[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Det gale spejl. Analyser af H.C. Andersens: 'Nattergalen'. Finn Barlby (red.). 224 sider, 12,5 x 22 cm. Med 37 illustrationer. Pris kr 290,00. [Udgivet 2005]

H.C. Andersens 'Nattergalen' (fra 1844) er den store historie om kinesere og kejsere, kejseren af China, kunst og kunstighed, kulisser og kontroverser, kriser og kontraster - den levende fugl og den kunstige fugl, Nattergalen og spilledåsen. Det handler om liv og kærlighed, om at blive kejser i sit eget liv ... Nattergalen er skrevet med og skal læses med et udvidet sind. Det er et rigt facetteret og semantisk tæt eventyr om livets allersværeste spørgsmål.
At læse de andersenske tekster er som at begive sig ind den særlige form for dobbelthed, der hedder: Det kendte og det ukendte. "Det er som at rejse ind i et landskab, der har sine hoved- eller landeveje, der bugter sig i bakke og dal, og som byder på al landsens ting & sager. Men det helt afgørende og særlige og spændende og fantastiske og foruroligende er, at det overalt og hele tiden vrimler med sideveje og sidespor og biveje og al verdens digressioner og indfældede historier, der har eller får deres eget liv eller skaber deres egen historie i historien - og som betyder hele teksten og den hele fortælling på sin særlige måde. [...] Det at læse en fortælling af H.C. Andersen er som at begive sin ind i ét univers, der er fantastisk og fantastisk stort og rummeligt og farverigt og fuglerigt og fyldt med besynderlige og urovækkende og tilforladelige og tossede og ... uhørte tildragelser, ting og personer"(Finn Barlby).
'Nattergalen' bliver i denne bog analyseret af Finn Barlby, Hans Henrik Møller, Jacob Bøggild, Anna Poulsen, Erik Svendsen, Bent Andersen, Ib Johansen og Finn Hauberg Mortensen.
Anna Poulsens analyse fokuserer på dette helt centrale element i Nattergalen, nemlig 'kejseren og hans udvikling i eventyret' - og tilføjer Anna Poulsen: Eventyret handler derfor om, hvorledes denne ene kineser erhverver sig sin kejsertitel. Det vil sige: Hvordan kejseren af China udvikler/forvandler sig fra at være en nikkedukke til at erobre menneskelig kompetence. Til at blive kejser i sit eget liv.
Erik Svendsen giver i sin analyse følgende sammenfattende og rammende karakteristik af den andersenske nattergaletekst: "Eventyret er altså en hel masse: Det er en manende fortælling om kunstens uberegnelige væsen, naturromantisk skønsang, en udstilling af det artificielle og som sådan en klar samfundskritisk historie, en privattekst som flere i samtiden kunne afkode som en kærlighedserklæring til en bestemt kendis. Det er en oplagt og umisforståelig historie og det er dog momentvis også en snurrigt legende tekst." "Det er i Erik Svendsens optik en fortælling om dén helt specielle og oplysende og gennemlysende og øjenåbnende og vidtgående forbindelse, kontrakt og kontakt, der etableres og udvikler sig mellem tekstens to eneste pålidelige figurer, de to outsidere: Kejseren og Nattergalen"(Finn Barlby).
Nattergalen i Nattergalen er i familie med den helt usædvanlige, arketypiske og vidt berømte fugl, Fugl Phønix, som også H.C. Andersen har skrevet en hel, lille tekst om i rejseskildringen I Sverrig (fra 1851). Sidst i bogen er H.C. Andersens 'Nattergalen' og 'Fugl Phønix' gengivet - og desuden er bogen forsynet med en bibliografi ved Aage Jørgensen - og med træsnit af billedkunstneren Lena Bay.

UDDRAG AF INDHOLD: Finn Barlby: Det gale spejl - lidt (men) godt om de to nattergale & andre fugle & hele den atopiske arabesk (det at betyde verden; det at tolke betydningen; det dekonstruktive; det kontingente; den kinesiske fugl; den dobbelte fugl; den delte fugl; den mekaniske fugl; den grå fugl; den arabiske fugl; den atopiske fugl; det romantiske tegn; det gale spejl; noter). Hans Henrik Møller: Det singulære (nattergalens sidste sang; tekstens opbygning og univers; tekstens udsigelse; at overvinde døden). Jacob Bøggild: 'Nat' og 'gal' - en undersøgelse af H.C. Andersens kineserier i 'Nattergalen'. Anna Poulsen: Der var to gange en kejser i Kina (børnekultur huset; kineserne; eventyrets kejser; noter). Erik Svendsen: Naiv og avanceret. Bent Andersen: 'Culmination af hans geni' (kontrasteringen; slutscenen). Ib Johansen: Kejseren og nattergalen - refleksioner over 'Nattergalen' med særligt henblik på den kulturteoretiske kontekst (kineserier; træernes let-vingede dryade; noter). Finn Hauberg Mortensen: Nattergalens fordobling. H.C. Andersen: Nattergalen. H.C. Andersen: Fugl Phønix. Epilog. 'Nattergalen' - en litteraturliste (ved Aage Jørgensen).

UDGIVER:
Dråben
Amagerbrogade 26, 2.
2300 København S
Tlf: 32 57 06 17
E-post: finn.barlby@mail.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
Postboks 89
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk