[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Kvinderummet - Dannerhuset som kvindepolitisk forum og krisecenter. Af Britta M. Lindqvist, Kari Helene Partapuoli og Lea Holst Spenceley. 141 sider, 21 x 21 cm. Ill: 24 fotos, 3 tegninger og figurer. Pris kr 178,00. [Udgivet 2/11 2004]

En bog om Dannerhusets nære historiske betydning i dansk kvinde- og krisecenterbevægelse. Bogen giver et historisk og nutidigt billede af Dannerhuset som politisk kvindecenter, som krisecenter og som kvinderum.
Med bogen åbnes dørene til Nordens måske mest berømte kvinderum, Dannerhuset i København. Den 2. november 2004 er det 25 år siden, at 300 kvinder besatte Grevinde Danners hus i Nansensgade for at skabe et politisk kvinderum og et krisecenter for voldsramte kvinder. Frivillige krisevagter og kvindepolitiske aktivister, voldsramte kvinder og ansatte har haft deres gang i huset. Aktiviteterne og engagementet har varieret, men kvinderummet har altid haft en stærk indflydelse både privat over for den enkelte kvinde og politisk over for omverdenen - ikke mindst hvad angår voldsramte kvinders rettigheder.
"Dannerhuset har en stor gennemstrømning af mennesker - frivillige, der kommer og går, ansatte der er der til daglig, besøgende til arrangementer og studiebesøg og boliger til 18 kvinder og deres børn. Sådan har det været gennem hele husets historie. Denne bog handler om dette liv, om Dannerhuset, om det selvvalgte kvinderum og relevansen af det. [...] Vores fokus har ikke været på de funktioner og opgaver, der varetages til daglig, men snarere de diskussioner og grundlæggende forståelser, der omgiver arbejdet"(fra indledning).
I bogen kastes et blik tilbage på de sidste 25 år, og betydningen af kvinderummet diskuteres. Bogen fortæller om og debaterer husets betydning i dansk og nordisk kvindebevægelse og analyserer Dannerhusets politiske magt og indflydelse uden for husets fire vægge. Bogen beskriver også, hvordan erfaringer fra arbejdet internt i huset påvirker dannerkvinderne politisk og personligt.
Afslutningsvis diskuteres, hvordan Dannerhusets erfaringer kan benyttes i fremtidens kønspolitiske debat og i arbejdet for bekæmpelse af vold mod kvinder.
Første kapitel giver en historisk oversigt over Dannerhuset, som stod færdigt til brug for enker og ugifte kvinder i 1875, og som siden da har fungeret som et hus reserveret for kvinder. Kapitel 2 dykker ned i det særlige kvinderum, som Dannerhuset udgør. Hvordan er det organiseret, hvad er dets styrker, og hvad er dets ulemper? Der argumenteres for, at kvinderummet ikke har udspillet sin rolle, selvom det også har sine dilemmaer. Kapitel 3 ser på den væsentlige del af Dannerhuset, som udgøres af dets funktion som et tilflugtssted for voldsramte kvinder og børn. Der gives et indblik i - og en kritik af - hvordan man generelt forstå den vold, der begås mod kvinder inden for hjemmets fire vægge. Kapitel 4 ser nærmere på Dannerhusets rygte som feministisk højborg. "Vi tager et kort blik på feminismens stilling i Danmark og i Dannerhuset, med særligt udgangspunkt i de sidste år, hvor nogle unge kvinder har søgt at sætte kønnet på den offentlige dagsorden igen." Afslutningsvis samles centrale pointer op i kapitel 5. Dannerhuset relateres til det omgivende samfund i dag, med nye faldgruber og udfordringer, og der skues fremad.
Bogen er skrevet af tre kvinder, som er tilknyttet huset som frivillige. De giver et både sympatisk og kritisk billede af husets aktiviteter og inspirerer til den videre kønsdebat.

UDDRAG AF INDHOLD: Velkommen til kvinderummet! At besætte et hus - at blive besat af et hus (kvinder bliver husejere; kvindepolitik eller socialt arbejde). Kvinderummet - mænd ingen adgang (Dannerhusets kvinderum - struktur og aktivitet; det besværlige kvinderum; det udviklende kvinderum; det provokerende kvinderum). Vold mod kvinder berører alle (Mettes historie; husspektakler eller kvindemishandling; når vold bliver normalt - et kønsperspektiv; de første dage i Dannerhusets krisecenter; samarbejdet med de sociale myndigheder; når kvinden flytter hjem; politisk arbejde for voldsramte kvinder i det nye årtusinde; krisecenterbevægelser i Norden). Feminisme - enfant terrible eller comme il faut (nyt liv til gamle ideer; da Dannerkvinderne kom ud af skabet; feminismens udgangspunkt). Hvad nu søster? (grevindens ånd; nej til vold mod kvinder; gør feminisme til en styrke - drop frygten). Litteraturliste, hjemmesider, mv.

UDGIVER:
Informations Forlag
Store Kongensgade 40 E, 1264 København K
Tlf: 33 69 60 07, fax: 33 69 60 18
E-post: forlag@information.dk
Internet: www.information.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
E-post: :frodes@image.dk