeusmyten i renæssancens litteratur fokuserer på England
i 1600-tallet, "i et forsøg på at lade en håndfuld
meget stærke tekster gå i dialog med hinanden." Og et kapitel
om romantikken er indsnævret til den tyske klassiks blomstringstid
til 1801. I perioden fra den tyske romantik til i dag er der ligeledes
blevet skåret med meget hård hånd. 3 digtere er blevet
tilbage, "idet de alle på hver deres måde forekommer at være
prototypiske for mytens konception i modernitetens rum."
Bogen er en prisopgave, der i 2001 blev indleveret på Syddansk Universitet
og siden hen belønnet med universitetets guldmedalje.
UDDRAG AF INDHOLD: De græske myter. Den magiske Orfeus - en skitsering
af mytens arkaiske træk. Orfeus hos romerne - myten som litteratur
(Vergils Georgica; fra pathos til bathos - et ovidsk perspektiv).
Orfeus i middelalderen - mytens allegorisering (Boethius' Orfeus - materialitetens
tyngde og den frie viljes problem; Orfeus - den frigjorte synder; Eurydike
tur-retur: den hymniske version; Sir Orfeo). Orfeus i renæssancen
- mytens metaforisering (Orfeus i Cymbeline - digterens ironiske
skygge; The Wisedome of the Ancients - myten som tilsløring;
Prosperos ø - det magiske teater; Orfeus og Milton - digteren som
profet). Orfeus i romantikken - den æstetiske fordring (Friedrich
Schiller - det klassiske ideal; Novalis - Greift doch eine handvoll
finsterniss). Orfeus i det moderne (Nerval - diversitetens poetik;
Gottfried Benn - mellem Dionysos og Apollon). Opsummering og konklusion.
Litteraturliste. Noter.
UDGIVER:
Syddansk Universitetsforlag
Campusvej 55, 5230 Odense M
Tlf: 66 15 79 99, fax: 66 15 81 26
E-post: press@forlag.sdu.dk
Internet: www.universitypress.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo Blegdamsvej 4 B Postbox 638 2200 København
N
E-post: :frodes@image.dk
|