[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Straffebogen - når dommen falder. Af Mikael Witte. 160 sider, 17 x 24 cm. Ill: 21 farvefotos, 1 tegning. Pris kr 198,00. [Udgivet 1/2 2006]

Denne bog giver et indblik i det danske retssystem, primært ved gennemgange af en række konkrete retssager.
I bogen beskrives det danske retssystem ved hjælp af otte straffesager fra byretten i en stor dansk by. Det er hverdagssager, som kun sjældent nævnes i nyhederne (fx besiddelse af hash, tyveri, vold, hæleri, slagsmål, falsk forklaring i retten). Det meste af det, der blev sagt i retten, er gengivet ordret, men person- og stednavne er ændret.
Bogen indeholder desuden en række forklarende tekster, hvori forfatteren kort gør rede for en række forhold vedrørende retssystemet - bl.a. hvilke parter der deltager i en retssag, grundlaget for dommerens stillingtagen, former for straf, den anholdtes rettigheder, rammerne for politiets virksomhed, regler vedrørende afhøringer og vidner, retsbygningers indretning, omfanget af kriminalitet i Danmark.
"I landets skolegårde sker der hver dag ting, som voksne ville blive straffet for, hvis det var dem, der havde gjort det. Mange andre forbrydelser - særlig blandt unge - bliver begået, når gerningsmanden er fuld eller har taget stoffer. I nogle tilfælde kan han eller hun bagefter slet ikke forstå, hvordan det kunne ske. Selv nogle af de mest alvorlige forbrydelser viser sig at være begået af ganske almindelige mennesker, som er kommet i en ekstrem situation. Det hører med til god opdragelse og uddannelse at lære, hvad der er rigtigt og forkert, og vide, hvordan samfundet reagerer, når nogen har gjort noget, der er så forkert, at det er kriminelt. Mikael Wittes bog giver et sobert og realistisk billede af, hvordan det danske straffesystem fungerer - på godt og ondt. Bogen giver også et glimrende indblik i konsekvenserne for forbrydernes ofre og for dem, der har begået noget strafbart. Straffebogen vil være et godt arbejdsgrundlag i folkeskolens undervisning og kan f.eks. anvendes til rollespil. Bogen er således velegnet som forberedelse til skoleklassers besøg i retten"(fra forord af Claus Bruun, dommer).

UDDRAG AF INDHOLD: Forskellen på rigtigt og forkert. Hash og pornofilm. Hvem deltager i en retssag? Hvad dømmer dommerne ud fra? Hvilken straf kan den dømte få? Kan børn og unge straffes? Du skal passe på! Hvem må overvære en retssag? Hvad er en straffeattest? Vi måtte ikke komme ud af bussen. Hvornår skal en anholdt stilles for en dommer? Hvilke regler gælder for en anholdelse? Jeg beholder det, til du har betalt! Må politiet ransage folks hjem og beslaglægge deres ting? Må politiet stoppe folk på gaden og undersøge dem? Narko, vold og røveri. Hvilke regler gælder for en afhøring? Hvilke rettigheder og pligter har et vidne? Bankrøveri med revolver. Hvor falder dommen? Vi har ikke løjet. Hvor mange forbrydelser begås der? Tidligere dømte dommerne anderledes. Ordforklaringer. Supplerende materiale (danske spillefilm; danske tv-serier; nyttige links; faglitteratur; skønlitteratur; rapporter/undersøgelser; love).

UDGIVER:
CDR-Forlag
Montanagade 29 E, 8000 Århus C
Tlf: 86 12 30 78, fax: 86 19 95 66
E-post: cdr@cdr-forlag.dk
Internet: www.cdr-forlag.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk