| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Besættelsestidens økonomiske
og erhvervsmæssige forhold. Studier i de økonomiske relationer
mellem Danmark og Tyskland 1940-1945. Af Ole Brandenborg Jensen. 449 sider,
16,5 x 23,5 cm. Ill: 54 fotos, 1 tegning, 1 kort. Pris kr 278,00 (ib.).
[Udgivet 15/11 2005]
En undersøgelse af
økonomiske aspekter af besættelsestiden.
Bogen undersøger
de økonomiske relationer mellem Danmark og Tyskland, og den giver
helt ny indsigt i de nazistiske bestræbelser på at infiltrere
dansk erhvervsliv. Det dokumenteres, at jødiske erhvervsdrivende
betalte en meget høj pris for opretholdelsen af den danske regerings
formelle suverænitet over landets indre anliggender, og første
del indeholder desuden en redegørelse for de vigtigste sider af
den økonomiske kollaboration samt en analyse af et hidtil overset
emne, nemlig den tyske kapitals skjulte, ulovlige indtrængen i det
danske samfund, der blev hjulpet godt på vej af danske partnere
og stråmænd.
I anden del gøres
der udførligt rede for det officielle - og nødvendige -
økonomiske samarbejde med særligt henblik på at konkretisere,
hvilken betydning dette samarbejde havde for opretholdelsen af den danske
befolknings levestandard og for Tysklands evne til at føre en langvarig
krig. Det påvises, at opførelsen af de tyske befæstningsanlæg
var en langt større trussel mod det danske samfunds økonomiske
strukturer, end man hidtil har antaget, og det dokumenteres, at Danmarks
eksport af landbrugs- og fiskeriprodukter var af ganske underordnet betydning
for den tyske befolknings samlede ernæringstilstand.
Betegnelsen af Danmarks
som 'Hitlers spisekammer' er dermed en myte, og i bestræbelserne
på at forklare mytens opståen, påviser forfatteren,
at lederen af besættelsesstyret, Werner Best, medvirkede kraftigt
til mytedannelsen for at styrke sin egen position i Danmark. "Faktisk
er myten om den danske fødevareeksports betydning så sejlivet,
at den danske offentlighed stadig føres bag lyset."
Bogen bygger på
et stort, upubliceret kildemateriale i danske og tyske arkiver, og er
en af de få samlede fremstillinger af de økonomiske relationer
mellem Danmark og Tyskland i perioden 1940-1945.
Bogen er en bearbejdet
udgave af forfatterens ph.d.-afhandling.
Ole Brandenborg Jensen
(f. 1951) er mag.art. og ph.d. i historie. Efter 12 år som lektor
i idrætshistorie på Danmarks Trænerskole arbejder han
nu freelance som underviser og forfatter. Har bl.a. skrevet en række
tidsskriftsartikler om besættelsestiden, og er medforfatter til
bogen 'Århus besat' (2005).
UDDRAG AF INDHOLD: Infiltration
og kollaboration. Opbygningen af NSDAPs danske netværk
og partiets kompetence i forhold til de officielle besættelsesmyndigheder.
'Ariseringen'. Tyske kapitalinvesteringer i Danmark. Den tyske kapitals
danske stråmænd og partnere. Gunnar Larsens udnyttelse af
statsapparatet. Den danske deltagelse i udnyttelsen af det besatte Østeuropa.
Det nødvendige økonomiske samarbejde. Den
dansk-tyske samhandels betydning for forsyningssituationen i Danmark.
Tysklands forbrug af dansk arbejdskraft. Materialekompensationen i forbindelse
med udførelsen af Værnemagtsarbejderne og de ekstraordinære
eksportordrer. De uforenelige målsætninger: løn og
arbejdskraft ved Organisation Todts bygge- og anlægsarbejder. De
inflatoriske og strukturelle følger af de ekstraordinære
arbejder og leverancer. Danmarks betydning for den tyske krigsøkonomi.
Konklusion. Appendix.
Fortegnelse over det benyttede materiale. Registre (navneregister; firmaregister).
UDGIVER:
Syddansk Universitetsforlag
Campusvej 55, 5230 Odense
M
Tlf: 66 15 79 99, fax:
66 15 81 26
E-post: press@forlag.sdu.dk
Internet: www.universitypress.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|