| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Jernbanehistorisk årbog
'07. Af Jens Birch, Morten Flindt Larsen, Jan Lundstrøm og Lars
Viinholt-Nielsen. 64 sider, 17 x 24,5 cm. Ill: 69 fotos (10 i farver),
16 tegninger, 2 figurer, 4 kort. Pris kr 179,00. [Udgivet 28/2 2007]
Årbog med artikler om
jernbanebegivenheder for 25, 50, 75, 100 og 125 år siden. En række
jernbanehistorikere behandler begivenhederne og gennemgår baggrundshistorien
og den senere udvikling.
Denne 19. årgang
rummer 5 artikler.
I bogens første
artikel beretter Lars Viinholt-Nielsen om Nordfyenske Jernbane mellem
Odense og Bogense der åbnede i 1882. Det var lykkedes at rejse hele
kapitalen på egnen, og der blev sparet på enhver måde:
"Meget let spor, ingen indhegning, træbroer, usle små stationsbygninger,
som ikke engang blev betalt af banen selv, men af stationsbestyrerne samt
diminutive lokomotiver og vogne." På 5 stationer var der krohold
i forbindelse med stationen, mens holdepladserne var bittesmå bygninger
hvor billetsalget foregik fra bestyrerens dagligstue. Trafikken var fra
første dag god, og banen indtjente straks betydelige driftsoverskud.
Ved anlægskontoens afslutning i 1887 stod banen vel rustet økonomisk.
Fra begyndelsen af 1930'erne gik det imidlertid ned ad bakke og i 1966
blev Bogensebanen lukket.
Anden artikel af Morten
Flindt Larsen handler om natrenovation i København før man
fik et egentligt kloaksystem. I 1907 kulminerede hovedstadens bestræbelser
på at løse nogle af problemerne ved åbningen af Amagerbanen,
der som den anden og sidste københavnske banestrækning udsprang
af storstilede renovationsbaneplaner fra 1890. I 1906 var den første
af to 'latrinbaner' - Slangerupbanen - taget i brug, men her fik man aldrig
de samme store latrintransporter som på Amagerbanen. Latrintogene
på Amager var imidlertid blot afslutningen på den sælsomme
historie om bortskaffelsen af Københavns natrenovation pr. jernbane.
Foruden Amagerbanen omtales bl.a. latrinstationen ved Lersøen,
renovationsstationen ved Kløvermarksvej, og landstationernes latrinsidespor
i Hedehusene, Lillerød, Frederikssund, Stenløse, Kvistgård,
Ballerup, Måløv, Hammersholt.
En artikel af Jens Birch
fortæller om hvorledes DSB i 1932 gik ind i rutebildrift i forbindelse
med nedlæggelsen af amtsbanerne på Als. DSB fortsatte derefter
med at søge tilladelse på bilruter, der konkurrede med jernbanerne.
Med kraftig støtte fra ministeriet fik DSB frem til udgangen af
1935 overtaget eller oprettet godt 70 bilruter. Artiklen beskriver denne
udvikling og omtaler DSBs rutebilanskaffelser i 1930'erne.
Derefter fortæller
Morten Flindt Larsen i en artikel om forholdene på Storebælt
for bilister, hvor den første bilfærge indsattes i 1930.
Med to små bilfærger overførtes i starten af 1950'erne
op mod 350.000 biler årligt, så det stod snart klart at der
måtte helt nye tiltag til. I 1953 præsenterede DSB planerne
for en helt ny sejlrute Halsskov-Knudshoved, og denne nye bilfærgerute
åbnede i 1957. Gennem årene blev Halsskov-Knudshoved overfarten
udbygget med større færger og udvidede landanlæg.
DSB kørte fra
1982 kultog for Vestkraft mellem Esbjerg. Årbogens sidste artikel
af Jan Lundstrøm handler om kultogets 18-årige historie.
Specialbyggede bogievogne og lokomotiv i begge ender var med til at gøre
toget til en meget effektiv 'transportmaskine' mellem havnen i Esbjerg
og kraftværket i Herning. "Kultoget var noget ganske særligt
efter danske jernbaneforhold. De 17-18 ens og meget massive vogne gav
toget et karakteristisk udseende." I 2000 stoppede Herningværket
med kulfyring og gik over til olie. Der blev anskaffet seks brugte tankvogne
til olietransporterne fra Esbjerg til Herning. Olievognene blev befordret
i almindelige godstog.
UDDRAG AF INDHOLD: 1882: Nordfynske
Jernbane åbner. 1907: Den sidste latrinbane åbner. 1932: DSB
etablerer rutebilkørsel. 1957: DSB bilfærger Halsskov-Knudshoved.
1982: Kultog til Herningværket.
UDGIVER:
Bane Bøger
EKSPEDITION:
Jernbanebøger
Kalvebod Brygge 40,
1560 København V
Tlf/fax: 33 93 20 02
E-post: jernbog@jernbaneklub.dk
Internet: www.jernbaneklub.dk/jernbog
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|