[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Folkekunst ... kun fantasien sætter grænser. Af Helle Ravn & Heinrich Mehl. 162 sider, 25 x 23 cm. Ill: 242 fotos (234 i farver), 3 tegninger, 1 kort. Pris kr 195,00 (ib.) [Udgivet 2006]

En samlet fremstilling af moderne former for folkekunst fra Danmark og Sydslesvig gennem det sidste halve århundrede. Vindfløje, pileflettede lysthuse, graffiti, murede obelisker, træskulpturer - det er blot nogle af de ting, som indgår i denne undersøgelse af folkekunst i industrisamfundet.
Bogen viser at folkekunsten lever og har det godt. I dag er folkekunsten cementfigurer i haven, udskårne døde elmetræer, barselsstorke, stole af grene, haveskulpturer af reservedele fra fly, 30-års fødselsdagstøndefigurer, ikoner, broderede billeder, billedskærerarbejder, sørøverhoveder, festivalbannere og meget, meget mere.
Folkekunst er ikke almindelig husflid eller normalt håndværk. Det er heller ikke kunst som det der vises på kunstmuseer eller i gallerier. Men rundt omkring i landet sidder mennesker - i det skjulte eller som lokalkendte 'originaler' - og lader fantasien sprudle i gamle og nye teknikker, i gamle og nye materialer. Noget bliver skabt for at bruges i familien, andet som gaver, og en stor del bliver solgt på markeder og messer.
Bogens to forfattere er garvede etnologer og museumsfolk. Helle Ravn har i mange år arbejdet på Langelands Museum og Heinrich Mehl, tilknyttet Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot, er tidligere leder af 'Volkskundliche Sammlungen Hesterberg' i Slesvig. Som baggrund for deres analyse af de sidste 50 års moderne folkekunst ligger et meget stort materiale - mere end 60 folkekunstnere er blevet interviewet, kunsthåndværker- og husflidsmarkeder er blevet besøgt og temaet er blevet vendt og drejet med både inden- og udenlandske forskere.
"Et af undersøgelsens hovedformål har været at undersøge, i hvor høj grad landegrænsen mellem Danmark og Tyskland fra 1920 har skabt forskelle i folkekunsten nord og syd for grænsen. [...] Et andet formål var at undersøge, om der eksisterer ligheder mellem nutidens og den førindustrielle folkekunst. Og om man overhovedet kan tale om folkekunst i det tyvende århundrede. Redskaberne er nogle ganske andre end førhen - f.eks. bliver elmetræsstammer savet ud med motorsav - frembringelserne er mere pynte- end brugsgenstande, materialerne er ofte moderne, bevæggrundene til at lave folkekunst er i en del tilfælde anderledes. Alligevel viste der sig at være en lang række ligheder mellem før og nu i de bagvedliggende mekanismer. Et tredje formål med undersøgelsen var at afdække, i hvilken grad danske museer havde fulgt op på den indsamling af folkekunst, som foregik for omkring 100 år siden"(fra Indledning).
I bogen indkredses en række karakteristika for nutidens folkekunst fra 1950'erne og frem, en periode hvor man ophørte med at anvende selvproducerede materialer og stedet anvendte præfabrikerede materialer og maskinelt værktøj. "Det er en periode, hvor velstanden steg, og hvor velfærden bevirkede, at langt de fleste mennesker kunne købe deres fornødenheder i stedet for selv at fremstille dem."
Bogen viser at forholdet mellem folkekunst og husflid har ændret sig ganske meget i de sidste 50 år. Folkekunsten har udviklet sig parallelt med husfliden, men i et mere ukontrolleret forløb. [...] Folkekunsten har været en vildtvoksende form for æstetisk produktion, som har ændret sig i takt med ændringer i samfundet. Den har i langt højere grad en husfliden været influeret af samtidens kunst og industrielle design."
Et kapitel ser på bevæggrundene bag folkekunsten og dens forskellige udtryksformer, mens andre ser på folkekunstnerens kreative evner og tekniske formåen. Bogen omtaler også eksempler hvor folkekunsten er indgået i en form for fællesskab med anden folkekunst "hvorved der er opstået et samspil mellem folkekunst og mennesker, et samspil som fastholder et kulturelt mønster, hvad enten det er fejringen af den 30 års fødselsdag, graffitimalerens tilegnelse af byens vægge eller gruppen af mænd, der vedbliver med at lave knive."
Nogle af bogens kapitler behandler grundigere en række eksempler på folkekunstnere fra henholdsvis Sydslesvig og Danmark med omtale og fremvisning af deres produktion.
Bogens sidste kapitel handler om danske museers interesse for nyere folkekunst. Enkelte museer har samlinger af moderne folkekunst, andre museer har indsamlet enkelte arbejder, men "set som en helhed er der ikke indsamlet særlig meget folkekunst fra de sidste 50 år."
Bogen indeholder mere end 250 farvebilleder, som viser folkekunstnernes værksteder og en lang række af deres sjove, skøre, rørende, underfundige, kreative og idérige arbejder.
Bogens undersøgelse er også blevet formidlet med en museumsudstilling på Langelands Museum og Sønderborg Slot. I 2007 bliver udstillingen vist på Viborg Stiftsmuseum, Skjern-Egvad Museum og Skive Museum.

UDDRAG AF INDHOLD: Hvorfor folkekunst - en forskningsoversigt. Folkekunst og forskningen i Skandinavien. Folkekunst og forskning i Tyskland. Indkredsning af begrebet folkekunst. Kreativitetens mekanismer. Folkekunstens rum. Folkekunstens fællesskaber i Danmark. Folkekunstens fællesskaber i Slesvig-Holsten. Salg på markeder i Slesvig-Holsten. Eksempler på slesvig-holstensk folkekunst. Fem eksempler på danske folkekunstnere. Sammenligning Danmark - Slesvig-Holsten. Danske museer og den moderne folkekunst. Deutsche Zusammenfassung. Metode og kilder (upublicerede kilder; internet; periodica; litteratur; noter).

UDGIVER:
Langelands Museum
Jens Winthersvej 12, 5900 Rudkøbing
Tlf: 63 51 10 10, fax: 63 51 10 11
E-post: langelandsmuseum@rudkom.dk
Internet: www.langelandsmuseum.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk