| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Kierkegaards kritik af den
triumferende kirke. Af Jens
Rasmussen. 223 sider, 15,5 x 23 cm. Med 15 illustrationer. Pris kr
248,00. [Udgivet 31/1 2007]
I denne bog diskuteres modsætningen
mellem Søren Kierkegaard (1813-55) og samtidens religiøse
elite, der repræsenterede romantikkens historiske kristendom og
havde ansvaret for udviklingen af den rummelige statskirke, som harmonerede
med tidens religiøse individualisering.
Hovedsagen i denne bog
er at skildre Kierkegaards kristendomsforståelse sammenholdt med
tidens opfattelse. Kierkegaards kritik kulminerede i Kirkekampen 1854-55
med angreb på kirken som institution og på præsternes
ualvorlige levevis, men Jens Rasmussen lægger vægt på,
at denne kritik startede langt tidligere.
Allerede fra midten
af 1840'erne angreb Søren Kierkegaard præsternes forkyndelse
og han var især efter H.L. Martensen og N.F.S. Grundtvig. Efterhånden
kom også Sjællands biskop J.P. Mynster under angreb på
grund af hans ledende position i kirken. De pågældende der
repræsenterede samtidens absolutte religiøse elite, ville
en 'triumpherende Kirke', hvor Kierkegaard ville en forkyndelse i ansvar
og efterfølgelse. "Flere af de nævnte personer skulle i slutningen
af Kierkegaards forfatterskab få alvorlig kritik, fordi de repræsenterede
'den bestaaende Christenhed', forstået som den eksisterende og sejrende
kirke, d.v.s. 'den triumpherende Kirke'. Denne bestående kirke var
i høj grad påvirket af guldaldertidens romantik, og derved
var den kommet på afveje. Den havde glemt at være 'stridende':
"Den stridende Kirke bestaar ved at stride, men den Kirke, der kaldes
en bestaaende, maa jo være den der bestaaer efter at have seiret".
Det hovedspørgsmål som skal stilles i denne bog, er derfor:
Hvilken 'triumpherende Kirke' var det, Søren Kiekregaard kritiserede?
Hans kritik kom ikke mindst frem i skriftet Indøvelse i Christendom
fra 1850, som derfor især vil være i fokus i denne bog"(fra
Indledning).
Afgørende for
bogens fremstilling er at Kierkegaards tankeverden og opgør ikke
får lov at hænge frit i luften, men indgår i en historisk
kontekst. Guldalderperioden har derfor fået en mere selvstændig
placering, der samtidig peger på "at Kierkegaard var oppe imod en
tankeverden, der var afgørende for det 19. århundrede, og
som han ikke umidddelbart kunne slå af marken."
Kirkekampens radikalitet
ses af Kierkegaards forslag om, at kirkeinstitutionen skulle fjernes og
religionen alene leve som privat praksis. Kirkekampen var det afgørende
slag, men forudsætningerne er mindst lige så vigtige og viser
langt flere nuancer i opgøret. Derfor bliver forudsætningerne
især fremdraget i denne bog. Det betyder, at radikaliteten i Kierkegaards
angreb på selve kirken og dens præster under Kirkekampen ikke
får lov at stå alene, men bliver suppleret med en påvisning
af, at Kierkegaard også i årene før Kirkekampen ville
ændre kirkens forkyndelse radikalt.
"Mit hovedformål
med denne bog er således at give et indblik i og en forståelse
af Kierkegaards kritik af samtidens religiøse tankeverden. Samtidig
peges der på, at guldalderens tankeverden i midten af 1800-tallet
trak det længste strå, for Kierkegaards tanker havde ikke
afgørende effekt i samtiden. [...] Hans kritik fik i samtiden lov
at hænge i luften, for hvordan kunne den enkelte alene bære
kirken i denne verden uden at vide af menigheden og fællesskabet?
Det kunne ikke lade sig gøre. Kierkegaard blev derfor ignoreret
i sin samtid"(fra Forord og Indledning).
Jens Rasmussen (f. 1949)
er cand.mag. i historie og kristendomskundskab og siden 2001 hospitalspræst
ved Odense Universitetshospital. Han er ph.d. i historie på en afhandling
om Nicolai Faber, Fyns biskop 1834-1848. Har endvidere skrevet J.P.
Mynster. Sjællands biskop 1834-1854 (1999), Kampen for
en rummelig kirke. Forholdet til N.F.S. Grundtvig og Grundloven (1999),
En brydningstid. Kirkelige holdninger i guldalderperioden 1800-1850
(2002) samt Etikken og biologien - en debatbog om den nødvendige
samtale (2004).
UDDRAG AF INDHOLD: Baggrund
- guldalderperioden 1800-1850. Romantikken - den historiske kristendom.
Kierkegaards udvikling. Lidelsen som kristendommens grundlag.
Konfrontationen. H.L. Martensen. J.P. Mynster. Den
bestående kirke under forandring; opgøret i de sidste år
- 1848-55.
Afslutning. Litteraturliste.
Noter. Personregister. Tidstavle - Søren Kierkegaard.
UDGIVER:
Syddansk Universitetsforlag
Campusvej 55, 5230 Odense
M
Tlf: 66 15 79 99, fax:
66 15 81 26
E-post: press@forlag.sdu.dk
Internet: www.universitypress.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|