[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Buddhismen i Kina. Af Esben Andreasen. 166 sider, 17 x 24 cm. Med 42 illustrationer (26 i farver). Pris kr 192,50. [Udgivet 2006]
(Religion og kultur)

En introduktion til buddhismen, Kinas historie og buddhismen i Kina. Bogen indeholder derudover 36 tekster, hvoraf de fleste ikke før har været publiceret på dansk. Bogens sutra-tekster er oversat direkte fra pali og sanskrit.
Udgivelsen trækker maoismen frem som buddhismens modspiller i stedet for at forholde sig primært til andre religiøse traditioner i Kina, som daoismen og kongfuzianismen. Det er konflikten mellem religionen og den ateistiske ideologi, der fokuseres på.
Det store spørgsmål, der belyses i bogen, er buddhismens situation i Kina i dag, men dette kan kun besvares med viden om buddhismens historie i Kina. "Går man rigtig langt tilbage i tiden finder man skepsis overfor den fra Indien 'importerede buddhisme'. Specielt kongfuzianismen har kritiseret buddhismens mangel på samfundsnytte, og der har været mange forfølgelser gennem tiderne. At den kinesiske stat overvåger religionerne, herimellem buddhismen, er heller ikke noget nyt fænomen"(fra Forord).
Bogen indeholder dels en indledning, dels tekster som følger indledningens disposition. Udgangspunktet er Indien, hvor buddhismen havde sin første udvikling. Den indiske buddhisme belyses med klassiske tekster i ny oversættelse, hvorefter modtagelsen og udviklingen i Kina i de første århundreder præsenteres. "Buddhismen i Kina vil være uoverskueligt for elever, hvis ikke man foretager en kraftig udvælgelse. I denne bog har dette betydet, at kun de mest anvendte sutraer er repræsenteret i uddrag, og at der lige fra starten fokuseres på de to vigtigste retninger i dagens Kina, chan- og jingtu-buddhismen"(fra Brugervejledning).
Næste afsnit i tekstsamlingen omhandler buddhismen i 1900-tallets første 50 år, som ofte betegnes som buddhismens renæssance i Kina. Der gives et billede af den religion, som mødte maoismen i 1930erne og 40erne, og som på det rituelle område ikke har forandret sig væsentligt op til nutiden.
Derpå følger et afsnit om maoismen, både set som civilreligion og som buddhismens modstander og undertrykker.
Sidste afsnit gør rede for buddhismens nuværende situation belyst med tekster fra det officielle Kina, samt forfatterens egne interviews og tekster fra besøg i det kinesiske Buddhist-Forbund, samt oplevelser og samtaler med munke i klostre og templer.
Set i store træk falder buddhismens historie i Kina i tre perioder: ankomst og tilpasning, udvikling og storhedstid, og forstening og forfald. "Den sidste periode er naturligvis ikke afsluttet, og det er denne bogs holdning, at buddhismen i dagens Kina har fået et nyt liv, selv om der er langt til tidligere tiders massive udbredelse."
Webmaterialet, som udgives i tilknytning til bogen, består af en række videooptagelser om moderne religiøs praksis samt nyttige webadresser. Optagelserne består af morgen-recitationer i klostre, meditation i en munks egen celle og besøg på Wutai-shan, et af Kinas hellige bjerge indenfor buddhismen.
Til undervisningsbrug i gymnasiet og hf - til fagsamarbejde med fagene samfundsfag og historie, men også til faget religion alene. Bogen henvender sig desuden til interesserede i buddhisme og Kina.
Af Esben Andreasen er tidligere bl.a. udgivet: 'Buddhismen - introduktion, udbredelse og tekster til de første århundreder' (2002).

UDDRAG AF INDHOLD: Buddhismen i Indien. Kinas historie. Buddhismens historie i Kina. Tekster. Buddhismens oprindelse, modtagelse og udvikling i Kina. Buddhismen i 1900-tallets Kina. Maoismen. Buddhismen efter Mao. Litteraturliste. Udvalgte web-adresser. Indeks.

UDGIVER:
Forlaget Systime
Skt. Pauls Gade 25, 8000 Århus C
Tlf: 70 12 11 00, fax: 70 12 11 05
E-post: systime@systime.dk
Internet: www.systime.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk