[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Det visuelle øre - filmmusikkens historie. Af Thomas Vilhelm. 325 sider, 17 x 24 cm. Ill: 70 fotos. Pris kr 325,00. [Udgivet 30/11 2005]

En bog om filmmusikkens historie og betydning. "Musikken tilføjer filmen en ekstra dimension, vel at mærke hvis den er gennemtænkt i forhold til handlingen og stemningen. Omvendt kan den gøre lige så meget skade, hvis det modsatte er tilfældet. 'Det visuelle øre' tager overvejende udgangspunkt i de gode eksempler - dem man kan lære og blive inspireret af"(fra indledning).
Bogen fortæller historien om filmmusikken og dens komponister lige fra kinoorglets brusen i stumfilm-tiden over Hollywoods symfoniske iscenesættelser af populære klassikere til Per Flys 'Drabet' (2005). Den bygger på en række interviews med danske og udenlandske instruktører og filmkomponister, herunder Lars von Trier, Per Fly, Christoffer Boe, Bent Fabricius-Bjerre, Halfdan E, Søren Hyldgaard, Fuzzy, Mark Isham og Zbigniew Preisner.
Udover en grundig gennemgang af filmmusikkens historie går bogen i dybden med samarbejdet mellem Ennio Morricone/Sergio Leone, Bernard Herrmann/Alfred Hitchcock, Nino Rota/Federico Fellini og Angelo Badalamenti/David Lynch. Forfatteren giver også et bud på, hvad der kendetegner de musikalske billedskabere Charlie Chaplin, Stanley Kubrick, Martin Scorsese og Spike Lee. Bogen fokuserer endvidere på den danske filmmusik og de vigtigste kulturelle strømninger i Europa, hvor man stadig kan spore inspirationen fra tysk ekspressionisme og den ny franske bølge i moderne filmkunst.
Bogen består af fire hoveddele. Første del er en historisk gennemgang af filmmusikkens udvikling i USA. Dernæst følger Danmark og Europa. Tredje del bærer titlen 'Komponisten og instruktøren' og kigger nærmere på, hvordan disse aktører kommunikerer med hinanden for at opnå det bedst mulige resultat. 'De musikalske billedskabere' handler om de instruktører, som evner at få de fleste former for musik til at passe ind i en helhed, så det stadig giver mening i forhold til det allervigtigste: nemlig selve historien.
Bogen er "spækket med væsentlige facts, portrætter, analyser og henvisninger, som er en guldgrube for den, der vil orientere sig om emnet. Hele fremstillingen er præget af stor kærlighed til netop denne til tider oversete del af filmindustrien og er et must for enhver filmmusikentusiast"(fra Prolog af Fuzzy).
Der kræves ingen særlige forudsætninger for at gå i gang med 'Det visuelle øre', idet der ikke er tale om nogen musik- eller filmteoretisk bog. Almindelig interesse for emnet burde være tilstrækkeligt.
Thomas Vilhelm (f. 1964) er uddannet trommeslager og sanger fra Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg. Siden midten af 1980'erne har han arbejdet som udøvende musiker i diverse blues-, rock- og jazzorkestre, været nyhedsoplæser og discjockey på lokalradioer, undervist på musik- og aftenskoler samt booket bands på et spillested. Siden 1998 har han skrevet til Dansk Musikerforbunds blad 'Musikeren', heriblandt flere artikler om filmmusik.

UDDRAG AF INDHOLD: Hvorfor skrive om filmmusik? Filmmusikkens historie. Klaverbokseren og kinoorglets brusen. Drømmefabrikkens ouverturer. Oprørske junglerytmer i tidens toneklang. Ambition, nostalgi og højteknologi. De nye historiefortællere. Danmark og Europa. Flere generationer spiller ud. Filmkunstens mange ansigter. Komponisten og instruktøren. Nino Rota og Federico Fellini: Det groteske cirkus. Ennio Morricone og Sergio Leone: Dødens melodi. Bernard Herrmann og Alfred Hitchcock: Et møde mellem enere. Angelo Badalamenti og David Lynch: Sære lyde i drømmeland. De musikalske billedskabere. Charlie Chaplin: Komponisten i rampelyset. Stanley Kubrick: Perfektionisten og den klassiske musik. Martin Scorsese: Om at klippe filmen som en lang musikvideo. Spike Lee: "Say it loud, I'm Black and I'm Proud!"
Noter. Litteraturliste. Artikler. Dokumentarprogrammer. Hjemmesider. Indeks - film. Indeks - andet.

UDGIVER:
Forlaget Systime
Skt. Pauls Gade 25, 8000 Århus C
Tlf: 70 12 11 00, fax: 70 12 11 05
E-post: systime@systime.dk
Internet: www.systime.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk