[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Historikeren Caspar Paludan-Müller. Af Mads Mordhorst, Jes Fabricius Møller. 344 sider, 16,5 x 23,5 cm. Med 6 illustrationer. Pris kr 298,00 (ib.). [Udgivet 7/10 2005]

Caspar Paludan-Müller (1805-1882) var blandt 1800-tallets væsentligste historikere i Danmark og den fremmeste repræsentant for historismen. Han udgav et væld af publikationer om historiske emner, hvoraf den første blev udgivet i 1831. Hans forfatterskab strakte sig over de følgende 50 år. Denne periode var en brydningstid i dansk åndsliv, og forfatterskabet giver et enestående indblik i periodens tanker og historiesynets forandring i det 19. århundrede.
Caspar Paludan-Müllers udgangspunkt var Guldalderens verdensbillede, hvor kristendom og kritisk videnskab var to sider af samme sag. Selvom han frem til sin død søgte at holde fast i det grundlag, blev han påvirket af tidens politiske begivenheder som indførelsen af grundloven, krigene mod Preussen og tankeretninger som darwinisme, ateisme og modernisme. Da det moderne gennembruds mænd i slutningen af 1800-tallet satte sig på historievidenskaben, distancerede de sig fra Paludan-Müller, dog uden at tage et opgør med den bagvedliggende historieforståelse. Bogen viser, at væsentlige dele af Paludan-Müllers og historismens religiøse historieforståelse blev videreført i den historieforståelse som siden slutningen af 1800-tallet har været fundamentet i den danske kildekritiske historietradition.
Bogen følger Paludan-Müllers liv fra den tidlige ungdom til årene som professor på Københavns Universitet. Den behandler Paludan-Müllers forfatterskab og sætter dette i relation til historismens udvikling og indflydelse i Danmark. Hans værker omhandler dansk og europæisk historie i middelalderen og nyere tid, og de blev både læst og anerkendt uden for Danmarks grænser.
Bogen er opbygget kronologisk og følger Paludan-Müllers liv - hans ungdomstid hvor han blev adjunkt på Odense Katedralskole og udgav sine første historiske skrifter, perioden hvor han tog sin doktorgrad, hans tid som rektor for Nykøbing Katedralskole med gennemgang af hans syn på uddannelse og den lærde skole, de sidste ti år som professor ved Københavns Universitet.
"Det er vores håb, at bogen på den måde både vil kunne tjene som en samlet historiografisk biografi og som opslagsværk for dem, der er interesseret i enkelte sider af Paludan-Müllers produktion eller liv"(fra Forord).
Bogen indeholder desuden en indledende redegørelse for en række historiske grundbegreber og en gennemgang af den tyske idéhistorie, som Paludan-Müller var stærkt inspireret af. Endvidere et afsluttende kapitel der skildrer arven efter Paludan-Müller.
Mads Mordhorst, cand.mag. i historie og filosofi, ph.d., er adjunkt på Center for Virksomhedshistorie ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, Handelshøjskolen i København.
Jes Fabricius Møller, cand.mag. i historie og filosofi, ph.d., er adjunkt ved Afdeling for Historie, Københavns Universitet.

UDDRAG AF INDHOLD: Ranke og historismen. Paludan-Müllers ungdom (1805-1840). Doktorperioden (1840-1853). Rektorår (1853-1872). Professorår (1872-1882). Eftertiden. Litteraturliste. Sag- og stedregister. Navneregister.

UDGIVERE:

Det Kongelige Bibliotek

Museum Tusculanums Forlag
Njalsgade 94, 2300 København S
Tlf: 35 32 91 09, fax: 35 32 91 13
Internet: www.mtp.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk