[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Personaleledelse - artikler og cases. Ulla Bruun de Neergaard, Henrik Holt Larsen, Bente Øhrstrøm (red.). 349 sider, 17 x 24 cm. Ill: 1 fotografi, 42 figurer. Pris kr 375,00. [Udgivet 2006]

Denne bog rummer en række spændende artikler og cases om personaleledelse. Bogen er et vigtigt supplement til den klassiske lærebog Personaleledelse - en målrettet strategiproces (2. udgave, 2004), der præsenterer og diskuterer en række centrale temaer inden for personaleledelse.
Artikel- og casesamlingen har den samme overordnede struktur og kapitelinddeling som grundbogen og kan derfor anvendes og læses sideløbende med denne. Den består af uddybende artikler og konkrete cases, der belyser og eksemplificerer de samme temaer som grundbogen: personalepolitik og planlægning, rekruttering, karriereplanlægning og personaleudvikling, læring og ledelse, motivation og gruppeprocesser, afvikling af personale, belønningssystemer, international personaleledelse, personaleledelse og virksomhedsstrategi.
Bogen afspejler, at de menneskelige ressourcer har fået strategisk betydning i både private og offentlige virksomheder. Personaleforhold er kommet mere i fokus, enten af ideologiske grunde eller ud fra en erkendelse af, at personalerelaterede omkostninger ofte udgør op imod 80% af virksomhedens samlede omkostninger. Den nye dagsorden for personaleledelse rummer mange facetter. Der er i stigende grad en gensidig afhængighed mellem virksomhed og medarbejdere, og der er i vore dage en meget mere kompliceret psykologisk kontrakt mellem de to parter end tidligere. Dette har ført til en skærpet bevidsthed om den enkelte leders personaleansvar. Jo mere medarbejderne udgør den centrale ressource i virksomheden, jo større pres lægges der på lederne om at kunne og ville udøve professionel personaleledelse.
I en serie håndplukkede artikler, skrevet af fagfolk, belyses specialtemaer inden for personaleledelse. Artiklerne lægger sig i forlængelse af de generelle kapitler i grundbogen. Casene viser, hvordan konkrete virksomheder arbejder med personaleledelse: hvad er udfordringerne, hvilke initiativer er sat i gang, hvilke resultater er opnået - og hvad er planerne nu?
Bogen kan med fordel læses parallelt med grundbogen, idet den er med til at skabe en treklang i behandlingen af fagområdet: de generelle kapitler i grundbogen nuanceres gennem spidse, tematiske artikler og testes i forhold til virkeligheden gennem de cases, som supplementsbindet også rummer.
Bogen foregiver ikke "at give et dækkende billede af HRM-området, men belyser - gennem relevante, spændende artikler og cases fra praksis - nogle aspekter med central betydning for virksomhedens anvendelse af de menneskelige ressourcer"(fra Forord).
Bogen er velegnet som supplerende materiale i undervisning eller som perspektiverende og inspirerende læsning for ledere, medarbejdere eller andre, der er involveret eller interesseret i human ressource management og personaleledelse.
Ulla Bruun de Neergaard er selvstændig konsulent med fokus på nye forretningsområder, netværk og internationale relationer. Har beskæftiget sig med ledelse, opbygning af organisationer, internationalisering, nordisk forskningssamarbejde og undervisning i USA, Norge og Danmark gennem de seneste 25 år.
Henrik Holt Larsen, dr.merc., er professor i Human Resource Management (HRM) ved Institut for Organisation og Arbejdssociologi ved CBS, Handelshøjskolen i København.Hans primære forskningsområder er strategisk og international HRM, kompetence- og karriereudvikling, medarbejdersamtaler mv. Han er koordinator for HRM-linjen på cand.merc.-studiet ved CBS og (med)forfatter til ca. 40 bøger og 350 artikler om HRM.
Bente Øhrstrøm, cand.psyk. med speciale i arbejds- og organisationspsykologi, arbejder som HR-manager i TietoEnator Danmark med ansvar for hele HR-området. Hun har beskæftiget sig med organisationsudvikling, lederudvikling, personaleudvikling og -administration i danske og internationale virksomheder siden 1974.

UDDRAG AF INDHOLD: Personaleledelse. Personalepolitik. Personaleplanlægning. Rekruttering. Karriereplanlægning. Personaleudvikling. Afvikling. Medarbejdermotivation. Gruppedynamik. Læringsmiljø og ledelse. Belønningssystemer. Personaleledelse og strategi. International personaleledelse. Personaleledelse i fremtiden.

FORFATTERE: Henrik Holt Larsen, Eva Bøgelund, Henrik D. Sørensen, Mette Nørlem, Peter Altenborg, Stig Carlsen, Marianne Helms, Bente Øhrstrøm, Jan Sigvardsen, Franciska Kann, Annette Bach Laursen, Lotte Krag, Gert Graversen, Inge Bank, Hans Davidsen-Nielsen, Tina Østergaard, Bjarne Wahlgren, Flemming Flyvholm, Peter la Cour Bentzon, Anna Patrizia Rogaczewska, Mette Bryde Lind, Villy J. Rasmussen, Michael Valentin, Lars Goldschmidt, Kirsten Torp, Michael Kiaby, m.fl.

UDGIVER:
Nyt fra Samfundsvidenskaberne
Institut for Organisation og Arbejdssociologi
Kilevej 14 A, 2000 Frederiksberg
Tlf: 38 15 28 15, fax: 38 15 28 28
E-post nfs@cbs.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk