[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Afstøbningssamlingen - død eller levende? 198 sider, 27 x 20,5 cm. Med 150 illustrationer (75 i farver). Pris kr 195,00 (ib.). [Udgivet 2005]

En bog om Den Kongelige Afstøbningssamling som indeholder skulpturklassikere i gips. Samlingen befinder sig i Vestindisk Pakhus på Toldboden i København og indeholder ikke kun afstøbninger af den klassiske antiks skulpturer, men også af den ægyptiske og nærorientalske, af middelalderens, renæssancens, barokkens og klassicismens skulpturer.
"Samlingen er en af de meget få bevarede af en europæisk museumstype, som var ganske udbredt i 1800-årene, men som de fleste andre steder er gået til eller blevet kraftigt decimeret"(fra Forord). "Intet andet sted i Vesteuropa kan man i ét forløb opleve den vesterlandske kunst- og kulturudvikling gennem 5000 års absolutte topstykker indenfor billedhuggerkunsten: her er hele den europæiske stiludvikling og fantasiverden samlet fra mere end 110 museer og endnu flere templer, kirker og offentlige pladser"(Jan Zahle).
I dag er Afstøbningssamlingen nyrestaureret og også nyopstillet efter et paradigmeskift, "hvor 1800-tallets pædagogiske lineære, kronologiske opstilling er blevet korrigeret og nuanceret gennem en næsten post-moderne opstilling, hvor lån, genbrug, forkastelse og videreudvikling af motiver og stilarter er kommet til som en indrømmelse til virkelighedens verden"(Jan Zahle).
Men samlingen er i dag næsten ikke tilgængelig for offentligheden. På grund af de besparelser, regeringen i 2002 pålagde offentlige institutioner, valgte ledelsen på Statens Museum for Kunst at afskedige personalet og samtidig lukke samlingen bortset fra 5 timer månedligt. Forholdene er siden da kun blevet en anelse bedre.
Afstøbningssamlingen - død eller levende? er en debatbog om Afstøbningssamlingen. Bogen drøfter samlingens danske og internationale sammenhæng; kulturtabet ved samlingens lukning; samlingen som en attraktion i København; samlingens nyere historie; dens fortolkning og formidling og konservering af gipsskulpturer.
Bogens forfattere er kunstnere, konservatorer, klassiske arkæologer, kunsthistorikere o.a.

UDDRAG AF INDHOLD: Historie. Gips, kult & klassikere - Carl Jacobsen i gipsens tjeneste. Ude af øje... - 1966-1995, et mørkt kapitel i Afstøbningssamlingens historie. Hvad var det så der skete - åbning og lukning af Den Kgl. Afstøbningssamling 1995-2002. Æstetik. Billedhuggerkunstens store arkiv - Afstøbningssamlingen og dens betydning for oplevelse, uddannelse og almendannelse. Afstøbningssamlingen ramt af skulptur-analfabetisme. Af den rette støbning - gipsen mellem kunst, kopi & lærestykke. Rum at inspireres i - kroppe at drømme med; hvorfor København har brug for sin Afstøbningssamling netop nu. Et museum i København. Afstøbningssamlingen - en attraktion i byen? København som skulpturby. Gipsen giver perspektiv for København. Restaurering. Fra snavs til patina; afrensning af gipsskulpturer i Danmark - historisk set. Afstøbningssamlingens restaurering. Afstøbningssamlingen & skulpturrestaurering. Formidling. Gips i tale - om at vise rundt i Afstøbningssamlingen. Arkitektskolens Designafdeling i Afstøbningssamlingen. Afstøbningssamlinger i Danmark - bibliografi.

UDGIVER:
Afstøbningssamlingens Venner
v/ Marie-Louise Berner
Borsholmvej 14, 3100 Hornbæk
Tlf: 49 75 01 35
E-post: mail@gipsen.dk
Internet: www.gipsen.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
Postboks 89
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk