[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

John Rawls. Af Søren Flinch Midtgaard. 87 sider, 15 x 21 cm. Pris kr 120,00. [Udgivet 2005]
(Samfundstænkere)

En overskuelig og lettilgængelig introduktion til John Rawls' politiske filosofi.
Den amerikanske filosof John Rawls (1921-2002) undersøgte principperne for det retfærdige samfund, og han leverede det 20. århundredes mest gennemtænkte forsvar for den skandinaviske velfærdsmodel. Centralt i Rawls' teori står princippet om, at de dårligst stillede i samfundet skal have de bedst mulige vilkår. Med sit princip distancerede Rawls sig fra det daværende dominerende bud på et retfærdigt samfund - utilitarismen.
Grundantagelsen i Rawls' argument er, at samfundet skal være upartisk. Det skal tage ligeligt hensyn til alle sine medlemmer. Med henblik på at formulere upartiske principper som grundlag for et sådant system konstruerer Rawls en kontrakt mellem samfundets individer, hvor disse fratages viden om deres position i samfundet. På den baggrund vil de, ifølge Rawls, uvægerligt nå til enighed om at indføre et sæt af civile og politiske rettigheder samt vidtrækkende sociale rettigheder. Derved vil de sikre sig mod den værst tænkelige situation: at de skulle ende på samfundets bund.
Rawls' teori er central og relevant for at forstå det værdimæssige fundament for vores samfund. Med denne bog viser Søren Flinch Midtgaard Rawls' vedvarende aktualitet. En aktualitet der understreges af oversættelsen til dansk af Rawls' hovedværk A Theory of Justice fra 1971: 'En teori om retfærdighed' (2005).
"Rawls' enorme inflydelse beror for det første på, at A Theory of Justice simpelthen er et grundlæggende værk, der samler den eksisterende viden og tænkning om moral og retfærdighed på Rawls' egen tid. For det andet hviler den på en række forhold i Rawls' kontekst. Der herskede en vis skepsis over for, om man overhovedet meningsfyldt kunne sige, at nogle samfundsmodeller var mere retfærdige end andre. [...] Rawls' bedrift er den dobbelte at levere et alternativ til den utilitaristiske teori samt mane enhver idé om, at den politiske filosofi skulle være død, i jorden. Kapitel 1 introducerer til denne kontekst for Rawls' teori. Den tredje grund til Rawls' indflydelse er, at han på dramatisk vis revitaliserer en klassisk ide om en kontrakt mellem rationelle og rimelige individer som det, der skaber eller konstruerer det retfærdige samfund. Der introduceres til denne idé i kapitel 2"(fra Indledning).
Resultatet af Rawls' kontrakt er to grundlæggende retfærdighedsprincipper, herunder princippet om, at de dårligst stillede skal stilles bedst muligt. Kapitel 3 redegør for, hvorledes disse principper udspringer af kontrakten. Et videre spørgsmål er, om et samfund baseret på sådanne retfærdighedsprincipper er stabilt. Det søger Rawls at vise, at det er. Dette argument gennemgås i kapitel 4. I kapitel 5 introduceres til Rawls' forsøg på at udvide sin teori til at gælde på internationalt plan. Det afsluttende kapitel beskæftiger sig med kritikken af Rawls' teori.
Søren Flinch Midtgaard (f. 1970) er MA fra University of Warwick og cand.scient.pol. samt ph.d. fra Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, hvor han i dag er ansat som lektor. John Rawls' værk indtager en central plads i hans forskning.

UDDRAG AF INDHOLD: Er nogle samfund mere retfærdige end andre? Hvad er modellen for gyldig normativ argumentation - Rawls' oprindelige position. Hvilke principper vælges i den oprindelige position? Er et retfærdigt samfund stabilt? International retfærdighed - hvilken rækkevidde har retfærdighedsprincipperne? Kritikken af Rawls. Afslutning. Litteratur. Stikord.

UDGIVER:
Roskilde Universitetsforlag
Rosenørns Allé 9, 1970 Frederiksberg C
Tlf: 38 15 38 80, fax: 35 35 78 22
E-post: slforlag@sl.cbs.dk
Internet: www.samfundslitteratur.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
Postboks 89
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk