[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Retshistorie. Danmark - Europa - globale perspektiver. 2. udgave. Af Ditlev Tamm. 473 sider, 15,5 x 23 cm. Med 25 illustrationer (9 i farver). Pris kr 560,00. [Udgivet 23/8 2005]

Denne udgave er revideret - "illustrationer og en række nye faktuelle afsnit med henblik på at lette læsningen er indsat. I teksten er indsat nye 'bokse' som enten fremtræder som uddybninger i forhold til teksten, som præsentationer af vigtige personer eller love eller oversigter, som kan læses i tilknytning til de enkelte afsnit"(fra indledning). Tidligere udgave 1990-91.

Lærebog i retshistorie, der fører retsudviklingen fra romerretten og middelalderens danske lovgivning frem til i dag. Fremstillingen af retshistorien er opbygget med henblik på at sætte dansk ret i perspektiv. Perspektivet er både europæisk og globalt.
Fremstillingen er opbygget kronologisk. Bogen indledes med afsnit om antikken og romerretten og den europæiske retsudvikling i middelalderen. Derefter følger et kapitel om dansk ret i middelalderen med hovedvægten på de ældste vidnesbyrd om dansk ret, nemlig de danske landskabslove. Bogens hovedtemaer er knyttet til lovgivning, retspraksis og retsvidenskab som grundpillerne i juraens udvikling. I de følgende kapitler omtales på sammenlignende grundlag reformationen, enevælden, oplysningstiden, naturretten, retsvidenskab og kodifikationer i det 19. århundrede. I bogens sidste del udvides perspektivet, der hidtil har været europæisk til et globalt perspektiv. Begrebet retsfamilier introduceres, og der gives en kort sammenfatning af de vigtigste fremmede retssystemer herunder islamisk ret og retsudviklingen i Kina.
"Retshistorie er et omfattende fag. Grundstammen udgøres traditionelt af dansk retshistorie fra ca. 1200 til i dag. Med til faget hører romerretten. Hertil kommer den europæiske retsudvikling og nu også globale perspektiver. Når dertil kommer, at retshistorien kan specialiseres yderligere i forfatningshistorie, strafferetshistorie eller privatretshistorie - for blot at nævne de vigtigste discipliner - eller den nyeste retshistorie, er det klart, at stofmængden er helt uoverskuelig, og at selv eksperter kun kan beherske en del af stoffet. Den juridiske studerende kan med rette forvente, at en lærebog er indrettet, så den er til at overskue, og at stoffet - uden at der gives køb på de videnskabelige fordringer - er fremstillet så kort og forståeligt som muligt. Samtidig forventes det også, at fremstillingen kan læses i sammenhæng uden, at alt for megen baggrundsviden skal søges andre steder. For at imødekomme dette ønske er i fremstillingen indsat en række afsnit om den historiske udvikling eller nøglebegreber. Også andre emner eller kilder, der illustrerer stoffet, er trukket ud af den kronologiske fremstilling og er sat i en særlig ramme. Det er sket af 'pædagogiske' grunde og betyder som regel, at stoffet er egnet til at uddybe den almindelige tekst"(fra indledning).
Bogen henvender sig til både studerende og andre interesserede i et kulturhistorisk blik på rettens udvikling. Hvert kapitel indledes med en oversigt over det særlig relevante stof.
Ditlev Tamm, dr.jur., dr.phil., er professor i retshistorie ved Københavns Universitet.

UDDRAG AF INDHOLD: Hvorfor retshistorie - og hvordan? Antik ret. Europa og Romerretten. Lov og ret i Danmark i middelalderen. Reformation og ret. Enevælden. Naturretten i det 17. og 18. århundrede. Lov og ret i det 18. århundrede. Det 19. århundrede. Det 20. århundrede. Globale perspektiver. Bibliografisk vejledning. Stikordsregister.

UDGIVER:
Jurist- og Økonomforbundets Forlag
Lyngbyvej 17, Postboks 2702, 2100 København Ø
Tlf: 39 13 55 00, fax: 39 13 55 55
E-post: forlag@djoef.dk
Internet: www.djoef-forlag.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
Postboks 89
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk