| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Sjak, mestre og skibsbyggeri.
Arbejdsliv og dagligdag på B&W 1945-1996. Af Torkil Adsersen,
Niels Jul Nielsen. 124 sider, 24 x 27 cm. Ill: 86 fotos, 3 tegninger,
1 figur. Pris kr 150,00. [Udgivet 2005]
Denne bog behandler efterkrigsperioden
i skibsværftet Burmeister & Wains historie - en periode, hvor
der skete utallige forandringer, fremskridt og rationaliseringer. Forfatterne
giver et alsidigt indtryk af arbejdspladsens mange funktioner og arbejdsområder,
og bringer læseren tæt på de folk, det hele drejede
sig om.
Lukningen af B&W
skibsværft i 1996 markerede afslutningen på en epoke i dansk
industrihistorie. Virksomheden havde da bygget skibe siden 1854, først
på Christianshavn og fra 1873 på Refshaleøen. Værftet
var kendt som en af de toneangivende virksomheder i Danmark over en periode
på næsten 150 år - både med hensyn til størrelse,
teknisk innovation og fagpolitisk engagement.
Bogen stiller skarpt
på arbejdslivet og dagligdagen i tiden efter anden verdenskrig.
"Sigtet med bogen er at give et lille indblik i det brogede liv, der har
udfoldet sig indenfor virksomhedens rammer gennem det sidste halve århundrede
frem til lukningen. Vi har særlig lagt vægt på at vise
sammenhængen mellem værftets produktion og teknologi og den
dagligdag, der blev levet af virksomhedens mange ansatte. [...] Helt overordnet
har vi søgt at anskue skibsværftet Burmeister & Wain
som en enhed, der dannede rammen om mange forskellige typer af arbejde
og kultur. Vi har lagt særlig vægt på de ansattes tilknytning
til arbejdspladsen, den rolle de spillede på virksomheden, og ikke
mindst relationerne mellem de mange ansatte"(fra Indledning).
Bogen fortæller
om det hele - både om arbejdsprocesserne i forbindelse med skibsbygningen,
og om organiseringen af arbejdet der var et stort puslespil af forskellige
sjak og arbejdsgrupper, som nødvendigvis måtte spille sammen
for at arbejdet kunne udføres. Der tages udgangspunkt i teknologien
og arbejdsprocesserne i skibsbyggeriet for på denne måde at
give et indtryk af de forskellige afdelingers rolle gennem hele forløbet
fra tegnebordet til det færdigbyggede skib lå ved udrustningskajen.
Det vises, hvordan virksomheden 'hang sammen' - hvilke funktioner der
indgik i den komplicerede proces og hvem der varetog dem. Desuden gives
et indtryk af de ansattes opfattelse af arbejdspladsen B&W. Der er
lagt vægt på at forstå og forklare folks opfattelser
af deres eget og andres arbejde, af deres egne og andres rolle på
virksomheden, af relationerne til andre afdelinger, osv. Bogen viser,
hvorledes arbejderne ikke blot kunne betragtes som en ensartet gruppe.
Tværtimod fandtes der en mangfoldighed af måder at forholde
sig til arbejdet, kollegaerne og virksomheden på. Det vises, hvorledes
de forskellige fag - skibsbyggere, klejnsmede, elektrikere, maskinarbejdere,
rørsmede, snedkere mv. - ændrede indhold i takt med at teknologien
forandrede sig. Teknologien, arbejdsgangene, materialerne osv. ændredes
hele tiden, og i takt med denne udvikling ændredes også opgaverne
i de enkelte fag. Ændringerne kunne være så store, at
man måtte oprette nye fag til at varetage de nye opgaver, men det
kunne også ske, at gamle fag ganske enkelt blev overflødige,
eller at de traditionelle faggrænser kom til at virke begrænsende
for arbejdets udførelse. Bogen viser også, hvorledes arbejderne
skabte sig frirum i en stadig mere rationaliseret og automatiseret produktion,
og hvorledes dette skete i et hårfint samspil med ledelsen i form
af virksomhedens mange funktionærer.
Bogen består af
tre hoveddele. En introducerende del giver et første overblik over
værftets ydre vilkår og indre organisering. Den anden hoveddel
- som samtidig er den største - giver indblik i de mange tilværelser,
arbejdspladsen dannede rammen om i efterkrigstiden, og forsøger
samtidig at forklare baggrunden for forskelligheder og forandring. Tredje
del ser specielt på relationen mellem arbejdet og den fri tid, og
dermed på det brogede liv, der ikke direkte havde med værftets
produktion at gøre.
Fremstillingen er ledsaget
af et omfattende billedmateriale - med billedtekster på dansk og
engelsk.
Bogen er blevet til
på baggrund af et feltarbejde og en registrering, forfatterne foretog
i forbindelse med lukningen af værftet i 1996.
"Vi har bestræbt
os på hele tiden at gøre rede for de principielle sammenhænge
mellem produktionen og de forskellige arbejdsliv. På denne måde
håber vi, at undersøglesen har en så bred udsagnskraft,
at den, udover at blive et dokument over skibsværftet på Refshaleøen,
kan give forståelse af og indblik i beslægtede forhold på
andre virksomheder"(fra Indledning).
Torkil Adsersen, cand.phil.
i europæisk etnologi, er leder af Skoletjenesten på Arbejdermuseet.
Han har bl.a. tidligere udgivet Varehuset i Nørregade
(2000) og Kold krig og kiksekage - arbejderfamilien mellem storpolitik
og hverdagstrængsler (2004).
Niels Jul Nielsen, ph.d.
i europæisk etnologi, er museumsinspektør på Københavns
Bymuseum. Han har bl.a. tidligere udgivet Virksomhed og arbejderliv.
Bånd, brudflader og bevidsthed på B&W 1850-1920 (2002)
og Mellem storpolitik og værkstedsgulv. Den danske arbejder
- før, under og efter Den kolde krig (2004).
UDDRAG AF INDHOLD: B&W
- udviklingen i store træk (B&W på verdensmarkedet; udvikling
i produktion og teknologi; Refshaleøen 1945, 1968 og 1996). Arbejdet
- forskelle og forandringer (de forskellige faggrupper; organisation;
arbejdspladsen i forskellige livssammenhænge). Andet end arbejde
(dagens vekslen mellem arbejde og fri tid; formelle og uformelle netværk).
Noter. Litteratur. Summary.
UDGIVERE:
Arbejdermuseet
Rømersgade 22,
1362 København K
Tlf: 33 93 25 75, fax:
33 14 52 58
E-post: am@arbejdermuseet.dk
Internet: www.arbejdermuseet.dk
Københavns Bymuseum
Absalonsgade 3, 1658
København V
Tlf: 33 21 07 72, fax:
33 25 07 72
E-post: sekr@kbhbymuseum.dk
Internet: www.bymuseum.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|