| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Egen. Af Jan Kjærgaard
Jensen. 35 sider, 17 x 24 cm. Ill: 61 farvefotos. Pris kr 60,00. [Udgivet
11/9 2006]
(Natur og Museum 2006
nr 3)
Denne udgivelse handler om
egen - et af de mest udbredte træer i Danmark. I hæftet fortælles
om egetræets naturhistorie og om egens store betydning for Danmarks
natur.
"I skov, i hegn og som
enkelttræer i det åbne land er egen med til at skabe stemning
og give landskabet karakter. Især store, gamle træer sætter
deres præg på landskabet. Her er egen frem for nogen leveringsdygtig
i skønheder."
I dette smukt illustrerede
hæfte fortæller naturvejleder Jan Kjærgaard Jensen med
omfattende indsigt og tæft for detaljer om egens år og liv
og om dens store rolle i samspillet med den øvrige natur.
Egen er den træart,
der betyder mest for det øvrige plante- og dyreliv i Danmark. Egen
er en såkaldt nøgleart, der muliggør tilstedeværelsen
af mange andre arter - over tusind andre organismer knytter sig til den.
Planter, insekter, fugle, svampe og laver finder deres levested i træets
nærhed og på eller i blade, stamme, grene, bark og rødder.
Og det er en sikker satsning, for egetræer bliver stående
meget længe. Når bøgen er 300 år og er ved at
rådne op på grund af svamp og ælde, da er egen stadig
sund og stærk. Kongeegen i Jægerspris Nordskov anslås
at være over 1500 år gammel. Den står nu som en ruin,
men lever - lige akkurat. Egetræer kan rådne forbavsende meget
i de centrale dele uden at dø, for vandtransporten foregår
kun i de yderste årringe lige under barken.
Hæftets kapitler
omtaler de to arter af eg i Danmark - vintereg og stilkeg - og giver en
karakteristik af egens udseende, veddet og dets egenskaber, udbredelse
og voksesteder. Endvidere skildres egens liv fra spiringen af et agern,
over ungtræets vækst og videre udvikling, til træets
alderdomsfase. Også årets gang for egen beskrives - og der
gives et overblik over de forskellige svampe, dyr og planter som er helt
eller delvist afhængige af egetræer som levested.
I hæftet fortælles
desuden om de øvrige arter af eg, om forskellige skovtyper, om
egetræ og datering ved dendrokronologi, og om egetræets anvendelse.
Egetræ er et stærkt materiale, som anvendes til mange formål.
Forfatteren slutter med anvisningen på en af de mere finurlige anvendelsesmuligheder,
nemlig til fremstilling af ege-cognac!
Udgivelsen henvender
sig til alle naturinteresserede. Til undervisningsbrug i folkeskolens
ældste klasser, gymnasier, mv.
Jan Kjærgaard
Jensen (f. 1951), cand.scient. i biologi med speciale i krybdyrs økologi.
Ansat ved Naturhistorisk Museum 1982, højskolelærer 1985.
Siden 1986 ansat ved statsskovene. Har arbejdet med undersøgelser
af padder og krybdyr og lavet en lang række udsendelser i radio
og tv. Har skrevet mange artikler samt hæfterne Danmarks krybdyr,
Danmarks padder og Nye dyr i Danmark til Natur og Museum.
Desuden flere bøger, bl.a. Historien i blomsten, Hårup
Sande og Schousbye Sø, Vandskaden og andre oversete dyr
samt Det rene pip (fuglehistorier).
UDDRAG AF INDHOLD: Karakteristik
af egen. Egens år og liv. Skovtyper. Tilknyttede oganismer (fugle;
pattedyr; svampe; laver; insekter). Egens anvendelse. Supplerende læsning.
UDGIVER:
Naturhistorisk Museum
Wilhelm Meyers Allé 210, 8000 Århus C
Tlf: 86 12 97 77, fax: 86 13 08 82
E-post: nm@nathist.dk
Internet: www.nathist.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|