| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Islams ansigter. Muslimske
retninger i Danmark. Af Nils Sandahl. 176 sider, 14 x 22 cm. Ill: 6 fotos.
Pris kr 225,00. [Udgivet 16/11 2004]
Denne bog giver et nuanceret
billede af islam og muslimer i Danmark. Den viser at islam ikke er en
entydig størrelse. De danske muslimer er lige så indbyrdes
forskellige som de kristne. Hvis ikke mere. Muslimerne kommer fra mange
forskellige lande, og inden for disse lande er der igen mange forskellige
religiøse strømninger.
Bogen præsenterer
seks af de vigtigste retninger inden for islam i Danmark. De seks retninger
er valgt, så de dækker et bredt spektrum af måder, hvorpå
man kan praktisere islam. For hver retning beskrives blandt andet trosforestillinger
og historie, og der bringes et dybtgående interview med en dansk
muslim inden for hver af de beskrevne retninger.
Skønt alle portrætterede
tilhører samme religion, er der milevidt imellem deres holdninger
og værdier. Hvor de ortodokse sunni-muslimer prøver
at efterleve århundredgamle fortolkninger af Koranen, tillader de
liberale alevier både alkohol og svinekød - og mener
i øvrigt ikke at Koranen skal tages alt for bogstaveligt. "I det
hele taget anerkendes de mange regler i islam ikke og afvises som en ydre
form for religiøsitet. Alevierne mener således ikke, at det
er nødvendigt at praktisere 'de fem søjler' i islam." Mange
af de danske shia-muslimer efterlever retningslinier udstedt
af ayatollaher fra Irak, Iran og Libanon, mens man inden for euro-islam
prøver at forene islam med centrale vestlige værdier som
demokrati, menneskerettigheder og adskillelse af religion og stat. Desuden
beskrives sufismen, hvor den personlige rejse mod oplevelsen af Guds nærhed
er af afgørende betydning. "Kærligheden til Gud er altså
det centrale. I modsætning til en del ortodokse muslimer for hvem
lydighed mod Koranen og Sunnaen er det væsentligste. [...] Den store
afstand imellem menneske og Gud, som er en del af islams strenge monoteisme,
forsøger sufierne at overvinde i et direkte, personligt og ekstatisk
møde med det guddommelige." Og en ung bosnisk pige fortæller
om sammenstødet imellem hjemmets værdier og de normer, hun
møder blandt jævnaldrende danske venner.
"Selv om skillelinien
imellem sunni- og shia-islam er vigtig, er det blevet min opfattelse -
forstærket af arbejdet med bogen - at en anden skillelinie er væsentligere.
Nemlig om det er den enkelte troende, der selv tolker religionens krav,
eller om den troende søger at leve efter retningslinier dikteret
af andre"(fra Forord).
Bogens sidste kapitel
dokumenterer, hvor mange muslimer der er i Danmark, hvor de bor, hvorfor
de kom, samt hvad forskellige undersøgelser viser, at de tror på.
Der bor omkring 200.000 muslimer i Danmark. De fleste i landets tre største
byer. Selv om islam betyder noget for tre ud af fire, er kun hver sjette
meget religiøs.
"Jeg håber bogen
vil være med til at skabe forståelse for, hvor forskellige
tilgange danske muslimer kan have til deres religion"(fra Forord).
Nils Sandahl er journalist.
Siden han i 1999 blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole
har han været ansat ved bl.a. Nordjyske Tidende og Fyns Stiftstidende.
Inden da uddannede han sig til cand.oecon. fra Århus Universitet.
UDDRAG AF INDHOLD: Konservativ.
Traditionsbunden islam. Vil ikke forandre islam - Fatih Alev. Nyfortolkende.
Europæisk islam. Kæmper for religiøs ligestilling -
Aminah Tønnsen. Meditativ. Sufisme. Forelsket
i Gud - Mustafa Ugurlu. Tilhængere af Ali. Shia.
Ægteskab imellem følelse og fornuft - Osama Hamza. Opposition.
Alevi. Mennesket er Mekka - Feramuz Acar. Kompromis.
Står kun til regnskab for Gud - Dzevada Sejdic. Fakta.
Hvor mange er de, hvor bor de? Hvorfor kom muslimerne til Danmark? Hvor
muslimske er muslimerne?
Forslag til videre læsning.
Noter.
UDGIVER:
Forlaget Tiderne Skifter
Læderstræde
5, 1201 København K
Tlf: 33 18 63 90, fax:
33 18 63 91
E-post: tiderneskifter@tiderneskifter.dk
Internet: www.tiderneskifter.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo Blegdamsvej 4 B Postbox 638 2200 København
N
E-post: :frodes@image.dk
|