[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Fortet og den kolde krig. Langelandsfort 1953-1993 / Das Fort und der kalte Krieg. 2. udgave. Af Ole Mortensøn. 143 sider, 21 x 20 cm. Ill: 91 fotos, 25 tegninger, 6 kort. Pris kr 85,00. [Udgivet 2006]

Ajourført og udvidet udgave - tidligere udgave 1999. "Siden 1999 har Museum Langelandsfort udviklet sig med nye spektakulære udstillingsgenstande - to jagerfly og to orlogsfartøjer. Disse er naturligvis medtaget i denne nye udgave"(fra Indledning).

Denne bog indeholder en beskrivelse af Langelandsfort som et militært anlæg, samt en redegørelse for den verdenspolitiske situation, der var baggrund for etableringen af fortet.
Bogen er en utraditionel beskrivelse af et militært anlæg - såvel på Langeland som i Danmark og i den storpolitiske verden. Derved er historien om fortet blevet et tidsbillede af perioden fra 1950 til 1990. Samtidig fortæller den også om de mange spændende installationer på Museum Langelandsfort og om, hvorledes man herfra observerede russisk raketudstyr på vej til Cuba, og dermed startede Cubakrisen.
Langelandsfort blev taget i brug i 1953-54. "Som led i moderniseringen af Danmarks søforsvar efter NATOs strategi blev det bestemt at opføre to nye forter, nemlig Stevnsfort og Langelandsfort, hvis opgaver skulle være at beherske sydlige Øresund og Langelandsbælt."
I 1993 blev fortet nedlagt, og i 1997 åbnet som museum. Museum Langelandsfort ligger på Sydlangeland og består af et 11 ha stort område, hvor der forefindes 12 militære bunkeranlæg. "Fortet er delvis skjult i terrænet og ligger tilbagetrukket fra kysten i et let bakket terræn med god udsigt over Langelandsbælt og Østersøen."
Bogen indledes med beskrivelse af en rundgang på Langelandsfort, hvor der blandt andet fortælles om operationsbunkeren, om luftværnsbatterierne, om fortets kanoner, og om museets jagerfly og orlogsfartøjer.
Udgivelsens anden del indeholder historien om den storpolitiske udvikling fra Jalta til murens fald og tiden efter den kolde krig - som baggrund for forståelse af det militære anlæg Langelandsfort. Derpå følger et kort kapitel med klip fra historien om det danske samfunds udvikling under den kolde krig.
Tredje del af bogen er fortællingen om Langelandsfort - om fortets tilblivelse, drift og nedlæggelse. Denne del indeholder beretninger om fortet som tjenestested, som del af den danske flåde og del af det langelandske samfund - med omtale af fortets kanoner og bemanding, fortet og Cubakrisen, tilværelsen på Langelandsfort, forplejning, fritidssysler, mv. Desuden en oversigt over den danske flåde gennem et halvt hundrede år.
Udgivelsen er udarbejdet som et tekst- og billedkatalog for Museum Langelandsfort. "Det giver gæster på fortet mulighed for før, under og efter besøget at uddybe og fastholde oplevelsen. Andre, dvs. læsere, som interesserer sig for vor egen tid, vil forhåbentlig også få glæde af disse tilbagekig til den periode i det 20. århundrede som af historikere er blevet kaldt den kolde krig. [...] For forståelse af et militært anlæg som Langelandsfort er det storpolitiske forløb dog vigtigt. Det er den overordnede præmis for fortets tilblivelse, drift og nedlæggelse, og derfor udgør historien om den storpolitiske udvikling fra Jalta til murens fald en del af den efterfølgende fortælling om Langelandsfort"(fra Indledning).
Teksten er på dansk og tysk.

UDDRAG AF INDHOLD: Fortet nedlægges. Fortet bliver museum. Rundgang på museet (fortets beliggenhed; o-bunkeren; luftværnsbatteri nord; kanon 1; jagerflyene; Draken-flyet; MiG flyet; orlogsfartøjerne; u-båden 'Springeren'; marinehjemmeværnsfartøj 'Askø'; koldkrigsudstillingen) . Storpolitik. Danmark under Den kolde krig. Langelandsfort (fortet bygges; fortets kanoner; fortets bemanding; fortet og Cubakrisen; fortets kost; bolig, vagt og arbejde; fritidssysler; den danske flåde 1945-1990; danske fly; danske søbefæstninger; dansk flådeartilleri). Register (stednavne; personnavne; skibsnavne). Litteraturfortegnelse.

UDGIVER:
Langelands Museum
Jens Winthersvej 12, 5900 Rudkøbing
Tlf: 63 51 10 10, fax: 63 51 10 11
E-post: langelandsmuseum@rudkom.dk
Internet: www.langelandsmuseum.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk