| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Danmarks værste fængsel.
Om krudttårnsfangerne i Kastellet 1817-47. Af Lis Ekelund Nielsen
og Palle Tolstrup Nielsen. 159 sider, 26 x 21 cm. Ill: 22 fotos (12 i
farver), 37 tegninger (8 i farver). Pris kr 249,00 (ib.). [Udgivet 2005]
Denne bog beskæftiger
sig med bagsiden af guldaldertiden. I bogen afdækkes et stort set
upåagtet stykke fængselshistorie og en næsten ubeskrevet
episode i Kastellets krudttårnes bygningshistorie. Der er tale om
en fascinerende bog om et lille ukendt stykke danmarkshistorie: Et fængsel
midt i Kastellet i København.
Fængslet fungerede
fra 1817-47. "Da fangerne holdt deres indtog i Kastellet den 30. oktober
1817, blev de indsat i bygninger, der med stor omhu var indrettet som
sikkert opbevaringssted for nogle af landets farligste forbrydere. Alligevel
viste det sig hurtigt, at den udviste omhu havde været ganske utilstrækkelig.
I de 30 år, krudttårnene fungerede som fængsler, blev
der foretaget utallige bygningsændringer, mest foranlediget enten
af udbrudsforsøg eller elendige ventilationsforhold."
Beretningen om fængslet
og dets fanger rummer både bygningshistorie og personalhistorie,
fortællinger om dagligdagen inden for murene og om de talrige -
og opfindsomme - flugtforsøg der hele tiden fandt sted. Fangerne
var næsten udelukkende småkårsfolk - tjenestekarle,
håndværkere, omrejsende handlende eller løsgængere,
som alle på en eller anden måde var kommet i konflikt med
samfundet. "Der er ofte tale om småkriminalitet begået af
mennesker, der måske end ikke har været uden for deres eget
sogns grænser. [...] Der var således tale om personer med
vidt forskellige erfaringer, men alle fra nogenlunde samme samfundgruppe,
og den hyppigste forbrydelse var tyveri, ofte i forbindelse med indbrud."
De to fængselsbygninger
og området var strengt bevogtet, og det var ikke tilladt for uvedkommende
at komme indenfor. Men det er overraskende lykkedes for guldaldermaleren
Martinus Rørbye at få mulighed for at udføre en lang
række skitser af fangerne. Rørbyes tegninger har så
vidt vides ikke tidligere været offentliggjort i deres helhed. Det
bliver de i denne bog der bringer gengivelser af samtlige ti blade med
skitsebogens mange indfølende tegninger af kastelsfangerne.
Lis Ekelund Nielsen
(f. 1950) er cand.phil. i forhistorisk arkæologi. Palle Tolstrup
Nielsen (f. 1944) er civilingeniør, lic.techn. Deres fælles
interesse for slægtsforskning har ført til afdækningen
af denne historie om fængslerne i Kastellets krudthuse. "Takket
være guldaldermaleren Martinus Rørbye var vi desuden i den
usandsynligt heldige situation at kunne sætte ansigter på
en del af de fanger, som historien handler om. Martinus Rørbye
har i en af sine skitsebøger lavet i alt 13 små fangetegninger,
som blandt andet har vist sig at afbilde nogle af de mest aktive medspillere
i den følgende historie"(fra Forord).
UDDRAG AF INDHOLD: To eksplosioner.
Fra krudttårne til fangetårne. De så vel indrettede
fangetårne (luftveje og flugtveje; fundamentale svagheder). Fangerne
(klientellet i tårnene; personerne; fangernes klædedragt).
Fængselsvilkår (rutinerne; arresterne; arbejde; maden; religionsudøvelsen).
Indhold i fangetilværelsen (fredelige sysler; flugtplaner og redskaber;
udbrud og udbrudsforsøg; fangerne indbyrdes forhold - et mord;
straf og benådning). Aktørerne uden for murene (arbejdet
ved tårnene; regimentskirurgen). Slavefængslet. Krudthusets
tavse vidnesbyrd. Kilder. Noter og henvisninger. Personregister.
UDGIVER:
Gyldendal
Klareboderne 3, 1001
København K
Tlf: 33 75 55 55, fax:
33 75 56 22
E-post: information@gyldendal.dk
Internet: www.gyldendal.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|