[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Georg Brandes - den mangfoldige. En antologi ved Jørgen Knudsen. 298 sider, 15,5 x 23 cm. Pris kr 298,00. [Udgivet 1/4 2005]

Indeholder et udvalg af centrale Georg Brandes-tekster, der giver et indtryk af Brandes som provokatør, litteraturkritiker, talsmand for de undertrykte, krigsmodstander, heltedyrker og ikke mindst som brevskriver. Teksterne præsenteres med korte introduktioner og er forsynet med noter der er begrænset til det nødvendigste.
Georg Brandes (1842-1927) har påvirket flere generationer af forfattere og intellektuelle. Det var med forelæsningsrækken 'Hovedstrømninger i det nittende Aarhundredes Litteratur', der udkom i bogform 1872-90, at Brandes opstillede programmet for Det Moderne Gennembruds forfattere.
I tiden før første verdenskrig var Georg Brandes kendt som to vidt forskellige personer, én i Danmark, Norge og Sverige, en anden i det øvrige Europa. Her i Norden, specielt naturligvis i Danmark, allermest i Københavns borgerskab, var han for det store flertal den mest afskyede og hadede skikkelse i samtiden, personliggørelsen af al den skræmmende undergravning af gamle værdier, respekt, tradition, moral, kristendom og fædreland, der sivede ind overalt, hvor den gamle trygge verden var truet af det moderne konfliktfyldte industrisamfund. For en lille, men aktiv tilhængerskare stod han på den anden side som håbet om udfrielse fra alle undertrykkende normer, stive autoriteter og tåbeligt hykleri, som en vækker til selvtænkning, et begejstrende forbillede ved sine respektløse spørgmsål til det overleverede, sin utrættelige ildhu, sit mod på stadig fornyelse.
I det øvrige Europa var hans identitet af en helt anden art. Her var han ikke stort mere progressiv end så mange andre intellektuelle, hans berømmelse var kun kontroversiel i meget nationalistisk-konservative øjne. Herude var han ellers både læst og elsket i brede kredse som en skribent, der overgik mange hjemlige ved sit levende sprog, sin stadig overraskende tilgang til stadig nye forfatterskaber og sin evne til altid at slå ned på noget væsentligt og sige det uden lærde omsvøb.
"Det ejendommelige er, at det her i landet er vore oldeforældres oplevelse af ham som enten skandale eller befrier, der har bidt sig fast. [...] Og det er en skam! I mange af sine tekster er Georg Brandes en meget nærværende, meget medrivende, meget følsom og skarpsindig skribent. Det er denne antologis sigte at udvide det ideologisk indsnævrede billede og gennem et udvalg af smagsprøver at give indtryk af denne mands betagende rigdom og mangfoldighed som forfatter og menneske. Læseren vil her møde ham ikke kun som den selvsikre provokatør, men også som den følsomt præcise barneskildrer, den henrykte Italiens-rejsende, den bevægede og bevægende, årvågne og indfølende litteraturfortolker, den gammeltestamentlige revser af uansvarlige krigsmagere, den diskret-humoristiske hjælper over for en ven i knibe, som sort misantrop - og i endnu en række roller, men først og sidst som sprogets lykkelige elsker. Som han dog kan skrive!"(fra Forord).
Jørgen Knudsen (f. 1926), mag.art. i almindelig og sammenlignende litteraturhistorie, forfatter, foredragsholder og debattør i dagspressen. Han har bl.a. skrevet en Georg Brandes-biografi i fem dele fordelt på otte bind, der indbragte et æresdoktorat ved Københavns Universitet:
Georg Brandes 1-5
- Frigørelsen vej 1842-77 (1985)
- I modsigelsernes tegn 1877-83 (1988)
- Symbolet og manden 1883-95 (1994)
- Magt og afmagt 1896-1914 (1998)
- Uovervindelig taber 1914-27 (2004)

UDDRAG AF INDHOLD: Selvbiografen. Opdagelse af verden. Provokatøren. Indledning til Emigrantlitteraturen. Klaverspil og Underdanighed. Judas. Kritikeren. Leonora Christina. H.C. Andersen som Æventyrdigter. Tale om Holberg til Kjøbenhavns Arbejdere. William Shakespeare. Om Læsning. De undertryktes talsmand. Kvindesagen. Paa den Schlesiske Banegaard. Armenien og Evropa. Krigsmodstanderen. Hunnertalen. En Appel. Europa nu. Heltedyrkeren. Francois de Voltaire. Brevskriveren. Til forældrene. Til Edvard Brandes. Til Bjørnstjerne Bjørnson. Til Anne Charlotte Leffler. Til Agnes Slott-Møller. Til Vera Spasskaja. Til Henri Nathansen. Til Gertrud Rung. Til Nini Roll Anker. Til børnebørnene.
Tekstkommentarer.

UDGIVER:
Gyldendal
Klareboderne 3, 1001 København K
Tlf: 33 75 55 55, fax: 33 75 56 22
E-post: information@gyldendal.dk
Internet: www.gyldendal.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
Postboks 89
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk