[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

"Hvad skal vi gøre ved tyskerne bagefter?" - Det dansk-tyske forhold efter 1945. Af Karl Christian Lammers. 323 sider, 14 x 21 cm. Pris kr 269,00. [Udgivet 2005]

Dette er en bog om hvorledes det historisk belastede og komplicerede dansk-tyske forhold udviklede sig efter den tyske besættelse og befrielsen i 1945. Bogen skildrer hvordan Danmark under Den kolde Krig, efter at der var kommet en løsning på mindretalsspørgsmålet ved den dansk-tyske grænse og efter at Danmark var gået med til vesttysk genoprustning og optagelse i NATO, efterhånden blev partner og allieret med Vesttyskland. Forholdet til Østtyskland var derimod længe besværligt, indtil det i 1973 kunne normaliseres, efter Danmarks anerkendelse af DDR.
Tysklands offensive og tit aggresive udenrigspolitik havde frem til anden verdenskrigs afslutning domineret dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Efter 1945 blev der skabt en ny situation i det dansk-tyske forhold, der kunne synes at rumme muligheden for en nyordning af det i nyere dansk historie lammende forhold til stormagten Tyskland. Det tyske spørgsmål blev ikke løst efter 1945, men ad hoc da Tyskland som følge af Den kolde Krig i 1949 blev delt i to, og derfor forblev det tyske spørgsmål længe på efterkrigstidens politiske dagsorden.
Bogen undersøger forbindelserne mellem Danmark og Tyskland fra det tyske nederlag og Danmarks befrielse i 1945 og frem til dansk anerkendelse af DDR i 1973. Altså til den nye situation hvor der med den statslige, politiske, økonomiske og geografiske deling og formindskelse af Tyskland kunne synes at være tilvejebragt en endelig løsning på det for Europa traumatiske tyske spørgsmål. Som bekendt var denne løsning ikke endelig. "Det blev i virkeligheden først løst med genskabelsen af Tysklands enhed i 1990, der samtidig afsluttede efterkrigstiden." Derfor bliver undersøgelsen i bogen ført videre til den tyske forening i 1990.
I fremstillingen sættes fokus på, hvilke overvejelser man fra dansk side gjorde sig om det tyske spørgsmål og om det fremtidige forhold til Tyskland, og hvilke konkrete muligheder man fra dansk side havde for at få sine synspunkter og interesser accepteret. I midpunktet for analysen står de officielle eller statslige relationer til Tyskland, til de to tyske stater og dermed de nationale danske interesser i forhold til nabolandet, således som de blev formuleret og opstillet i regeringen og især Udenrigsministeriet og bakket op af et flertal i Folketinget.
"Bogen har sin baggrund i, hvad jeg opfatter som det splittede danske forhold til Tyskland og tyskerne, og den er et forsøg på at forklare diskrepansen mellem et siden 1955 officielt godt mellemstatsligt forhold og på den anden side en reservation og fordomme og ressentiments, som det syntes vanskeligt at overvinde. Den er endvidere et forsøg på at forklare misforholdet mellem den kolossale betydning, som Tyskland fortsat har for Danmark, ikke mindst økonomisk, og på den anden side den overraskende ringe interesse der består for den store nabostat i syd"(fra Forord).
Karl Christian Lammers er lektor i tysk samtidshistorie ved Historisk Institut, KUA. Han har skrevet en lang række bøger om Tysklands historie, bl.a. 'Nazismens epoke - Førerstat, Volksgemeinschaft og racekrig' (2003).

UDDRAG AF INDHOLD: Indledning: Danmark og det tyske spørgsmål - Tyskland som Danmarks historiske problem. I krigens og besættelsens skygge - problemer og danske interesser i forhold til Tyskland efter befrielsen i maj 1945 frem til 1949. Danmark og det nye Tyskland - den danske holdning i mindretalsspørgsmålet og til vesttysk genoprustning. Fra problemfyldt naboskab til nyt partnerskab - Danmark og Vesttyskland som politiske, militære og økonomiske partnere i NATO og EF. Danmarks omgang med Den tyske Demokratiske Republik (DDR) frem til begyndelsen af 1960'erne. Fra en slags de facto anerkendelse af Østtyskland til diplomatisk anerkendelse af DDR - Danmark og DDR 1960 til 1973. Fra to tyske stater til Tysklands forening - dansk Tysklandspolitik fra 1973 frem til betyndelsen af 1990'erne. Konklusion: Danmark og Tyskland i det nye Europa - status efter 50 års relationer under nye og forandrede betingelser.
Bibliografi. Noter. Personregister.

UDGIVER:
Det Schønbergske Forlag
Landemærket 5, 1119 København K
Tlf: 33 73 35 85, fax: 33 73 35 86
E-post: schoenberg@nytnordiskforlag.dk
Internet: www.schoenbergske.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
Postboks 89
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk