| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Lolland-Falsters Historiske
Samfund - Årbog 2004. Redaktør: Heidi Pfeffer. 158 sider,
16,5 x 22 cm. Ill: 112 fotos (66 i farver), 26 tegninger (7 i farver),
5 kort. Pris kr 150,00. [Udgivet 2004]
Årbogen indeholder 10
artikler om Lolland-Falsters historie.
Der indledes med en
artikel af Henrik Schilling om fundet af en sølvskat fra vikingetiden
ved Duesminde på Lolland i 2002. Skatten indeholdt ca. 50 enkeltstykker
hvoraf hovedparten er fremstillet i det frankiske rige i 800-tallet. Duesminde
4 skatten er "det største samlede fund af frankiske rem- og bæltetilbehør,
der nogensinde er kommet for dagen i Europa." I artiklen vises en række
fotos af de mange dele som skatten består af, og der fortælles
om de forskningsresultater som indtil nu er fremkommet.
I følgende artikel
fortæller Benni Bødker om H.C. Andersens tre længerevarende
sommerbesøg på Korselitse, hvor han bl.a. plaskede rundt
i Østersøen og nød badelivets glæder, ligesom
han besøgte Nykøbing på sine rejser. "Det hører
ikke med til det almindelige billede af H.C. Andersen [...] at han var
en stor vandhund. Det passer ligesom ikke til denne høje og spinkle
skomagersøn fra Odense, der var for kluntet til at blive noget
ved balletten, at han skulle nyde at boltre sig i bølgerne. Men
om sommeren havde han det faktisk bedst, når han ikke var langt
fra strand og vand, så han kunne gå i vandet og bade dagligt."
Artiklen fortæller om disse ophold på Falster som fandt sted
i 1845, 1850 og 1852. Opholdene på Falster som de skildres i breve
og dagbøger, giver et fint billede af sommermennesket H.C. Andersen.
Anden verdenskrigs historie
berøres i 2 artikler. Først giver Ib Walbum et overblik
over nedstyrtede fly på Lolland og Falster og fortæller mere
indgående om 9. april 1944, hvor et allieret fly nødlandede
ved Saksfjed. Dernæst ser Christian Løye på hvad der
skete 4. august 1944, hvor et tysk fly styrtede ned i Refshale Mose ved
Maribo, og fortæller om udgravningen af flyet i 2002.
Følgende artikel
af Tim Grønnegård beskriver resultater af udgravningen af
Hollenæs-bebyggelsen. På Hollenæs syd for Nakskov blev
fundet mange vidnesbyrd om vikingernes aktivitet på stedet ved udgravningen
i 1999 og 2002 af bl.a. en gård med bådehus. Bebyggelsen kunne
spores på stedet gennem 300 år i vikingetid og tidlig middelalder,
og det fortælles der nærmere om i artiklen.
Dernæst fremlægger
Verner Grendel en øjenvidneskildring fra krigen 1864 af Eggert
Christoffer Froberg, der fortæller om sin tilfangetagelse 18. april
og om opholdet som krigsfange først i Flensborg og senere i Schweidnitz.
Så følger
anden del af Ellen Margrethe Thomsens (1911-2002) fortælling om
sin barndom i 1920erne i Holle ved Rødby Fjord, der giver indtryk
af landbolivet lige efter første verdenskrig.
Tove Glud Rasmussen
fortæller om murersvend Johan Weber i Nakskov, hvis problematiske
mesterstykke i 1835 udløste et sandt raseri blandt lavsmestrene
i det forenede murer- og tømrerlav i Nakskov - og en klagesag til
kancelliet hvis forløb følges i artiklen.
Birgit Wilster-Hansens
artikel handler om bevaringsværdige kulturlandskaber med et område
ved Fribrødre Å som eksempel.
Endelig skriver Steffen
Jørgensen om pioneren Hans Fugl (1811-1900) der blev født
ved Horslunde på Lolland, men som efter en udvandring i 1844 kom
til at leve et eventyrligt liv i Buenos Aires-provinsen i Argentina, hvor
han blev den ledende kraft i den lille danske koloni i og omkring Tandil
på den sydlige pampas. Da han med familien i 1875 vendte tilbage
til Danmark var der ca. 200 danske i Tandil og omegn. En tælling
udført af det danske konsulat opgjorde antallet af danskfødte
i 1902 til 2.034.
Årbogen indeholder
desuden oversigter over ny litteratur og lokalhistorisk nyt, mv.
UDDRAG AF INDHOLD: Frankersølvet
- den nye sølvskat fra Duesminde (af Henrik Schilling). Eventyrdigteren
på Falster - H.C. Andersens tre sommerbesøg på Korselitse
(af Benni Bødker). Flystyrtet den 9. april 1944 ved Saksfjed (af
Ib Walbum). Flystyrtet i Refshale Mose i 1944 (af Christian Løye).
Hollenæs - en gård med bådehus gennem 300 år i
vikingetid og tidlig middelalder (af Tim Jonas Grønnegaard). Eggert
Christoffer Froberg, krigsfange i 1864 efter slaget ved Dybbøl
(af Verner Grendel). Dengang der var vand i Fjorden, 2. del (af Ellen
Margrethe Thomsen). Murersvend Johan Webers mesterstykke (af Tove Glud
Rasmussen). Fribrødre Å - et bevaringsværdigt kulturlandskab
(af Birgit Wilster-Hansen). Pioner på pampassen - om Hans Christensen
Fugl og den tidlige danske udvandring til Argentina (af Steffen Elmer
Jørgensen).
Lolland-Falster i bogverdenen.
Årsberetning. Person- og stednavneregister.
UDGIVER:
Lolland-Falsters historiske
Samfund
v/ Elisabeth Schjerning
Lupinvej 64, 4873 Væggerløse
Tlf: 54 13 63 53
E-post: erik.schjerning@mail.dk
Internet: www.lollandfalstershistorie.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo Blegdamsvej 4 B Postbox 638 2200 København
N
E-post: :frodes@image.dk
|