| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Grundbog i socialpædagogik.
Af Niels Rosendal Jensen. 383 sider, 15 x 22 cm. Pris kr 275,00. [Udgivet
2006]
En grundbog i faget socialpædagogik,
der giver en bredt anlagt indføring i socialpædagogik og
i grundlæggende socialpædagogiske problemstillinger.
Bogen rummer en grundig
gennemgang af socialpædagogikkens forudsætninger, både
historisk og nutidigt - og den behandler teorien bag socialpædagogikken,
forholdet mellem forskning og praksis foruden uddannelsen af socialpædagoger.
Bogen er skrevet med
baggrund i danske forhold og med ungdom og arbejdsmarked som omdrejningspunkt,
men bogen trækker især i den teoretiske diskusison af begrebet
socialpædagogik i væsentlig grad på den tyske diskussion.
"Genremæssigt har jeg valgt et blandingsbarn mellem en klassisk
lærebogsform og en mere diskuterende, kommenterende og forhåbentlig
også mere indsigelsesindbydende form. Valget af historiens form
er gjort i overensstemmelse med den muntre dialektik, som jeg hylder"(fra
Forord).
Bogens første
del behandler socialpædagogikkens historiske udvikling i samfundet.
Desuden drøfter første del socialpædagogikkens opgaver
i velfærdssamfundet, lægger en overordnet analyseramme for
en forståelse af ungdom og samfund, og runder af med en diskussion
om godhed og ondskab i det pædagogiske arbejde. Fremstillingen belyser
forholdet mellem socialpædagogikken og krisen i industrisamfundet,
og indkredser de udfordringer, socialpædagogikken står over
for. Endvidere følges, hvordan de overordnede tendenser i samfundsudviklingen
ser ud til at udhule fællesskaberne, den gensidige forpligtelse
og det gensidige ansvar over for medmennesket - og det drøftes,
om der kan og skal gøres noget for at styrke disse fællesskaber.
Bogen anden del diskuterer,
hvad socialpædagogisk teori er, og indkredser teorier om socialpædagogisk
handlen. Her diskuteres forholdet mellem videnskab og faglighed, forholdet
mellem forskning og praksis samt uddannelsen af socialpædagoger.
I denne del formuleres væsentlige tendenser i en socialpædagogisk
teoriudvikling, uddrages essenser vedrørende socialpædagogisk
forskning, ses nærmere på mulighederne for at udvikle ordentlige
rammer for pædagogers refleksion, påpeges nødvendigheden
af at pædagoger foretager observationer i den daglige kontekst,
belyses hvordan socialpædagogik kan forstås som akademisk
disciplin, undersøges hvordan et stærkt læringsmiljø
kan opbygges, diskuteres formelle og uformelle læreprocesser. Til
slut drøftes socialpædagogisk arbejde i lyset af nyere læringsteori
- med tanker om læringsfællesskaber, der ikke alene er "en
opsang til lærere, pædagoger og andre læremestre, men
nok så meget af interesse for at forstå, hvordan de unges
egne fællesskaber fungerer som steder for læring ved at tage
bestik af de andres handlinger."
Bogen er skrevet som
en lærebog til pædagoguddannelsen. Den henvender sig desuden
til lærere og pædagoger, der ønsker indsigt i, hvordan
socialpædagogik kan forstås.
Niels Rosendal Jensen
(f. 1949) er lektor i pædagogisk sociologi, institutleder ved Institut
for pædagogisk sociologi ved Danmarks Pædagogiske Universitet.
UDDRAG AF INDHOLD: Det
sociale spørgsmål. Et samfund i forandring - det
sociale spørgsmål som udgangspunkt (socialpædagogikken
og industrisamfundets krise; hvad kommer efter industrisamfundet?). Ungdom
i et nyt årtusinde. Den gode, den onde og den grusomme - social
adfærd og socialpædagogik (godhedens merværdi; ondskabens
merværdi). Socialpædagogisk teori og praksis.
Fra problem til teori og videre til praksis (det socialpædagogiske
problem; en teori/forskning for, af eller om socialpædagogik?).
Pædagogers refleksion - videnskab og profession. Uddannelse af socialpædagoger
- formelt, uformelt, nonformelt.
UDGIVER:
Forlaget PUC
CVU Midt-Vest
Reberbanen 13, 8800
Viborg
Tlf: 87 26 26 00, fax:
87 26 26 88
E-post: forlaget.puc@cvumidtvest.dk
Internet: www.cvumidtvest.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|