[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Jernbanehistorisk årbog '05. Af Jens Bruun-Petersen, Peter Christensen, Morten Flindt Larsen og John Poulsen. 64 sider, 17 x 25 cm. Ill: 55 fotos, 35 tegninger, 2 kort. Pris kr 165,00. [Udgivet 2005]

Årbog med artikler om jernbanebegivenheder for 25, 50, 75, 100 og 125 år siden. En række jernbane- og lokalhistorikere behandler begivenhederne og gennemgår baggrundshistorien og den senere udvikling. Nogle artikler er lokalhistorisk orienterede, andre behandler almene jernbanehistoriske emner.
Denne årgang rummer 5 artikler.
I 1880 overtog den danske stat landets første og største private jernbaneselskab - det Sjællandske Jernbane-Selskab, som ellers siden 1847 havde stået for det meste af banedriften på Sjælland. John Poulsen fortæller i første artikel om baggrunden, som dels var politiske overvejelser og dels at der var en udbredt utilfredshed med det private selskabs drift af banerne og manglende vilje til at anlægge nye baner.
Anden artikel handler om Slipshavnbanen. Da Storebæltsoverfarten åbnede i 1883 anlagdes særlige baner til 'isbådsstationer' til brug i isvintre. Som den første af disse baner nedlagdes banen til Slipshavn allerede i 1905. Morten Flind Larsen beskriver den tidligt nedlagte bane Knudshoved-Slipshavn.
Tredje artikel handler om DSBs kraftigste damplokomotiv til rangering. I 1930 fik DSB de første af en ny, kraftigere type rangerlokomotiver, litra Q. Peter Christensen har skrevet historien om anskaffelsen af de store rangermaskiner, der anskaffedes i flere serier frem til 1945.
Fjerde artikel handler om Skjern-Videbæk banen. Denne bane var tænkt som et første led i en bane til Skive, men videreføringen af banen blev ikke til noget og trafikunderlaget var derfor ringe, og banen var ved at lukke inden 2. verdenskrig. Den overlevede, men persontrafikken indstilledes i 1955, mens banen overlevede som godsbane indtil 1981. Morten Flindt Larsen har skildret banens historie.
DSB projekterede i 1980 moderne todækkervogne, og med udgangspunkt heri har John Poulsen og Jens Bruun-Petersen i sidste artikel skrevet historien om todækkere i Danmark fra de første i 1870erne, via de langt senere prøvekørsler af franske togsæt og schweiziske vogne, helt frem til de lejede tog der kører nu.

UDDRAG AF INDHOLD: 1880: Staten overtager Sjællandske Jernbane-Selskab (af John Poulsen). 1905: Sidste tog Knudshoved-Slipshavn (af Morten Flindt Larsen). 1930: Q-maskinen leveres (af Peter Christensen). 1955: Sidste persontog Skjern-Videbæk (af Morten Flindt Larsen). 1980: DSB planlægger todækkervogne (af Jens Bruun-Petersen og John Poulsen).

UDGIVER:
Bane Bøger

EKSPEDITION:
Jernbanebøger
Kalvebod Brygge 40, 1560 København V
Tlf/fax: 33 93 20 02
E-post: jernbog@djk.com
Internet: www.djk.com

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
Postboks 89
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk