| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Renæssancens verden.
Tænkning, kulturliv, dagligliv og efterliv. Redigeret af Ole Høiris
& Jens Vellev. 546 sider, 22 x 28 cm. Med 225 illustrationer (144
i farver). Pris kr 298,00 (ib.). [Udgivet 25/8 2006]
I denne bog belyses renæssancen
i tekst og billeder som en epoke i sig selv og som mellemled mellem den
religiøst dominerede middelalder og den verdslige modernitet, og
der fokuseres på såvel brud som kontinuitet i tænkning,
kultur og dagligliv. Også renæssancens renæssance i
nyere tid behandles.
Renæssancen var
en af de mest revolutionerende epoker i historien. Jorden blev flyttet
væk fra universets centrum; Gud overlod verden til menneskenes ansvar;
Europa blev hærget af langvarige religionskrige; stadig større
dele af verden kom ind i den europæiske horisont gennem opdagelsesrejser
til lands og til søs; verdenshandlen kom på europæiske
hænder; trykkekunstens effekt slog igennem i form af bredt tilgængelige
publikationer; centralperspektivet indførtes i malerkunsten. I
renæssancen blev grundlaget for den moderne verden skabt. Tvivlen
blev både intellektuel og kunstnerisk produktiv, studiet af den
virkelige verden fik forrang over filosofiske og teologiske udledninger,
og verden viste sig meget større og kulturelt mere mangfoldig,
end nogen hidtil havde kunnet forstille sig. At forstå denne verden
med henblik på at skabe menneskelig frihed, lykke og rigdom blev
det store projekt, der udprang af renæssancen.
Bogens indlæg
dækker et bredt udsnit af renæssancens verden. I bidrag om
renæssancens tænkning præsenteres og diskuteres tidens
åndsliv, som det kom til udtryk videnskabeligt, religiøst,
filosofisk, antropologisk, litterært, juridisk og æstetisk.
Herefter følger et afsnit om kulturlivet med fokus på teateret,
litteraturen, billedkunsten og den kunst at skrive breve. Renæssancens
dagligliv belyses primært arkæologisk med bidrag om saltproduktion,
kældre og vinduesruder. Dette følges op af en beskrivelse
af nonnernes liv på San Cataldo, og de sproglige rester af den tidlige
kontakt mellem baskerne og canadiske indianere. Endelig afsluttes bogen
med redegørelser for nutidige behandlinger af renæssancen
inden for arkæologien, dansk musikforskning og arkitektur.
Bogen indledes af Helge
Kragh, der beskriver den hermetisk-paracelsiske kemis eller alkymis centrale
rolle i renæssancens filosofisk-teologiske tænkning og praktiske
eksperimenter med stoffer for at skabe guld eller medicin.
I Henning Høgh
Laursens bidrag er det konsekvensen af frisætningen af mennesket
i renæssancen, der undersøges. Alle sandheder skulle ikke
længere udspringe af åbenbaringen, men kunne nu findes ved
observation, induktion og eksperiment.
Ole Høiris behandler
den måde man i renæssancen identificerede og kategoriserede
de mange nye folk, europæerne mødte under de store opdagelser.
Jørn Erslev Andersen
viser med Erasmus af Rotterdam som udgangspunkt og Thomas More og Francois
Rabelais som eksempler den silénske dobbelthed som et centralt
stilistisk træk.
Birgitte R. Hornbek
beskriver på baggrund af en redegørelse for opfattelserne
af melankoli i antikken og middelalderen det brud i melankolihistorien,
der foregår i renæssancen.
Per Ingesman viser,
at den kanoniske ret i renæssancen fik en større udbredelse
og betydning i Danmark.
Per Andersen behandler
renæssancehumanisternes bestræbelser på ved hjælp
af kildekritikken og historisk-filologiske studier at finde frem til de
originale tekster inden for retsvidenskaben.
Bodil Marie Thomsen
undersøger, hvorfor moden som fænomen opstår i europæiske
bysamfund i 1300-tallet i en brydningstid, præget af såvel
middelalderlig tankegang som en begyndende renæssancehumanisme.
Anden del af bogen indeholder
indlæg om renæssancens kulturelle produkter - om teater, om
fyrstebeskrivelser, om Rimkrøniken, om de islandske sagaer,
om billedkunsten, om kunsten at skrive breve.
Michael Skovmand indleder
denne del med en undersøgelse af en række opfattelser af
Shakespeares liv, teater og værker.
Annelis Kuhlmann analyserer
den måde, det såkaldte Randershåndskrift blev
teatraliseret på - den danske renæssances bud på teatralsk
samtidsdramatik.
Erik Vive Larsen beskæftiger
sig med de forskellige fyrstebeskrivelser, der gennem middelalderen og
renæssancen blev lavet i Danmark.
Pernille Hermann analyserer
Rimkrøniken, mens Agnes S. Arnorsdottír viser hvordan interessen
for de islandske sagaer blev meget stærk i det 17. århundrede.
Hans Jørgen Frederiksen
belyser den middelalderlige ikonografis pludselig ophør, og Maria
Fabricius Hansen tager sig af en anden form for billedgørelse i
form af groteskerne.
Denne del afsluttes
af Marianne Pade med en artikel om kunsten at skrive breve.
Tredje del af bogen
belyser dagliglivet i renæssancens Danmark både historisk
og arkæologisk.
Jens Vellev behandler
saltproduktionen på Læsø og læsøboernes
betaling af saltafgifter til domkapitlet i Viborg.
Jan Kock skildrer udviklingen
af glasfremstilling i udlandet og senere i Danmark og viser, hvordan det
blev mode at få lavet emaljebemalede ruder indfattet i bly.
Hans Krongaard Kristensen
beskæftiger sig med resterne af renæssancens hvælvede
kældre, og beskriver eksempler på sådanne kældre.
Susanne Malchau beskriver
centrale dele af San Cataldo klostrets historie, og specielt det liv nonnerne
levede her i renæssancen.
Peter Bakker påviser
nogle fælles ord, fortællinger, navne, kunstmotiver og beretninger
om gensidige besøg mellem baskerne og østcanadiske indianere.
Sidste del af bogen
belyser renæssancens efterliv med bidrag om forskningen i renæssancens
liv og om inspirationen fra renæssancen.
Mette Svart Kristiansen
præsenterer dels middelalder- og renæssancearkæologi
som fag dels - og især - middelalderarkæologiens og andre
kulturhistoriske fags undersøgelser af renæssancebondens
liv.
Thomas Holmes analyse
drejer sig om Aarhus Universitets første musikprofessor, Knud Jeppesens
verdensberømte stilforskning i renæssancens musik. Et upubliceret
foredrag af Knud Jeppesen er optrykt.
Bogen afsluttes af Carsten
Bach-Nielsen, der skildrer det danske arkitektmiljøs internationale
inspiration og stilmæssige mangfoldighed gennem den første
del af det 20. århundrede som den kontekst, Ejnar Packness' arkitektkarriere
tog udgangspunkt i og udviklede sig i forhold til. Han viser, hvorledes
Ejnar Packness, på trods af at alle andre arkitekter havde forladt
nyrenæssancen som stil, fortsatte med at bygge inden for den - og
omtaler især inspirationerne til nybyggede kirker i Ålborg
og Herning.
Bogen er udgivet af
Aarhus Universitet som bidrag til Renæssanceåret 2006
- og viser mange afde facetter af renæssancen, som indgår
i universitetets forskning.
UDDRAG AF INDHOLD: Renæssancens
tænkning. Alkymi og hermetisk kemi fra Severinus til Borch.
Luther og reformationen. Strejftog i renæssancens tænkning
- filosofi, menneske og natur. Renæssancens vilde - fra vildmand
til vildskab. "Verden er et galehus" - om forestillelse og etisk skepsis
i renæssancelitteraturen. Renæssancens omvurdering af melankolien.
Kirkerettens renæssance. Renæssancens retsvidenskab. Centralperspektivet
og modens opkomst. Renæssancens kulturliv. Shakespeare
og renæssancen. Teatralitet i dansk dramatik fra renæssancen
- scener fra Hamlets samtidige teater i Danmark. Renæssancens fyrstebeskrivelser.
Rimkrøniken - tradition og erindring i senmiddelalder og tidlig
renæssance. Erindringer i afskrift - om den islandske oldtidsinteresse
i 1500- og 1600-tallet. Billedkunstens renæssance og reformation.
Renæssancens grotesker. Kommunikation og selviscenesættelse
- brevet i renæssancen. Renæssancens dagligliv.
En rejse 1597 til Læsøs salt. Ruder med personlighed - en
mode i renæsancen. Hvælvede kældre i renæssancens
købstæder. Nonneliv på San Cataldo i renæssancen.
Renæssancens spor - canadiske indianeres kontakt med baskere. Renæssancens
efterliv. Renæssance, arkæologi - og bønder.
Om renæssancer, Knud Jeppesen og en fremsynet fodnote. Arkitekturens
afsked med renæssancen - Ejnar Packness og hans værk. Navneindeks.
UDGIVER:
Aarhus Universitetsforlag
Langelandsgade 177,
8200 Århus N
Tlf: 89 42 53 70, fax:
89 42 53 80
Internet: www.unipress.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|