[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Åh Tjetjenien. Den uendelige krig i Europa. Af Vibeke Sperling. 198 sider, 12,5 x 20 cm. Ill: 2 kort. Pris kr 168,00. [Udgivet 18/11 2004]

Om krigene i Tjetjenien - 1994-96 og den endnu uafsluttede fra 1999 - og baggrunden for dem. Bogen fortæller historien om en konflikt, der trækker lange spor tilbage i historien, og inden for de sidste ti år er blevet mere og mere brutal fra begge sider.
Konfliktens baggrund er ikke terrorisme, men en over 300 år lang konflikt om den russiske kolonisering af Nordkaukasus. "Denne bog er et forsøg på at minde om, at der eksisterer et folk med en egen kultur og historie, som har lige så meget ret til livet som russere og alle andre, og at minde om, at historieløshed dræber. Den er samtidig et forsøg på at beskrive Europas længstvarende menneskerettighedskatastrofe og betydningen for os alle"(fra Forord).
Krigen i Tjetjenien handler ikke kun om en bid land i Nordkaukasus, men om hele Ruslands fremtid som demokratisk stat. Krigen påvirker det økonomiske og politiske liv, og den påvirker samfundsmoralen og dermed mulighederne for demokrati. Problemerne, som er skabt eller forværret af krigen, plager hele landet.
Siden 1994 har to russiske præsidenter sendt store styrker ind i Tjetjenien for at nedkæmpe separatister, men der er stadig ingen fredelig løsning i sigte. Tværtimod er mulighederne for fred blevet undergravet af brutalisering på begge sider og manglen på internationalt engagement. Tjetjensk terrorisme er taget til i omfang og grusomhed, og demokratiet i hele Rusland er svækket afgørende i krigens kølvand. Krigen har styrket høgene i Moskva og islamistiske fundamentalister i Tjetjenien og de kompromisvillige er kørt ud på et sidespor.
"Tjetjenien er i sandhed over det hele. De fleste russere vil helst vende ryggen til, men terroren hamrer løs på deres rygge. Og netop fordi Tjetjenien er over det hele, bør den ældgamle konflikt vies langt større national og international opmærksomhed, end tilfældet har været. [...] Krigen i Tjetjenien drejer sig om hele Ruslands skæbne. Uden en løsning for Tjetjenien kan Rusland ikke udvikle sig normalt, og den modernisering, som Vladimir Putin oprigtigt tilstræber, ikke gennemføres. Det er baggrunden for denne bog"(fra Forord).
Vibeke Sperling (f. 1945) er journalist ved Politiken. Tidligere udenrigsredaktør samme sted og chefredaktør på Information. Korrespondent i Moskva for Information 1981-82, for Danmarks Radio 1993-97 og for Politiken foråret 2002. Siden oktober 2003 er hun uden begrundelse blevet nægtet visum til Rusland.

UDDRAG AF INDHOLD: Det etniske kludetæppe i Nordkaukasus. Historiens lange sømme. Deportationen. Islam på tjetjensk. Selvstændighed med Dudajev. Boris Jeltsins krig. Mellemkrigstiden. Vladimir Putins krig. Tjetjenien og det internationale samfund. Krigenes store forskelle. Terroren og 'de sorte enker'. Normaliseringen, der blev væk. Moskvas nye præsident. Blodbadet i Beslan. Efterskrift: Tjetjenien er overalt. De tjetjenske hovedpersoner (Dsjokar Dudajev, Aslan Maskhadov, Sjamil Basajev, Akhmad Kadyrov, Akhmed Sakajev, Alu Alkhanov). Kronologi: Århundreders krige. Litteraturliste.

UDGIVER:
Gyldendal
Klareboderne 3, 1001 København K
Tlf: 33 75 55 55, fax: 33 75 56 22
E-post: information@gyldendal.dk
Internet: www.gyldendal.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
E-post: :frodes@image.dk