| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Når arbejdet tager magten.
Af Pernille Rasmussen. 206 sider, 14 x 22 cm. Pris kr 249,00. [Udgivet
2005]
Denne bog præsenterer
fænomenet arbejdsafhængighed i et lettilgængeligt sprog.
Vi lever i en tid "hvor
arbejde mentalt og tidsmæssigt fylder en meget stor del af de fleste
menneskers liv. De fleste stillinger er afgrænset til 37 timer om
ugen, og alligevel oplever tusindvis af danskere, at rammen overskrides,
og at jobbet går ud over fritiden. Mange kan nikke genkendende til,
at arbejdet gradvist begynder at tage magten og blive essensen i livet.
Man kan sige, at et stort antal af os er arbejdsafhængige i en eller
anden grad. Med afhængighed menes ikke økonomisk afhængighed
af sit job, men snarere psykologisk og eventuelt også fysisk afhængighed"(fra
Indledning).
Bogens formål
er at oplyse om, hvad der sker, når vi overinvolverer os i vores
arbejde, og hvordan vi undgår, at jobbet kommer til at styre os
eller vores familie, venner, kollegaer eller ansatte. "Derudover håber
jeg, at bogen vil være med til at skabe debat om vores arbejdsvaner
og få sat gang i refleksion over og diskussion af, hvilke værdier
vi har, og hvor meget arbejdet bør fylde i vores liv"(fra Forord).
Bogen er en introduktion
til et endnu meget lidt udforsket område, og emnet belyses med mange
cases. Forfatteren ser på, hvordan det er, når arbejdet tager
magten fra os, og hvad der kendetegner arbejdsafhængighed. Hun beskriver,
hvad arbejdsafhængighed er, hvem der typisk rammes af den, og hvordan
det viser sig. Bogen belyser også årsagerne til arbejdsafhængighed
- et kapitel ser nærmere på, hvilke forhold der har betydning
for, om man udvikler denne form for afhængighed. Et andet kapitel
belyser de konsekvenser, det kan have for det enkelte menneske, for familien
og for arbejdspladsen, når jobbet overtager styringen. Kapitlet
gennemgår de vanskeligheder og omkostninger, der er en direkte følge
af eller knytter sig til afhængighed af arbejde. Sidste del af bogen
beskriver hvad man skal stille op, hvis arbejdet har taget magten i ens
eget liv eller i en ven, kollega eller partners. Der ses på, hvad
man selv kan gøre for at skabe balance mellem privat- og arbejdsliv.
Og fremstillingen kommer ind på, hvordan familien, kollegaerne og
lederen på arbejdspladsen kan hjælpe ham eller hende, der
har mistet kontrollen over sine arbejdsvaner. Til sidst ses på,
hvad der generelt kan gøres for at forebygge, at antallet af arbejdsafhængige
stiger de kommende år. "Hvis både den enkelte, familien, arbejdspladsen
og de ansvarlige for lovgivningen i samfundet forholder sig aktivt til
arbejdets betydning for os og til de konsekvenser, der kan være
ved overinvolvering i jobbet, har vi større chance for at undgå,
at arbejdet tager magten - og bliver til afhængighed."
Bogen henvender sig
til alle, der beskæftiger sig med psykisk arbejdsmiljø, herunder
ledere og behandlere af klienter med arbejdsrelaterede problemstillinger.
Derudover kan alle med personlig interesse i at skabe og bevare balance
mellem arbejds- og privatliv med fordel læse bogen.
Pernille Rasmussen er
cand.psych. og arbejder som organisationspsykolog. Hun har skrevet faglige
artikler og har flere års undervisningserfaring inden for forskellige
psykologiske emner.
UDDRAG AF INDHOLD: Arbejde
- forbandelse eller velsignelse? Hvad er arbejdsafhængighed? Hvad
skyldes arbejdsafhængighed? Hvad sker der, når arbejdet tager
magten? Hvad kan vi gøre, hvis arbejdet fylder for meget? Vil arbejdet
styre os i fremtiden? Litteraturliste.
UDGIVER:
Hans Reitzels Forlag
Østergade 13,
Postboks 1073, 1008 København K
Tlf: 33 38 28 00, fax:
33 38 28 08
E-post: hrf@hansreitzel.dk
Internet: www.hansreitzel.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
Postboks 89
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|