| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Hertuger. At synes og at være
i Augustenborg, 1700-1850. Af Mikkel Venborg Pedersen. 297 sider, 16,5
x 24,5 cm. Ill: 17 farvefotos, 5 kort. Pris kr 298,00 (ib.). [Udgivet
8/4 2005]
(Etnologiske Studier
bind 12)
Bogen belyser de augustenborgske
hertugers manifestation af sig selv som netop hertuger. Den er en kulturhistorisk
undersøgelse af det hertugelige, aristokratiske verdensbillede,
den tilhørende aristokratiske verdensorden og de midler, der blev
bragt i anvendelse for at sikre den - symboler, ritualer og ceremoniel.
Augustenborg på
Als var fra 1651 til 1851/53 centrum for de augustenborgske hertugers
liv. Det nuværende, storslåede slot blev overvejende bygget
i 1760'erne, men havde en forgænger i mere beskedent bindingsværk.
Gennem tiden lykkedes det de augustenborgske hertuger at samle sig gods,
således at også Sønderborg Slot og Gråsten Slot
blev en del af de samlede besiddelser.
På Augustenborg
udfoldedes et hofliv efter tidens standarder. Hertugerne, prinserne og
prinsesserne var ikke blot født hertugelige. De måtte også
fremstå som sådanne for at opretholde den høje position.
Bogen handler om selve
det at være hertug. Temaet er den særlige aristokratiske kultur.
Hvordan bragte man de unge i den rette aristokratiske karakter? Hvorledes
så de fysiske omgivelser ud, hvad betød slottene, hestene,
møblerne, sølvtøjet og malerierne? Hvad kendetegnede
relationerne mellem herskaberne og de undergivne? På hvilken måde
udøvede hertugen magt og nåde? Hvilken betydning havde de
storslåede fester og indviklede ceremonier - og hvad foregik der
egentlig? Hvorledes benyttede hertugerne landskabet uden for slottene
og parkerne? Hvilke forbindelser var der til kongen i Danmark og til andre
europæiske aristokrater?
Bogen giver en analyse
på baggrund af sådanne spørgsmål. Vi kommer til
fest på slottet, til jagt i skoven, på besøg hos overinspektøren
for godserne og ind i den europæiske elitekultur på en både
meget konkret måde og med en analytisk eftertanke. Gennem sin referenceramme
i ny kulturhistorie og mikrohistorie er bogen også et bidrag til
fagdebatten om skrivning af kulturhistoriske studier.
Bogen er "et meget bogstaveligt
forstået forsøg på indlevelse i og forståelse
af et hertugeligt dynastis kulturelle verdensbillede, set gennem manifestationen
af afgørende kulturelle træk. Metodisk har vejen været
at følge symboler, ceremonier og ritualer såvel som de spor
af hverdagens liv, som er overladt os fra fortiden. Og det har været
kombineret med en bevidst stræben efter at skrive teksten, så
bogen både kan læses som en forholdsvis bred fortælling
om hertugelighed og samtidig kan udfylde en mere snæver, teoretisk
orienteret rolle for studerende og fagfæller"(fra Forord).
Bogens forfatter, museumsinspektør,
seniorforsker, ph.d. Mikkel Venborg Pedersen, er ansat på Nationalmuseet,
Frilandsmuseet. Han har i sin forskning bl.a. beskæftiget sig med
kulturlandskaber, elitegrupper, herunder adel og herregårde, samt
med kulturhistorisk teori og metode. Udgav i 2004 bogen Ejdersted.
Skitser fra et landskab 1650-1850.
UDDRAG AF INDHOLD: Dynastiet.
Slottet og hoffet. Hoffet og slotsbyen. Ceremonier og fester. De augustenborgske
godsdistrikter. Fyrstendommens Soel. Kilder og litteratur. Personregister.
UDGIVER:
Museum Tusculanums Forlag
Njalsgade 94, 2300 København
S
Tlf: 35 32 91 09, fax:
35 32 91 13
Internet: www.mtp.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
Postboks 89
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|