[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Fonde som fundament for dansk industri. Af Anders Monrad Møller og Hans Chr. Johansen. 269 sider, 17,5 x 24,5 cm. Ill: 90 fotos (80 i farver), 16 tegninger (3 i farver), 7 figurer, 1 kort. Pris kr 298,00 (ib.). [Udgivet 8/12 2004]

En fremstilling af industrifondenes historie i Danmark gennem mere end 100 år.
En stor del af dansk industri udgøres af virksomheder, der helt eller delvist ejes af fonde. "Derved har fondene stor indflydelse på Danmarks økonomi og beskæftigelse, og mange af dem er i sig selv kulturbærere i det danske samfund. Der er ikke andre lande, hvor så stor en andel af et lands virksomheder er ejet helt eller delvist af fonde, som det er tilfældet i Danmark"(fra Forord af Palle Marcus).
Bogen belyser hvornår og hvorfor de fondsejede virksomheder er opstået, deres placering i det samlede erhvervsbillede, virksomhedernes finansieringsforhold i tidens løb, og omfanget af deres mangesidige aktiviteter - med vægt på de fondsdannelser, som har haft betydning for dansk industri. Desuden gives en kvantitativ beskrivelse af de erhvervsdrivende fonde og de tilknyttede virksomheder. Og bogen belyser deres samfundsmæssige betydning i kraft af deres støtte til videnskabelige, kulturelle, sociale, uddannelsesmæssige eller andre formål.
"De godt 1200 erhvervsdrivende fonde, der findes i Danmark i begyndelsen af det 21. århundrede, er en broget skare. Det gælder, når man ser på deres erhvervstilknytning, på de midler, de råder over, og på de formål, som fondene er oprettet for at yde støtte til."
Bogen indledes med to generelle kapitler om erhvervsdrivende fonde og deres historie. Desuden refereres den politiske diskussion om fondene, fremkomsten af fondslovgivningen og striden om beskatningen. For at konkretisere og uddybe baggrunden for bogens omtale af fondsdannelser gives i tredje kapitel en række eksempler på fonde med yderligere enkeltheder (ca. 70 sider). I hvert enkelt tilfælde bringes der et stykke virksomhedshistorie - af og til rækkende temmelig langt tilbage i tid - og der gives en skildring af omstændighederne omkring og hensigterne bag oprettelsen af den pågældende fond. Portrætterne omfatter bl.a. Carlsbergfondet, Egmont Fonden, Knud Højgaards Fond, Aarhus Universitets Forskningsfond, Novo Nordisk Fonden, Lundbeckfonden, Velux Fonden, Rockwoolfonden, Samfundet og Hjemmet for Vanføre (SAHVA) Fonden, A.P. Møller Gruppen - Almenfonden.
I bogens afsluttende kapitel skildres en række generelle forhold om fondenes støttepolitik, og denne belyses tillige ved skildring af en række enkeltprojekter, bl.a. Jørn Larsens udsmykning af Syddansk Universitet, tilskud til Louisiana, Musikkens Hus i Aalborg, Nationalmuseets ombygning, Weilbachs Kunstnerleksikon, udgivelsen af Niels W. Gades værker, storværket Danmarks Kirker, udvidelsen af J.F. Willumsens Museum, stipendier og støtte til forskning. Omfanget af uddelingerne og disses samfundsmæssige betydning er omfattende, men temmelig upåagtet, bortset fra enkelte spektakulære projekter.
Bogen er den første omfattende undersøgelse af de erhvervsdrivende fonde og deres betydning for dels de virksomheder, de kontrollerer, dels for den uddelingsindsats, fondene yder.
Hans Chr. Johansen, dr.oecon., er professor i økonomisk og social historie ved Syddansk Universitet, Odense.
Anders Monrad Møller, cand.mag. i historie og musik, dr.phil., er ansat ved Syddansk Universitet, Odense.

UDDRAG AF INDHOLD: Fra pioner og småforetager til storaktionær - et rids af ejerskab og finansiering af dansk industri gennem 150 år. Sødt eller surt - fondene i offentlighedens søgelys. Fortsat beståen og udvikling på en sund, forretningsmæssig og økonomisk basis (erhvervsdrivende fonde med tilknytning til dansk industri; fondsportrætter). Der er ydet støtte af... (det synlige og det diskrete; etablering og drift; forskningsfonde; armslængde eller engagement). Fonde gør en forskel. Noter. Bilag. Navneregister.

UDGIVER:
Syddansk Universitetsforlag
Campusvej 55, 5230 Odense M
Tlf: 66 15 79 99, fax: 66 15 81 26
E-post: press@forlag.sdu.dk
Internet: www.universitypress.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
E-post: :frodes@image.dk