[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Den spanske borgerkrig 1936-1939. Af Antony Beevor. 544 sider, 18 x 24,5 cm. Ill: 51 fotos, 12 kort. Pris kr 399,00 (ib.). [Udgivet 22/8 2006]

Oversat af Ole Steen Hansen. Original: The Battle for Spain - The Spanish Civil War 1936-1939 (ny udgave, Weidenfeld & Nicholson, 2006)

Den spanske borgerkrig varede fra 1936 til 1939 og bragte Franco til magten som diktator i næsten fire årtier - helt op i vores tid.
Det er 70 år siden, at den spanske borgerkrig brød ud. Selv efter så mange år er det en af de mest omdiskuterede krige i Europa. Mange ser den som begyndelsen på anden verdenskrig, andre - f.eks. republikanerne - tror stadig, at Spanien kunne have undgået det fascistiske diktatur, hvis venstrefløjen havde vundet - og at det ville have skånet verden for Hitlers rædsler. Andre igen - som f.eks. nationalisterne - hævder, at det var en krig mellem tredjeparter og indledningen til den kolde krig mellem det åbne Vesten og det lukkede Østeuropa.
"Den Spanske Borgerkrig er ofte blevet beskrevet som et opgør mellem venstre og højre, men det er en misvisende forenkling. To andre konfliktfyldte modsætninger viste sig: statscentralisme mod regionalt selvstyre og autoritært styre mod den enkeltes rettigheder. De nationalistiske styrker på højrefløjen var langt mere sammenhængende, fordi de med få undtagelser samlede tre forbundne ekstremer. De var højreorienterede, centralistiske og autoritære på samme tid. Republikanerne var på den anden side et sammenkog af uforenelig og gensidig mistro, hvor centralister og autoritære, særligt kommunisterne, stod over for regionalister og frihedselskende"(fra Indledning).
Antony Beevor beskriver krigen i al dens rædsel, forhistorien, politiseringen, fanatismen, kampene og personerne. Bogen beretter ikke blot om krigen og dens kampe, men viser også alle de interne stridigheder blandt de kæmpende. Og han gennemgår omhyggeligt det internationale spil om borgerkrigen. Alle Europas nationer syntes at deltage i denne krig - lige fra spanierne selv til højreorienterede og venstreorienterede frivillige - og alle gav de krigen dens ansigt i reportager, bøger, kunst og blod.
Antony Beevor mener ikke, at borgerkrigen var uundgåelig. Men klassekampen og de ideologiske spændinger i det spanske samfund frem til venstrefløjens sejr ved valget i 1936 lagde en solid bund for det militærkup, der udløste borgerkrigen. "Den Spanske Borgerkrig huskes dog bedst i rent menneskelige termer: sammenstødet mellem overbevisninger, vildskaben, generøsiteten og egoismen, minsistres og diplomaters hykleri, forræderiet mod idealer, de politiske manøvrer og frem for alt tapperheden og selvopofrelsen blandt dem, der kæmpede på begge sider."
Antony Beevor skrev bogen i 1982, men har nu udgivet en fuldstændig gennemskrevet og revideret udgave, der baserer sig på ny forskning og de åbnede krigsarkiver.
Antony Beevor blev uddannet i Winchester og på Sandhurst. Han var officer ved 11th Hussars og gjorde tjeneste i Tyskland og England, indtil han efter fem år forlod den britiske hær. Han har fået udgivet adskillige prisbelønnede værker, heriblandt Berlin, om afslutningen af anden verdenskrig i Europa, samt Stalingrad, om tyskernes voldsomme nederlag i Rusland.

UDDRAG AF INDHOLD: Det gamle Spanien og Den Anden Republik (kongedømmets fald; Den Anden Republik; Folkefronten). Krigen mellem to slags Spanien (kampen om kontrollen med regionerne; den røde terror; den hvide terror; den nationalistiske zone; den republikanske zone). Borgerkrigen bliver international (Sovjetunionen og Den Spanske Republik; de internationale brigader og de sovjetiske rådgivere; slaget om Madrid). Verdenskrig via stedfortræder (krigens metamorfose; slagene ved Jarama og Guadalajara; krigen i nord; propagandakrigen og de intellektuelle). Interne spændinger (borgerkrigen i borgerkrigen; slaget om Brunete; den belejrede republik; krigen i Aragonien). Vejen til katastrofen (knuste fredshåb; slaget ved Ebro; republikken i den europæiske krise; Cataloniens fald; republikkens sammenbrud). Vae Victis! (det nye Spanien og Francos Gulag; de landflygtige og Den Anden Verdenskrig; den uafsluttede krig). Bibliografi. Noter. Stikord.

UDGIVER:
Borgens Forlag
Valbygårdsvej 33, 2500 Valby
Tlf: 36 15 36 15, fax: 36 15 36 16
Internet: www.borgen.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk