| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
At skabe en klient. Institutionelle identiteter i socialt arbejde. 4.
oplag. Margaretha Järvinen og Nanna
Mik-Meyer (red.). 246 sider, 14 x 22 cm. Pris kr 275,00. [Udgivet
2006]
Optryk - originaludgave 2003.
Denne antologi beskriver, hvordan velfærdsinstitutioner sætter
nogle bestemte - og begrænsende - rammer for mødet mellem
klient og 'system'.
Aldrig tidligere har der i vores sociale system været så mange
professionelle hjælpere beskæftiget med at hjælpe, behandle
og yde omsorg til så mange typer af 'problem-identiteter', fx overvægtige,
anorektiske, incestramte, socialt sårbare og seksuelt chikanerede
m.fl. Hertil kommer det arbejde, der udføres i de klassiske velfærdsinstitutioner
for bl.a. misbrugere, hjemløse, arbejdsløse og kriseramte
familier. Men hvad er det for et identitets-arbejde, der foregår?
"Eftersom alle klienter i Danmark automatisk er tilknyttet en eller flere
velfærdsinstitutioner, må man antage, at disse øver
betydelig indflydelse på klienternes liv. Det er netop relationen
mellem klient og velfærdsinstitution, dvs. de processer der bevirker,
at en person omdøbes til en 'sag', som antologiens forfattere udforsker"(fra
Indledning).
Antologiens analyser bryder med den psykologisering, som præger
det sociale arbejde i dag (både i praksis og i litteraturen) ved
at flytte fokus væk fra individet - klienten - til de institutioner,
hvori arbejdet foregår. Syv forskere påviser, hvordan institutionelle
forhold og forskellige klienttyper er to nært forbundne størrelser.
En velfærdsinstitution afspejler altid en bestemt måde at
anskue verden på. For hvert og et af de sociale problemområder,
antologien belyser, findes der specifikke indentiteter, klienterne forventes
at tage på sig, hvis de ønsker hjælp, vel at mærke!
Bogen handler om klientgørelse, men klientgørelse i en lidt
anden betydnng af begrebet end den, man sædvanligvis møder
i litteraturen om socialt arbejde. Klientgørelse handler ikke kun
om, at en person passiveres og bliver mere og mere afhængig af det
sociale velfærdssystem. Klientgørelse handler også
- og måske snarere - om en proces, som kendetegner de fleste møder
mellem individer og velfærdsinstitutioner: nemlig en proces, hvor
menneskelige problemer oversættes til 'systemsprog'; hvor individets
situation afklares ud fra institutionelt fastlagte diagnoser og forståelsesrammer;
hvor klienter tilpasses kategorier, der modsvarer de foranstaltninger
og handlingsmodeller, velfærdsinstitutionerne råder over.
I bogens tekster analyserer forfatterne klienternes sociale identiteter
sammenvævet med de problemkonstruktioner, som de deltagende velfærdsinstitutioner
stiller til rådighed. "For hvert og et af de sociale problemområder,
som vi analyserer i den foreliggende antologi, findes der specifikke identitetskonstruktioner,
klienterne forventes at påtage sig. Disse konstruktioner hviler
på en række forestillinger om, hvordan problemer kan forklares,
og hvordan klienter bør anskue deres problem og dets løsning.
... Det er i mødet med velfærdsinstitutionernes personale,
at klientens problem bliver kategoriseret; det er i institutionsregi,
at problemet bliver begrebsliggjort, og klientens handlemuligheder og
fremtidsprognose bliver fastlagt. En velfærdsinstitution er ikke
en neutral 'serviceinstitution', som alene tilbyder klienter hjælp
ud fra de behov og ønsker, de måtte have. En velfærdsinstitution
afspejler altid en bestemt måde at anskue verden på"(fra Indledning).
Forfatterne til antologiens tekster viser, hvordan institutionelt forankrede
rutiner, iboende paradokser i socialt arbejde og socialarbejderes professionsforståelse
skaber bestemte positioner, som både klienter og socialarbejdere
taler og høres fra.
Bogens kapitler analyserer relationen mellem institutionelle forhold og
forskellige 'problemidentiteter', beskriver familiearbejdet i to socialforvaltninger,
analyserer afklaringsarbejdet i en amtslig revalideringsinstitution, analyserer
tilblivelsen af klagesager i en socialforvaltning, analyserer de problemidentiteter
som en fritidsinstitution for børn og unge stiller til rådighed
for sine klienter, analyserer tre hjemløse mænds møde
med en socialforvaltning, analyserer nogle udviklingstendenser i konstruktionen
af sociale problemer og problemløsningsmodeller i den socialfaglige
litteratur.
Bogen afsluttes med en sammenfattende diskussion, hvor de forskellige
institutionsanalyser relateres til det sociale arbejdes grundlæggende
paradokser.
Henvender sig til studerende ved de sociale højskoler, studerende
ved en række universitetsinstitutter hvor der forskes i velfærdsinstitutioner,
og til praktikere der arbejder med socialt arbejde.
Margaretha Järvinen er professor i socialt arbejde. Ansat ved Socialforskningsinstituttet
og Sociologisk Institut, Københavns Universitet.
Nanna Mik-Meyer er ph.d.-stipendiat ved Sociologisk Institut og Socialforskningsinstituttet
og har forsket i mødet mellem klient og system i de sidste fem
år med afsæt i feltarbejde i aktiveringsprojekter og revalideringscentre.
Antologiens øvrige bidragydere er på nær en enkelt
forsker ph.d.-stipendiater ved Sociologisk Institut.
UDDRAG AF INDHOLD: Indledning: at skabe en klient (af Margaretha Järvinen
og Nanna Mik-Meyer). Alkoholfortællinger i et institutionelt landskab
(af Margaretha Järvinen). 'Farlige' forældre: den institutionelle
konstruktion af dem, der afviger fra os (af Tine Eglund). Anne er sygdomsfikseret:
forhandling af en institutionel diagnose (af Nanna Mik-Meyer). Ikke vred,
men skuffet: om håndteringen af klagesager i en socialforvaltning
(af Turf Böcker Jakobsen). Indvandrerbørn leger dårligt;
institutionel konstruktion af farlig fritid (af Kathrine Vitus Andersen).
Fordi ingen er ens - eller...? - en analyse af tre hjemløse klienters
strategier på et lokalcenter (af Tobias Børner Stax). Det
sociale arbejde som befrielse (af Kaspar Villadsen). Institutionelle paradokser
(af Margaretha Järvinen og Nanna Mik-Meyer).
UDGIVER:
Hans Reitzels Forlag
Sjæleboderne 2, 1122 København K
Tlf: 33 38 28 00, fax: 33 38 28 08
E-post: hrf@hansreitzel.dk
Internet: www.hansreitzel.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|