[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Medborgerskab, identitet og demokratisk dannelse. Ove Korsgaard (red.). 280 sider, 17 x 23,5 cm. Pris kr 320,00. [Udgivet 2004]

Denne bog sætter medborgerskab i fokus og søger på den måde at skabe større klarhed og præcision i diskussionen om forholdet mellem demokrati og dannelse.
Bogens udgangspunkt er de seneste årtiers forandringer i betingelserne for det nationale - i skikkelse af nationalstaten, det nationale demokrati og den nationale velfærdsstat. Danmark, som vi kender det, er under forandring - i det store og det små. Forklaringen er at finde i den stigende individualisering, europæisering, globalisering og multikulturalisering.
I en mere foranderlig verden er det at etablere og opretholde fællesskaber i højere grad end tidligere blevet afhængigt af evnen til at lære og leve sammen. Det rejser spørgsmålet: Hvordan kan man i et demokrati få udvikling af personlig myndighed og demokratisk medborgerskab til at gå op i en højere enhed? Skal demokratisk opdragelse søge at fremelske et demokratisk sindelag? Eller er demokrati kendetegnet ved ikke at fordre et bestemt sindelag, men blot forlange at demokratiets spilleregler overholdes?
Artiklerne i denne bog belyser disse og flere problemstillinger ud fra tre sammenhængende problemstillinger. Den første drejer sig om medborgerskab og demokrati, den anden om dannelse og identitet og den tredje om forholdet mellem medborgerskab, identitet og demokratisk dannelse.
Forfatterne i bogen behandler identitet, demokrati og medborgerskab ud fra en række vinkler - historiske, pædagogiske, eksistentielle og politiske. Nogle artikler foretager udredning af problemstillinger vedrørende begreber som identitetspolitik og multikulturalisme. Andre artikler beskæftiger sig med læring til demokratisk medborgerskab, behandler demokratiets diskurs inden for danske og svenske højskoler, belyser mediernes rolle i forhold til individuel dannelse og samfundsdannelse for unge, ser på om skolens læringsproces blot er forberedelsesprocesser for et kommende medborgerskab eller en naturlig del af at være medborger. Indeholder endvidere artikler om bl.a. behovet for at tænke medborgerskab på en ny måde, og om hvordan spørgsmålet om demokratisk dannelse stiller sig i forhold til børnekonventionen. Sidst i udgivelsen er der et essay med et bud på, hvad medborgerskab må være, hvis det skal have betydning og holdbarhed i en multikulturel verden - et essay som forsøger at vise "at al teoretisk pædagogik med henblik på medborgerskab og ikke mindst den teori, der antager ideen om verdensborgeren som pædagogisk ideal, vil have brug for pædagogisk filosofi, fordi pædagogik handler om et fundamentalt træk ved den menneskelige kommunikation, nemlig formidlingen af holdning og indsigt"(Peter Kemp).
Bogen er redigeret af lektor, dr.pæd. fra DPU, Ove Korggaard, og den er resultat af et samarbejde i Danmarks Pædagogiske Universitets forskningsenhed i etisk og demokratisk dannelse. Den udgør endvidere et bidrag til den masteruddannelse i citizenship education, som udbydes på Danmarks Pædagogiske Universitet.

UDDRAG AF INDHOLD: Medborgerskab, identitet og demokratisk dannelse - en introduktion (af Ove Korsgaard). Statsborgerskab, medborgerskab og identitet (af Ove Korsgaard). Medborgerskab som pædagogisk projekt? (af Jørgen Gleerup). Den moderne virksomhed: så nær og dog så fjern; om virksomhedens stigende betydning for dannelse af medborgerskab (af Bjarne Lundager Jensen). Om at føre identitetspolitik i et demokrati - en problemudredning (af Bernhard Eric Jensen). Multikulturalismer - en problemudredning (af Claus Haas). Demokratisk medborgerskab og biografisk læring (af Marianne Horsdal). Medborgerskab og folkeskolen (af Niels Buur Hansen og Alexander von Oettingen). Närhet och distans - om demokrati och folkbildning på dansk och svensk folkhögskola (af Bosse Bergstedt). Borger i en billedskabt virkelighed - unges medier og medborgerskab (af Claus Nelson). Medborgerskab i et eksistentielt perspektiv (af Finn Thorbjørn Hansen). Barnets aktuelle vilkår globalt og lokalt (af Lis Nielsen). Hen imod en kosmopolitisk pædagogik (af Peter Kemp). Borgerskab mellem to verdner (af Naser Khader).

UDGIVER:
Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag

EKSPEDITION:
Danmarks Pædagogiske Bibliotek
Emdrupvej 101, Postboks 840, 2400 København NV
Tlf: 88 88 93 60, fax: 88 88 93 94
E-post: bogsalg@dpb.dpu.dk
Internet: www.dpb.dpu.dk/bogsalg

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
Postboks 89
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk