| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Vejviser til viden om hjerneskader.
Videnscenter for Hjerneskade - baggrund, indsats og vision. Af Else Marie
Andersen. 80 sider, 18 x 27 cm. Ill: 72 farvefotos, 3 figurer. Pris kr
150,00. [Udgivet 2006]
Denne bog giver et indblik
i konsekvenser af hjerneskade og betydningen af genoptræning. Bogen
handler om Videnscenter for Hjerneskade, der indsamler, bearbejder og
formidler viden om hjerneskadeområdet på tværs af lande,
regioner, kommuner og faggrænser.
Alle - børn,
unge og ældre - risikerer at blive ramt af en hjerneskade, som følge
af en trafikulykke, en blodprop, hjerneblødning, infektion eller
svulst i hjernen. Skaden kan medføre synlige handicap som eksempelvis
halvsidige lammelser. Men ofte er skaden usynlig. Typisk får den
skadede problemer med hukommelsen, manglende overblik og med at skabe
struktur i dagligdagen. Eller temperamentet ændrer sig, så
den skadede får 'en kortere lunte'. De mentale følger af
en hjerneskade er ofte de mest langvarige og invaliderende. Derfor er
der behov for en neuropsykologisk optræning, der blandt andet lærer
den hjerneskadede strategier til at kompensere for tabte færdigheder.
Erfaringerne har vist, at mennesker med hjerneskade har udviklingsmuligheder,
hvis de får den rette behandling og sociale indsats (rehabilitering)
efter at skaden er sket. Men en vellykket rehabilitering kræver
viden og indsigt i hjerneskader.
Videnscenter for Hjerneskade
har kendskab til meget af den viden, der kan støtte hjerneskadede
til et bedre liv efter udskrivning fra hospital. Deraf bogens titel: 'Vejviser
til viden om hjerneskader'.
I bogen opridses baggrunden
for videnscentrets oprettelse og milepælene i dets historie. Samtidig
beskriver bogen den faglige platform, som videnscentret har skabt på
hjerneskadeområdet i løbet af de 13 år, centret har
eksisteret som selvstændig virksomhed. Netop fagligheden i formidlingen
er central at fastholde, når Videnscenter for Hjerneskade i forbindelse
med en omstrukturering der er på vej, bliver lagt sammen med en
række andre videnscentre på handicapområdet i den nye
nationale videns- og specialrådgivningsorganisation, kaldet VISO.
"Sagt kort udgør
Videnscenter for Hjerneskade den platform, der indsamler, bearbejder og
formidler viden om indsatsen over for hjerneskadede, hvad enten den foregår
i hospitals-, rehabiliterings-, social- eller undervisningssektoren. Men
især også den viden og de problemstillinger, der falder ned
mellem de mange fagspecialer på hjerneskadeområdet, er blevet
en opgave, som Videnscenter for Hjerneskade påtager sig at grave
frem og få belyst på konferencer, temadage, på hjemmesiden
og i tidsskriftet Fokus"(fra Forord af Leif Mørck, bestyrelsesformand).
Bogen er inddelt i fem
kapitler. Nogle af kapitlerne har fokus på videnscentrets nutid,
fortid og fremtid - set i lyset af kommunalreformen. Dertil kommer et
kapitel, som illustrerer, hvordan livet pludseligt forandres, når
et menneske pådrager sig usynlige handicap som følge af en
hjerneskade.
Fra 1. januar 2007 overtager
kommunerne ansvaret for den sociale indsats over for hjerneskadede efter
amtskommunerne. Og dermed også for dele af specialrådgivningen,
som i dag er med til at reetablere den skadedes liv med livskvalitet,
eksempelvis arbejde, fritidsaktiviteter og socialt netværk. "Håbet
er, at kommunerne, når de overtager ansvaret for handicapområdet,
vil være opmærksomme på at etablere den udviklende indsats,
der kan hjælpe mennesker med hjerneskade videre i livet, hvad enten
skaden er forårsaget af blodpropper, hjerneblødninger, trafik-,
arbejds-, fald- eller drukneulykker"(fra Resumé).
Bogen kan downloades
fra www.vfhj.dk
Else Marie Andersen
(f. 1959) er journalist. Har i en årrække arbejdet freelance
som socialjournalist. Er bl.a. fast freelancer for pædagogers og
klubfolks fagblad Børn og Unge. Har desuden skrevet en række
bøger, bl.a. 'Og hvis vi får en fremtid' - om Høje-Taastrup
Kommunes socialpædagogiske indsats over for udsatte unge.
UDDRAG AF INDHOLD: Fra patient
til menneske. Et stykke socialpolitik bliver til. Videnscenter for Hjerneskade
- sund, rask og 13 år. At leve med et usynligt handicap. Videnscenter
for Hjerneskades vision. Litteraturliste. Ordforklaring.
UDGIVER:
Videnscenter for Hjerneskade
Sanatorievej 32, 7140
Stouby
Tlf: 75 89 78 77, fax:
75 89 78 79
E-post: info@vfhj.dk
Internet: www.vfhj.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|