[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Georg Brandes og Europa. Redigeret af Olav Harsløf. 428 sider, 15 x 22 cm. Med 36 illustrationer (12 i farver). Pris kr 300,00. [Udgivet 3/12 2004]

Indeholder 33 artikler, som belyser og perspektiverer Georg Brandes' europæiske og internationale virke. Artiklerne fokuserer dels på hans ophold i europæiske lande og hans korrespondancer med kunstnere og intellektuelle der, dels på hans litterære kritik og idémæssige og politiske engagement gennem seks årtier.
Bogens formål er, fra en nordisk synsvinkel og med Brandes som nøglefigur, at rette opmærksomheden mod grundlæggende idémæssige, kulturelle og intellektuelle sammenhænge i det Europa, vi i dag er del af. I det lys er Nietzsches karakteristik af Brandes som 'den gode europæer' mere relevant end nogensinde.
Bogen udspringer af en konference om Georg Brandes, der blev afholdt i Firenze i november 2002. Placeringen var ikke tilfældig. Brandes opholdt sig ofte i Italien, og ikke mindst i Firenze. Byen fik på mange måder betydning for hans omfattende skribentvirksomhed, der mest iøjnefaldende omhandlede store politiske og kunstneriske personligheder, oldtid, renæssance og nyere tid foruden udviklingen af de moderne europæiske demokratier.
"Konferencen var en del af det danske kulturarrangement 'Golden Days in Copenhagen 1870-1890', der på Det Kongelige Bibliotek i København løb hele efteråret 2002 og frem til foråret 2003. Her vistes udstillingen Udlængsler - da Danmark erobrede virkeligheden. Det moderne gennembrud 1870-1890 med tilhørende web-udstilling, Georg Brandes' Skrivebord. Denne giver stadig adgang til Georg Brandes' værker og til nogle af de forfattere, kunstnere, politikere og aktører, der tilsammen udgjorde 'Det moderne gennembrud i Norden 1870-1890' - og til den samtid, Brandes agerede i og reagerede imod"(fra indledning). Adressen er www.kb.dk/elib/mss/dmg
Konferencen blev video-optaget og med bogen følger en 42 minutter lang dvd med titlen Georg Brandes i Firenze.
Redaktøren Olav Harsløf (f. 1945) er mag.art. i nordisk litteratur fra Københavns Universitet. Han er nyudnævnt professor i Performance-design ved Afdeling for kommunikation på Roskilde Universitetscenter. Han har skrevet en række bøger om litteratur, kunst og teater, særligt om mellemkrigstidsperioden.

UDDRAG AF INDHOLD: Georg Brandes og den kritiske opinion i Europa. Georg Brandes og de intellektuelle i Norden og i Europa (af Jørgen Knudsen). Georg Brandes og Europa i dag (af Uffe Østergård). Georg Brandes og renæssancekonceptionen. Georg Brandes og Italien (af Jørgen Stender Clausen). "Skjønheden ... efterlyses", - men hvilken skønhed? - om Brandes' syn på Michelangelo og renæssancen (af Leo Tandrup). Georg Brandes og den katolske kirke (af Pil Dahlerup). Europa omkring 1900. Den umulige treenighed - Bjørnstjerne Bjørnson, Georg Brandes og Henrik Ibsen (af Per Dahl). Georg Brandes og de intellektuelle miljøer i Tyskland og Østrig (af Klaus Bohnen). Den nordiska litteraturens fälttåg i Europa kring 1900 - om Brandes och medresenärer, maktkamp och avfall (af Petra Broomans). Georg Brandes, Herman Bang, Johannes Jørgensen og Goethe (af Peer E. Sørensen). Georg Brandes og Friedrich Nietzsche: oversættelser og fortrængninger (af Alessandro Fambrini). Georg Brandes og nordiske kvinneforfattere: Amalie Skram og hennes samtidige (af Janet Garton). Med Sibilla Aleramo (af Anna Folli). Georg Brandes og 1. Verdenskrig - den kritiske offentlighed. Den storpolitiske Georg Brandes: nationalisme, kommunisme og fascisme 1900-1927 (af Hans Hertel). Georg Brandes og Clarté (af Olav Harsløf). Georg Brandes og Panaït Istrati (af Sanda Tomescu Baciu). James Joyce på sporet af Georg Brandes (af Gianfranco Corsini). Georg Brandes set fra Kina. Uden for Europa: Georg Brandes og Kina (af Zhu Shoutong). Georg Brandes' skrivebord. Georg Brandes' skrivebord - Det Kongelige Biblioteks virtuelle udstilling i anledning af Golden Days in Copenhagen Festival 2002 (af Bruno Svindborg). Nye Brandesstudier - yngre danske, amerikanske og italienske forskere præsenterer nye Brandes-studier. Georg Brandes og det nationale - mellem kultur og civilisation (af Sune Berthelsen). Kampen mod Le Danemark s'efface - Georg Brandes' forsøg på at markedsføre Danmark som 'Kulturnation' i tysk litteratur omkring århundredskiftet (af Julie Allen). Georg Brandes og skagensmiljøet (af Lara Juhl Jakobsen). Georg Brandes i byerne (af Maj Britt Lillelund Sørensen). Georg Brandes' og Arthur Schnitzlers brevveksling (af Ambra Burruano). Georg Brandes 'Om Læsning', individ, fællesskab og verdenshistorie - belyst gennem forholdet til Nietzsche og Kierkegaard (af Jens Viggo Nielsen). 'Et socialt Tendentsindlæg' - den unge Georg Brandes' kritik af den borgerlige kultur omkring 1870 (af Jens Morten Jessen). Den unge Georg Brandes' forhold til Henrik Ibsen (af Anne-Louise Ottosen). Georg Brandes bakom August Strindbergs och Friedrich Nietzsches sammanträffande (af Cristina Berti). Georg Brandes før han blev myte (af Peter Kemp). Et dobbelt perspektiv på det danske (af Ditte Marie Egebjerg). Georg Brandes' Nietzsche-drejning fra en politisk synsvinkel (af Bill-bo Egelund). Kronikker. Den postmoderne Georg Brandes (af Olav Harsløf). Brandes ut ur Victoria Benedictssons dödsskugga (af Lars Lönnroth).

UDGIVER:
Museum Tusculanums Forlag
Njalsgade 94, 2300 København S
Tlf: 35 32 91 09, fax: 35 32 91 13
Internet: www.mtp.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
E-post: :frodes@image.dk